En verden uden fiktion?

Kan man leve i en verden uden fiktion? Nogle vil måske sige nej, hvorimod andre vil sige ja. Det spørgsmål har aldrig faldt mig ind, indtil jeg har læst artiklen: ”Professor: ’Jeg føler’ er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch. I artiklen beretter Niels Henrik Gregersen, som er en professor i teologi, at uden fiktion bliver man efterhånden mere egocentriske. Til det mener han, at den narcissistisk tilværelse skyldes, at ”man ikke kan se ud over sit eget psykiske egenrum … man skal have et forestillingsunivers, som går ud over det, man selv lige føler,” (1. underrubrik, ll. 19-21) Denne tendens ser man hos unge, hvortil han tilføjer: ”I for ringe grad beskæftiger de sig med forestillingsverdener, der ligger uden for deres egen helt snævre hverdag og livssituation” (3. underrubrik, ll. 9-11).
Jeg forstår hans pointe og som gymnasieelev er jeg delvis uenig. I de sidste tre år er jeg blevet draget ind i farverige, rytmiske eller sceniske verdener, der har dannet mig et billede af datidens eller nutidens hverdage.
Forleden viste min dansklærer et maleri af Pablo Picasso. Det hedder ”Guernica” (1937). Et maleri, der skiller sig ud i forhold til hans andre værker, eftersom det ikke er præget af stærke og prangende farver såsom: rød, orange, gul, grøn etc. Dertil er det de kedelige farver (sort, grå, hvid), der danner et univers med kaos og dramatik. Motiverne i maleriet skaber noget dybde, idet de overlapper hinanden. Værket er domineret af diagonale linjer, som giver en følelse af dynamik og uro. På trods af Picassos berømte signatur for at male deforme figurer, formår han stadig at overlevere sit budskab meget tydeligt. Man kan nærmest ikke undgå at høre maleriets skrig. Deforme mennesker, der vipper hovedet op med munden åben. Hesten, der vrider sig, og oksen, der er formet som et kødben. Jo længere jeg stirrer på billedet, desto mere kan jeg høre folkets råb, skrig og gråd. Til sidst spiller fantasien med, og man står der midt i alt kaos. En særlig deform person, der skiller sig ud fra mængden, står til venstre i maleriet. Dens lange hår samt noget der ligner hængende bryster, kan forstille sig at være en mor. Ligesom resten har hun hovedet vippet højt op med munden åben. Hun holder noget, som ligner en miniature version af hende. Barnet ligger død i hendes arme. Jeg kan nærmest se hvordan den dingler livløst i dem, mens hun desperat beder til Gud. Der er ikke andet end fortvivlelse i hendes blik.
Min oplevelse af dette maleri er grusomt. Jeg kan ikke ryste de boblende følelser af frygt, sorg og angst ligeledes de mennesker, der var til stede, som måske havde følt det samme. Picassos formål med maleriet er at fremstille sin oplevelse af samtidens borgerkrig.

Endnu et maleri, der sidder frisk i min erindring, har vækket lignende følelser. Det hedder ”Ægteskab” (1886) af J.F. Willumsen. Et maleri som har været på forsiden af mit udleveret kompendium om forløbet: Det moderne gennembrud. I begyndelsen af forløbet i min dansk undervisning har maleriet ikke vækket nogle særlige interesser. Men det kan skyldes den manglende grundforståelse for perioden. Efterhånden som vi lærer kønsrollerne, ægteskaberne samt hvad kvinder måtte gennemleve, vendte vi tilbage til maleriet. Det er ikke det klassiske penselstrøg maleri, men en radering i sort og hvidt. (En simpel forklaring på radering er: Et motiv, som ridses på en voksplade, for dernæst at blive indfarvet og trykt på papir.) Værket viser en kvinde, der sidder på gulvet med sit hoved vendt mod væggen. Manden er imellem grunden, som står og læner sig op ad noget. Ud fra deres kropssprog kan man, ved første blik, tro, at han pisker hende, og til det bliver mine tanker fyldt med spørgsmål såsom: ”Hvad har hun gjort? Hvorfor skal hun straffes? Hvordan kan du tillade dig selv at gøre din kone fortræd??” Mandens skygge på værket, som overmander hende, fremstiller sin dominans. Det ødelagte billede, der hænger ovenover hende får mine tanker til at race afsted. Dette er ikke første gang, at han bruger vold. Men hvis man kigger nærmere på billedet, står manden og holder sin lange pibe. Det er ikke en pisk. Mine vrede og konfuse tanker blev skiftet ud med en sørgelig følelse. Som en kvinde, havde jeg medlidenhed med hende. Sådan som hun sidder, i værket, samt manden der ikke har gjort noget, må det betyde, at dette er normalen i deres ægteskab. Willumsen formår at ødelægge forventningen om ”det lykkelige ægteskab”, og afslører sandheden bag det.

For at vende tilbage til Gregersens pointe, så ligger problemet måske ikke i, at unge ikke beskæftiger sig med forestillingsverdener nok. Eftersom dansk er et obligatorisk fag i det danske skolesystem, bliver man netop trænet i at træde ind i et univers, der er langt fra ’sit psykiske egenrum’. Til eksempel har jeg været igennem den Islandske vikingetid med sagaer, der skulle analyseres og fortolkes. Danske folkeviser fra 1200-tallet, der skulle analyseres og fortolkes. Malerier fra barokken, der skulle analyseres og fortolkes.
Men. Til det må jeg indrømme, at jeg har svære ved at forstå malerier sammenlignet med skrevne tekster. Jeg har svære ved at træde ind i et fiktivt univers, der kun er fyldt med farver, penselstrøg og motiver. Et univers, der ikke har mere at sige, end bare de få klatter af maling på et stykke overflade. Har du det på samme måde? Jeg kan selvfølgelig stadig beundre malerier og synes at de er flotte. Til eksempel er Claude Monets værker virkelige smukke. Et af mine yndlings er: ”The Japanese Footbridge” (1899). Monet er en kunstner fra impressionisme. Perioden er præget af store og små penselstrøg, der forsøger at fange øjeblikket. Tæt på lærredet kan man ikke finde sammenhænge i de fine og små eller store og grove penselstrøg. Men hvis man står og kigger langt væk fra, kan man se hvordan tingene begynder at hænge sammen. Dette er kunsten ved impressionismen. Til forskel for de to nævnte malerier, er Monets maleri fyldt med farver. Eftersom han gengiver en sø, fyldt med åkander, er værket domineret af de forskellige grønlige nuancer. Vandet i søen spejler naturen rundt om sig, hvilket vil sige, at den japanske bro, som går over søen, har den eneste blålige farve.  Det er et meget simpelt maleri. Til det oplever jeg en sans for ro. Jeg ser hvordan farverne leger og spiller sammen, der til sidst danner det Monet ser for sig. Jeg kan mærke den rolige brise. Høre lyden af vandet. Dufte den blomsterrig luft. Se dyrene pusle i det høje græs. Hvordan naturen omgiver os. Til sidst står jeg der ved siden af Monet, og kigger ham over skulderen. Jeg ser, hvordan han måske vurderer hvert eneste penselstrøg. Om farverne på maleriet nu er ens med naturen. Om han fanger øjeblikket korrekt. Om det bliver genkendeligt til sidst. Kan du også se ham for dig nu? Dog. Skal han ikke overtænk det for meget, eftersom lyset kan ændre sig hvert øjeblik.
Men. jeg vil gerne erkende, at jeg ikke aner hvad budskabet er. Vil han bare vise det flotte natur? Eller ligger der mere bag det?

Det eneste tidspunkt hvor jeg rigtig kan fordybe mig i et maleri er i min dansk undervisning. Måske er det grundforståelsen for dets periode, der gør, at jeg kan opleve hvad kunstneren gennemlever. Men er det kun derfor jeg ikke kan træde ind i dets fiktive univers? Til daglig forsøger jeg at læse meget, på trods af mine travle hverdage. Jeg kan hurtigt fordybe mig i en bog, hvor tiden forsvinder. Som læser, ser jeg hvordan hovedpersonen udvikler sig, men pludseligt bliver jeg DEN hovedperson, der udvikler mig. Jeg kan nemt tryk på ON and OFF knappen for at være eller ikke at være den fiktive person. Dertil kan jeg mærke, at min empati bliver styrket, fordi jeg kan træde i den andens sko. Være den anden. Jeg undrer derfor over, om det er min større frivillighed til at læse, der gør, at jeg nemmere kan træde i litteraturens forskellige sider, sammenlignet med kunstværkernes forskellige former og farver? Eftersom jeg er en elev, der elsker humaniora, føler jeg mig hellere ikke tvunget til at forstå det udvide tekstbegreb. Jeg elsker at nørde mig igennem dokumentarer, digte, noveller m.m. - selvom de kan være kedelige - og forstå mening bag det.
Men dette gælder måske ikke for de naturvidenskabelige elever. Det kan måske være sværere for dem at forstå et svar, der ikke kan være sort og hvidt. Nogle af mine naturvidenskabelige venner kan ikke se verdenen på samme måde, som jeg gør. De får ellers de samme mængde lektioner i dansk og bliver skubbet ud i diverse forestillingsverdener. Men stadig formår de ikke at finde sammenhæng i tingene. Til sidst kan undervisningerne føles som en obligatorisk tvang, som måske hæmmer deres udvikling og forståelse for andre. Er der så snarer det, at mennesker er forskellige fra hinanden? For mig er fiktionen er sted, der vækker følelser som: sorg, glæde, vrede, lykke. Noget som jeg mærker mere til i skønlitteratur end faglitteratur. På trods af at dansk, hos nogle, kan føles som tvang - kan man så stadig leve uden fiktion?

- Anne

Fiktion - en tænkepause fra hverdagen

Litteratur giver mennesket muligheden for at kravle ind i et givent værk og opleve samt lære noget nyt. Særligt fiktionsgenren forsyner en dør ind til fantasiens verden, hvor man kan opleve diverse begivenheder, som man normalt ikke støder på i sin dagligdag. Jeg er, sandsynligvis ligesom mange andre, vokset op med fiktion, som en større del af min hverdag. Da jeg var yngre, og skulle finde noget at læse eller se, var det stensikkert, at valget ikke faldt på sagprosa - fiktionsprosa lokkede mere. I dag skal jeg nærmest tvinges til bare at træde en fod ind i den fiktive verden. Jeg undrer og bekymrer mig over denne ændring, da jeg hurtigt bemærker, at jeg ikke er den eneste, som søger væk fra genren fiktion. Hvad skyldes denne holdningsændring omkring fiktion, og hvilken betydning har den mon?

 

Da jeg var lille nød og prioriterede jeg for en kort stund at give slip på hverdagens kedelige indhold, til fordel for en hel ny verden med alt den havde at bringe. Dengang var tid ikke en stressende faktor, og jeg brugte den glad og gerne på, at lade mig underholde af forskellige værker. Her oplevede jeg en forstærkelse af mine almene følelser. Fiktion gav mig i høj grad lov til at føle både glæde, vrede, overraskelse og sorg samt mange andre følelser, hverdagen normalt kunne mangle eller gemme væk. I digtet ”Regnvejrsstemning” (1899) af Jeppe Aakjær støder læseren på et tydeligt eksempel på et værk, som er stærkt præget af sindsstemningen, og hvor læserens følelser vækkes. Digtet er bygget op af 8 strofer á 2 vers i hver strofe, og der er enderim i form af parrim (a,a,b,b), hvilket giver digtet rytme. Denne ensformige rytme er med til at forstærke fornemmelsen af regnens trommen. Regnvejret sætter tankerne igang hos digterjeget, og gennem en indre synsvinkel kan man læse jegets betragtninger og oplevelser. Det går hurtigt op for læseren, at jeget bestemt ikke er glad ved sin tilværelse og situation: ”Fra ensom Vraa jeg stirrer ud / i Dagens Graa og vejrets slud” (strofe 1, vers 1-2). Som læser kan man forestille sig jeget sidde i et mørkt hjørne og kigge bedrøvet ud på regn og atter regn. Især i Danmark virker disse dage yderst bekendte, da de er så godt som uundgåelige i dette land. Denne hverdagssituation bliver gjort til en helt ny verden ved, at Jeppe Aakjær gør brug af forskellige virkemidler som for eksempel sammenlignelser: ”én levret sort som Jordens muld” (strofe 7, vers 2) og besjælinger: ”En draabe fik ej andet kald / end det at pønse på sit fald” (strofe 4, vers 1-2). Disse virkemidler er også med til at formidle den dunkle og dystre stemning i digtet samt aktivere læserens forestillingsevne.

 

Digtet ”Ode til regnen” (2010) skrevet af Søren Ulrik Thomsen er en følelsesmæssig modsætning til ”Regnvejrsstemning”. Her møder læseren igen den typiske regnvejrsdag, dog bliver denne hverdagssituation set på med ganske andre øjne. I dette digt vækker regnen ikke længere de negative følelser hos læseren, i stedet fungerer digtet som en hyldest til regnen, hvilket også bemærkes i titlen: ”Ode til regnen”. Digtet er bygget op af 10 strofer á 2 vers, og en sidste strofe med blot ét enkelt vers. I digtet ses ingen rim, dog forekommer der stadig rytme, hvilket udspringer af digtets strofers ensformighed. I hver strofe argumenterer digterjeget for, hvorfor regnen værdsættes så højt: ”Fordi det er en velsignelse / at falde i søvn til dens silende sang” (strofe 5, vers 1-2). Også Søren Ulrik Thomsen gør brug af billedsprog, hvilket især bemærkes, da regnen igen besjæles. Digterjeget betragter positivt regnen som musik samt lys på vejen, og i sidste strofe opsamles argumentationerne i en samlet konklusion: ” Derfor elsker jeg regnen.” (strofe 11, vers 1). Søren Ulrik Thomsen ønsker at få læseren til at værdsætte de små ting i hverdagen, for eksempel en simpel regnvejrsdag.

Både ”Ode til regnen” og ”Regnvejrsstemning” omhandler noget så basalt, som en regnvejrsdag, men alligevel formår begge digte at vække forskellige følelser hos læseren. Begge disse digte giver plads og opmuntrer læseren til at bemærke sin sindstilstand og bruge sin forestillingsevne. Læseren kan sandsynligvis forestille sig begge scenarier og relatere til de beskrevne følelser om, hvordan regnvejr både kan frembringe glæde såvel som utilfredshed.  Derudover giver digtene, især på grund af de sproglige virkemidler, nye perspektiver på omverdenen, for eksempel hvor stor betydning regnen faktisk kan have for mennesket.

 

Som tidligere nævnt har jeg ikke længere samme behov for eller lyst til, at fordybe mig i de fiktive værker. Derudover føler jeg ikke, at jeg har tid. Som en person, der har det med at overtænke alt, er mit hoved gerne fyldt med diverse, oftest ligegyldige ting. Disse tanker stresser mig, og sikkert ligesom hos mange andre unge i samfundet i dag, vokser angstfølelsen indeni. I digtet ”Angst” (1838) af Emil Aarestrup beskrives følelsen kort i digtets 2 strofer á 4 vers. Læseren oplever særligt angsten for livets forbigåelse gennem sammenligninger: ”Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.” (strofe 2, vers 3-4). Aarestrup fokuserer på, hvor kort livet er, og hvor hurtigt tiden går. Jeg er sikker på, at mange andre kan relatere til følelsen af at miste kontrollen over sit liv og sine følelser.

Når hjernen kører på 100 km/t, er det svært at forholde sig til alt andet omkring én. Denne overtænkning og mistrivsel blandt unge i dag forklares i artiklen ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch, med afsæt i perfekthedskulturen samt det ubestemte forventningspres. Niels Henrik Gregersen, som er professor i teologi ved Københavns Universitet mener, at der forventes meget af ungdommen. Det er dog ikke altid nemt for de unge at finde ud af, hvad disse krav indebærer. Derudover mener han, at perfekthedskulturen udspringer af, at flere og flere unge afspejler sig i deres venner og influencers på de sociale medier, hvilket resulterer i et større fokus på dem selv. Jeg tager desværre mig selv i, engang imellem, at sammenligne mig med andre, hvilket i sidste ende virker åndssvagt at gøre. Måske er vi unge blevet for snæversynet til at se det store perspektiv? Niels Henrik Gregersen betragter fiktion, som en form for ”kur” mod denne selvcentrering og selvindsigt, der opstår blandt unge: ”Hvis man ikke drages ind i forestillingsverdener, der drejer sig om tilværelsens indretning i det hele taget, så bliver man meget konkret. Så tænker man i højere grad sig selv i forhold til de andre i klassen.”. Fiktion kan åbne op for et større indblik i os selv og verdenen omkring os. Ved at aktivere forestillingsevnen får mennesket nye og andre synsvinkler, end hvad de selv går rundt og tænker samt føler: ”Roen opstår alene ved at se på noget andet end sig selv, og det kan man gerne gøre i fællesskab med andre.” Niels Henrik Gregersen råder de unge til at gå sammen om at få nogle andre værdier, ved at bytte ”jeg føler” ud med et større fokus på omverdenen.

 

Jeg vil gerne blive bedre til at lade de ligegyldige ting passere og i stedet fokusere mere på det relevante. Når bølgerne går højt, skal jeg og sikkert mange andre huske på, at fiktion kan fungere som en tænkepause fra alle de stressende faktorer, mennesket støder på i hverdagen.

 

- Mine 

Fiktion er til fri afbenyttelse

 Vi har hver især vores egen forståelse og oplevelse af den rigtige verden, ligeså er vores oplevelse af fiktion også subjektiv. Som for mange andre har fiktion haft en speciel plads i min barndom, men som jeg er blevet ældre er den plads blevet overtaget af bekymringer fra den virkelige verden. Nu lever jeg mig ikke ind i det fiktive univers på samme måde som jeg gjorde da jeg var barn, men bruger det mere som et dovent coping-skill, til at slå min hjerne fra hverdagens bekymringer. På den måde kan jeg distancere mig selv fra min egen travle hverdag, og springe ind i et fiktivt univers, som ikke kræver meget af min hjernes opmærksomhed til at skabe mening med det hele. Der er nu noget ved at sidde og glo blankt ind i en skærm, uden en tanke som driver sin vej igennem stierne i min hjerne. For en gang skyld kan det være lidt simpelt at ånde.

 

Jeg lader mig tit falde hen i min seng efter en lang skoledag, klapper min laptop op, taster n e t f l i x ind i mit søgefelt, hvor jeg trykker ind på en af de gode klassiske sitcoms som Friends, How i Met Your Mother, eller New Girl. Nogle serier som man ikke behøves at følge med i, for at kunne forstå sammenhængen. Dog fylder de alligevel et tomrum inde i mig, og danner et sikkert rum som mit sind kan eksistere i uden at føle sig stresset, men beskyttet for presset som står for døren og banker på.

 

I september besøgte jeg museet ARoS, hvor jeg blev stillet på prøve med interaktive kunstværker, som gjorde oplevelsen besynderligt mere huskværdig. Et kunstværk som vækkede min opmærksomhed var ”Daggrystimer i naboens hus” af Pipilotti Rist. Man træder ind i en stue, som er beklædt af en lilla og lyserød glød, som skal forstille at være de resterende daggryslys. Rummet er så fyldt af farver, og en afslappende musik, det giver en følelse af at træde ind i et andet univers. De rødlige farver, varmer atmosfæren op inde i rummet, der er roligt og man kan slappe af. Lige som det rum jeg danner inde i mit sind, efter en lang skoledag. Når man bevægede sig rundt i lokalet blev man mødt af den beroligende aura, som fik mit sind til at falde hen og glemme tid og sted.

 

Jeg er lille søster til to drenge og den yngste i vores lille familie, derfor har jeg også været den sidste til at kunne bidrage til samtaler, da jeg var meget yngre, og mine brødre stadig boede hjemme. Det var altid meget vigtigt for mig at føle mig inkluderet, ikke fordi jeg var ekskluderet, men med aldersforskellen fra mig og mine brødre, så blev jeg altid lidt en efternøler. Jeg så derfor også meget op til mine store brødre, fordi de var i min forstand meget klogere mere end mig. Det leder mig til, at som børn fik begge mine store brødre læst bogserien Ringenes Herre op af min far, en bogserie med utrolige rejser, udfordringer og fristelser, blodige krige mellem elve og orker. Imens jeg måtte nøjes med ”Det lille Hus på Prærien” som min mor læste op for mig, en bogserie om Laura Ingalls' stille liv i Midtvesten i Amerika. Det var jeg som lille pige ikke var spor tilfreds med, når mine store brødre fik lov til at læse nogle meget sejere bøger. For jeg ville have at de også så mig som en sej lille søster, som godt turde at læse noget som godt kunne være uhyggeligt for en pige på min alder. I dag tror jeg egentlig ikke at de lagde mærke til alt dette, men det betød enormt meget for mig, og hvad jeg troede, de tænkte om mig. Da jeg blev ældre satte jeg mig derfor til at læse bogserien, for at føle mig tilknyttet til mine brødre.

 

Jeg læser ikke nær så meget fiktion nu da jeg er blevet ældre, som jeg gjorde da jeg var yngre, men det mindsker ikke vigtigheden som fiktion har for mig. Det skabte en tilhørsfølelse for mig, som jeg havde til mine brødre. På den måde har fiktion beriget mig med en tilknytning til mine storebrødre, og jeg har følt jeg var en del af noget større end mig selv. På den måde har fiktion beriget mig i min barndom, hvor jeg har følt mig som en del af en større enhed.

Denne vinkel om at fiktion kan samle os som helhed, undersøger Maja Funch også i sin artikel ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt”, hvor hun har interviewet Niels Henrik Gregersen som er professor i teologi. Han mener at nutidens unge er hyper fikseret på sin egen tilstedeværelse, og har lukket sig inde, hvor der ikke er plads til en større sammenhæng. Jeg tror der er noget sandhed i, at man som ung glemmer at fokusere på den større sammenhæng.

Det er dog også en meget negativ opfattelse som Niels Henrik har til de unge, han glemmer at samfundet har ændret sig fra da han var dreng, og vores hverdag er generelt meget mere digitaliseret, men det må være fordi han er professor i teologi, og ser menneskeheden som en enhed, fremfor at vi hver især er vores eget individ.

Det kan dog overvejes, om ikke det er sundt at være konkret, især som ung. Unge bliver i dag stillet over for mange valg, for i vores samfund er der mere mobilitet, end da teolog Niels var dreng. Det handler derfor også om stadig at kunne finde mening i tilværelsen, når der er uendelige valgmuligheder, og begrænsninger af noget som hører fortiden til. Det kan være for nogle unge at finde mening i det konkrete, og det er Niels Henrik Gregersen ikke i rette plads til at kommentere på. Professoren fastslår dog også at opleve noget fiktion, vil kunne bidrage til unges opfattelse af omverdenen og sine medmennesker. Det med at være til stede, og forstå at vi ikke er Pelle alene i verdenen, men vi føler og oplever ligesom alle andre omkring os.

Man skal derfor også huske på andre mennesker som ikke har privilegiet til at opleve fiktion igennem bøger, film, serier eller kunstværker ligesom os. De sidder tværtimod på de hårde og kolde brosten med et lille skilt, som kalder efter den forbigående, med en lille stemme, kalder de på hjælp. I værket ”Anything helps”, 2009 - 2015 af Jani Leinonen fanger hun de små stemmer som kalder på hjælp. Værket er indrammet papskilte fra rundt i verdenen, som hver især fortæller sin egen historie, og til fælles fortæller den samme. Papskiltene har tilhørt hjemløse, og derfor er også et utroligt tankevækkende værk. Værket tvinger os nemlig til at tænke på dem som er tildelt mere usle muligheder end os selv, det er derfor også et rørende værk, som minder os om at tænke på andre end os selv.

 

På ARoS stødte jeg på en anden installation som er tankevækkende, og får en til at stille spørgsmål om dens formål. Installationen er et umiddelbart svævende træ, som er helt fladmast og pakket ind i lige så flade glasplader. Træet er brunt og vissent, træet er skilt ad i bitte stykke, og samlet igen. Installationen er af Rune Bosse og hedder ”Tempus circularis fagus sylvatica”, installationen skal repræsentere årstiderne. Installationen kan også repræsentere hvordan vores samfund er opgjort, vi er hver især en lille puslespilsbrik, og tilsammen danner vi en større enhed, hvori vi kan finde mening. Adskilt og alene er det svært at finde et formål, men når man samler brikkerne, giver billedet pludselig mening. Som vi udvikler os, fortsætter årstiderne. Her har Rune skabt et kunstværk som går på en fin line mellem virkeligheden, som er træet som element, og det fiktive som er fremstillingen af træet. Det smukke ved fiktive og livlige installationer på kunstmuseer er, at det er op til individet selv at danne sig en forståelse, der er intet som er forudbestemt.

 

Der er mange følelser som indgår i ens oplevelse af fiktion, for mig fandt jeg en mening i fiktion da jeg var yngre. Det betød noget for mig at føle mig på lige fod med mine brødre, føle at vi havde noget tilfælles. Fiktion kan betyde meget mere end bare et fiktivt univers som man kan udforske, fiktion kan forme sig til at passe ind på enhver, for nogle betyder det mere end for andre.

 

-   Katrine Thuesen

Min egen oplevelse

 

Jeg føler, at der er stor forskel på, hvordan folk oplever fiktion, og at det kan observeres både fagligt og i personens hverdag, hvor man hurtigt kan få et indblik i, om personen er mere fiktionaliseret eller mere konkret og ikke-fiktionaliseret. Jeg synes det er interessant, hvordan mange er blevet så distanceret fra fiktion, heriblandt jeg selv, for hvis vi går bare 5-10 år tilbage, til da vi var yngre, var der stor enighed om, at faglitteratur ofte var kedelig voksensnak, men fiktion derimod var pokkers spændende. Man kunne læse om andre menneskers fantasi og fantasiverdener. Men som tiden er gået, føler jeg, at jeg er vokset fra det; nu oplever jeg ofte, at den magiske oplevelse af at leve sig ind i en karakter bliver for forudsigelig, og oplevelsen ødelægges. Det sker dog nogle gange, at jeg får denne gode oplevelse, men omgivelserne skal være gode, før det sker. Hvis jeg f.eks. kan forholde mig til fiktionsværk, kan jeg forholde mig til de problemer eller relationer, der er i historien, hvilket gør, at jeg kan leve mig ind i historien, og det synes jeg er vigtigt.

Historien "Tilbage til jorden" (1864) af Èmile Zolas er et godt eksempel på, hvordan fiktion kan føles ekstremt realistisk. Med de centrale temaer død og familie er det noget, man kan relatere til og derfor leve sig ind i. Teksten berører et ømt emne for de fleste mennesker, nemlig døden, som jeg synes den skildrer barsk, men også realistisk. Dette gjorde det til en af de historier, hvor jeg kunne leve mig ind i den og have min opmærksomhed kun på handlingen i historien og intet andet. Maja Funch og Niels Gregersen har talt om ideen om at indleve sig i en historie i artiklen "Jeg føler er mange unges eneste perspektiv" Niels påpeger flere gange at det er vigtigt at have sin opmærksomhed på noget tredje nogle gange, et sted hvor man kan lade sin hjerne være centreret omkring noget andet end sig selv. Jeg kan godt lide Niels' pointer og synes jeg kan se mig selv i dem, selvom jeg faktisk oftest vælger fiktion fra, kan jeg godt se hvorfor det skulle være sundt for en. Jeg tror heller ikke, at jeg er den eneste, der har tænkt det efter at have læst artiklen, vel?

Heinrich von Kleists novelle "Tiggeren fra Locarno" er et eksempel på hvordan fiktion kan virke realistisk, da handlingen foregår på et autentisk sted, men med fiktion blandet ind i det. Jeg kan rigtig godt lide denne form for fiktion, fordi jeg synes, at det er svært at forestille sig, hvad der kommer til at ske. I novellen er emnerne død og overtro centrale, og historien er skabt ud fra disse emner. Når jeg læser denne novelle, kan jeg føle, at jeg træder ind i denne verden, og min opmærksomhed er kun rettet mod handlingen.

I mine 18 år på jorden tror jeg, at antallet af skønlitterære bøger eller tekster, som jeg har læst og elsket, er på et etcifret beløb; det er næppe noget at prale af, og det kan jeg godt indrømme. Men hvis jeg skulle anbefale fiktion, ville jeg nok gå ind i filmgenren, hvor man ser på store filmserier som “Peaky blinders” eller “Star Wars”. Her spiller fiktion en meget vigtig rolle.  

Fiktionen i “Star Wars” er vigtig, fordi den giver mulighed for fantasifulde idéer og muligheder, som ikke ville eksistere i den virkelige verden. Det er netop disse fantasifulde idéer, der gør “Star Wars” så ikonisk og populær hos et bredt publikum i alle aldre og kulturer. Fiktionen i “Star Wars” giver også mulighed for at udforske moralske dilemmaer og universelle temaer på en måde, som det kan være vanskeligt at tage fat på i en mere realistisk sammenhæng. “Star Wars”-serien udforsker f.eks. temaer som kærlighed, had, magt, overlevelse, mod, loyalitet og frihed på en måde, der appellerer til menneskelige følelser og erfaringer. Endelig gør fiktionen det muligt for den at transportere seerne til en helt anden verden og tilbyde en flugt fra hverdagen. Fiktion gør det muligt at skabe spændende og episke historier, som tager seerne med på en rejse, de aldrig vil glemme.  

Derfor er fiktion afgørende, da den giver mulighed for at udforske en fantasifuld verden, udfordre moralske dilemmaer og universelle temaer, skabe et komplekst univers og transportere seerne til en anden verden.  

Fiktion er bred og findes i mange forskellige former; det er en del af dens skønhed. At der et eller andet sted er en hjerne, der har fundet på nogle af de bedste historier, film og bøger i verden, synes jeg er virkelig fascinerende. Den måde, man bliver opslugt af et godt lavet værk, er noget, jeg altid har kunnet lide, og nu har jeg fundet ud af, at det også er sundt. Så måske skulle jeg næste gang jeg har tid til overs, sætte mig i sofaen og læse en god fiktionshistorie.

Hvor længe er det siden, at du har gjort det?

-          Rasmus

Rejsen med fiktion

 

Fiktion har altid været en vigtig del af mit liv. Som barn var jeg en stor fan af eventyr og fantastiske historier, der tog mig på spændende rejser væk fra min hverdag. Som jeg blev ældre, begyndte jeg at læse mere realistisk fiktion, der kunne spejle mine egne oplevelser og tanker om verden omkring mig. Jeg begyndte også at opleve fiktionen i film og serier, som virkelig fangede min opmærksomhed og stadig gør i dag. En anden måde jeg har oplevet fiktionen på, er igennem kunstværker. Dette er noget som i den grad har beriget mig, og min fiktionsverden og har fået mig til at tænke. Jeg har altid nydt at forsvinde ind i en anden verden, hvor alt er muligt og fantasien kan få frit løb. Det er en form for flugt, men samtidig også en måde at blive beriget på. Fiktion kan åbne vores øjne og give os perspektiver, som vi ellers ikke ville have haft. Det kan også have en terapeutisk effekt ved at give os en mulighed for at se og forstå vores egne følelser bedre. Fiktion er for mig en måde at udforske og forstå verden på en anderledes og mere dybdegående måde end non-fiktion. Er jeg den eneste, der har det på den måde?

At læse er at rejse. I hvert fald er det min erfaring. Når jeg åbner op for en bog, tager jeg samtidig hul på en rejse gennem tid og sted, gennem fantasi og virkelighed, gennem tanker og følelser. Jeg har altid været fascineret af fiktionens magi i bøger, dens evne til at sætte ord på de ting, som er svære at beskrive på andre måder. Jeg voksede op med bøgerne om Harry Potter og Narnia, og jeg var aldrig den helt samme igen. Disse bøger tog mig med på eventyr, som ingen andre kunne tage mig med på. Jeg var med Harry Potter på Hogwarts, da han kæmpede mod Voldemort, og jeg fulgte Lucy og Edmund ind i Narnia, da de først opdagede landet bag garderobeskabet. Disse bøger gav mig ikke kun en pause fra virkeligheden, men også en indsigt i den. De lærte mig, at der er flere sandheder, end dem som ligger lige foran os.

Senere i livet har jeg måske ikke fundet så mange magiske garderobeskabe at træde igennem, men fiktionen har stadig været min trofaste følgesvend. For mig har det ikke kun handlet om historierne, men også om sproget og skrivestilen. At læse en tekst, som flyder og danser på siderne, er en oplevelse i sig selv. Det er som at få et stykke kunst, som man kan tage med sig overalt. Jeg elsker, når ordene skaber billeder i mit hoved, og når jeg bliver suget ind i en bog og glemmer tid og sted. Det er den slags oplevelser, som gør mig afhængig af fiktionen. Men fiktionen kan også være en udfordring. For ligesom fiktionen kan være en kilde til trøst og styrke, så kan den også udfordre og provokere. Nogle gange kommer jeg ud på den anden side af en bog svimmel og forvirret, fordi jeg har måttet rumme så mange forskellige følelser og indtryk. Men alligevel bliver jeg ved med at læse, fordi fiktionen også er en kilde til læring og selvudvikling. Den tvinger mig til at se ting fra nye perspektiver og udfordrer min forståelse af verden.

Der er tre kunstværker, som jeg har en særlig relation til i forhold til min oplevelse af fiktion. Det første kunstværk er "Uddrivelsen fra Eden Close nr 8" (2012) af Grayson Perry. Det er et værk, som minder mig om, hvordan vi alle sammen er både kreative væsener og sociale væsener. I værket ser vi et lille samfund af hytter, men det, der fanger mig, er de kreative mennesker, som bor i samfundet. Det viser, hvordan kunst er en afgørende del af vores samfund og kan være med til at skabe et fællesskab. Jeg var dybt fascineret af værket, og som jeg gik tættere på, blev jeg fanget af de symbolske elementer og den komplekse fortælling, der blev fortalt. Af særlig interesse er det faktum, at Perry har inkorporeret så mange forskellige kulturelle referencer og temaer i sit værk. Der er elementer af populærkulturen, såsom tegneseriefigurer og andre moderne ikoner. Dette gør det muligt for beskueren at skræddersy sin egen fortolkning af værket, og det er også det, der gør det så interessant at opleve.

Det andet kunstværk, som jeg vil nævne, er "The Paper Doll's House" (2010) af Julie Nord. "The Paper Doll's House" af Julie Nord er et helt andet værk end Perry's, men det er ikke mindre fascinerende og følelsesladet på sin egen måde. Nord's værk er et lille diorama, der viser en unik og forstyrrende verden fyldt med uhyggelige dukker og bizarre væsner. Jeg var både fascineret og skræmt af værket, og det fremkaldte en følelse af ubehag i mig. Dette værk er fyldt med fantasifulde elementer og skaber en alternativ verden, som jeg kan lade mig fortrylle af. Det viser, hvordan bøger og illustrationer kan skabe en verden, som vi kan fordybe os i. Samtidig er værket også fyldt med symbolik, som kan åbne vores øjne for ting, som vi ellers ikke ville have set. Det interessante ved Nord's værk er, at det for mig føles som et glimt ind i nogle dybe hjørner af hendes psyke. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føles som om hun har skabt dette lille univers for at frigøre de indre dele af hendes sind, der ellers er forbudte eller skjulte. Det føles som om hun har forvandlet sin fiktion til virkelighed, og det er det, der gør det så oplevelsesrigt.

Det tredje og sidste kunstværk, som jeg nævner, er "Boy" (1999) af Ron Muecks, som også er en dybt følelsesladet kunstoplevelse. Dette ultra-realistiske stykke skulptur ligner en lille dreng, der står i livsstørrelse, men alligevel er skulpturen så livagtig, at han virker overnaturlig. Han er både virkelighedstro og samtidig sårbart skrøbelig. Dette værk minder mig om, hvordan vores egne historier kan få en empatisk effekt på andre mennesker. Vi kan gennem fiktion forstå andres smerte og sorg og dermed blive mere empatiske og forstående mennesker. For mig var det spændingen mellem det faktuelle ved skulpturen og følelsen af fiktion, der gjorde oplevelsen så intens. At se en så præcis og realistisk gengivelse af en lille dreng gør, at man næsten tror han er virkelig. Men på samme tid er det tydeligt, at skulpturen ikke kan bevæge sig eller tale, og det skaber en følelse af at være fanget i en fiktion, der er så tæt på virkeligheden.

Artiklen "Professor: "Jeg føler" er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt" af Maja Funch mindede mig om, at fiktion kan have en farlig side, når den bliver for subjektiv og det bliver vanskeligt at skelne mellem fakta og fiktion. Denne artikel viser samtidig at der også er en anden side af fiktionen, som vi skal holde os i baghovedet. Som Maja Funch skriver i sin artikel i Kristeligt Dagblad, kan for meget fokus på vores eget "jeg-føler" skabe en farlig afstand til virkeligheden. Vi kan blive så optaget af vores egne følelser og oplevelser, at vi mister fornemmelsen for, hvad der foregår omkring os. Artiklen beskriver, hvordan mange unge i dag kun udtrykker sig igennem deres følelser og mangler evnen til at tage et mere objektivt perspektiv. Dette kan skabe problemer, når de står overfor komplekse spørgsmål og beslutninger. Det gør heller ikke noget, at vi med fiktionen lader os inspirere og udfordre på vores egen selvforståelse og vores egen verden. Men det er vigtigt også at huske på, at fiktion er en form for flugt fra virkeligheden og ikke må tage overhånd. Vi skal blive bedre til at balancere mellem vores eget "jeg-føler" og vores forståelse af andre og verden omkring os.

Dette er en tankevækkende pointe, som jeg kan genkende fra min egen erfaring. Når jeg dykker ned i en fiktionsverden, er det svært at skille de følelser og tanker, som historien vækker i mig, fra mine virkelige holdninger og overbevisninger. Det er her, det bliver afgørende at have en kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed og at huske, at fiktion ikke altid skal ses som en absolut sandhed, men snarere som en måde at udforske og forstå verden på. Vi skal lære at tage en mere kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed og være opmærksomme på, at vores følelser ikke er det eneste perspektiv, der tæller. Jeg tror også, at det er vigtigt at undersøge vores personlige forhold til fiktion og at reflektere over, hvordan den påvirker vores liv og vores syn på verden.

Fiktion kan fungere som en flugt, men også som en vej til forståelse og måske endda en form for terapi. De tre kunstværker, som jeg har talt om i dette blogindlæg, minder mig om, at fiktion er kompleks og kan have mange forskellige nuancer. Netop dette er en af de ting, som kan gøre fiktion så fascinerende. Den kan give os en forståelse for os selv, andre og verden omkring os på en helt unik måde. Vi kan lade os fordybe i andre menneskers verden og opleve ting, som vi ellers aldrig ville have haft mulighed for at opleve.

I min personlige oplevelse af fiktion har jeg fundet en kilde til trøst og forståelse, men også en måde at udforske mine egne og andre menneskers følelser og tanker på. Jeg har også oplevet dens farlige side, når den bliver for subjektiv og dogmatisk. Fiktion har potentiale til at åbne vores horisonter og give os nye perspektiver, men vi skal samtidig være opmærksomme på dens begrænsninger og tage en kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed. Gør du det?

- Christine

Fiktion i unges liv

 

Fiktion er noget som spiller en vigtig rolle i unges liv. Fiktion, uanset om det er i form af bøger, film eller tv-serier, kan have en dybtgående indflydelse på unges udvikling og vækst. Det kan tilbyde dem en flugt fra virkeligheden, give dem en følelse af tilhørsforhold og hjælpe dem med at udvikle deres kreativitet og fantasi. Men fiktion kan også præsentere vanskelige emner og udfordringer, som unge kan lære af og vokse på. I denne blog vil jeg udforske, hvorfor fiktion er så vigtig for unge, og hvordan det kan hjælpe dem med at navigere gennem de udfordringer, de står overfor på deres vej mod voksenlivet. For hvordan påvirker fantasien vejen mod voksenlivet, er det på en negativ eller positiv måde?

Fantasien kan spille en vigtig og positiv rolle i unges liv på deres vej mod voksenlivet. Når vi læser fiktion, ser film eller tv-serier, træder vi ind i en anden verden, hvor vi kan udforske nye ideer og perspektiver. Det kan hjælpe unge med at udvikle deres fantasi og kreativitet, og det kan også hjælpe dem med at forstå verden omkring dem på en mere nuanceret måde. For eksempel, husker jeg helt specifikt måden min verden ændrede sig på, efter at jeg havde læst dette digt af Søren Kierkegaard: ”Som den glade søger glæden, deltager i den, omend det, der glæder ham nærmest, er den glæde, der bor i ham selv, således søger den sørgende sorgen”, dette digt åbnede mine øjne for hvordan verden kan forandre sig, alene ved brugen af ens tankegang og ved brugen af fiktion. Måden det ændrede mit syn på verden og livet på, var ved at det fik mig til at indse at man kan tiltrække det man tænker på. Så hvis man tænker på noget positivt, for eksempel at tjene flere penge, vil verden give dig en mulighed for det, men hvis du derimod tænker negativt for eksempel på at du mister noget, vil du ende med at miste det. Så fra den dag, jeg læste det digt, ændrede jeg min tankegang, til at jeg altid prøvede på at tænke positivt, så mit liv ville være bedst muligt hele tiden.

Men fantasien kan også have en negativ påvirkning på unge, hvis de ikke formår at skelne mellem fiktion og virkelighed. Unges overdrevne fascination af fiktive verdener og karakterer kan føre til en adskillelse fra den virkelige verden og virkelige relationer. Det kan føre til isolation, social angst og en manglende evne til at tackle reelle problemer. Desuden kan overdreven eksponering for voldelige og seksuelt eksplicitte indhold i fiktion også påvirke unges adfærd og holdninger negativt. Derfor er det vigtigt at forældre og undervisere også hjælper unge med at forstå, hvordan man kan balancere fantasien og virkeligheden, så det ikke går ud over deres mentale sundhed og trivsel.

Mistrivsel blandt unge er et alvorligt problem, som vi i stigende grad hører om i medierne. Artiklen ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt” (2022) kaster lys over dette komplekse problem og stiller spørgsmål ved, hvorfor så mange unge i dag føler sig fanget i deres egne tanker og følelser. En af de eksperter, der bidrager med svar på dette spørgsmål, er teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, som mener, at mange unge har en tendens til at fokusere for meget på sig selv og deres egen status og ikke nok på de større sammenhænge og forestillingsverdener. Det er nemt at forstå, hvorfor det kan være farligt for unge at miste forbindelsen til de større sammenhænge, da det kan føre til, at de bliver fanget i deres egne tanker og følelser, og at de mister overblikket over tilværelsen som helhed.

Jeg kan personligt relatere til denne problemstilling, da jeg før havde en tendens til at have for meget fokus på mig selv og mine egne problemer. En lille ting i min hverdag kunne ødelægge hele min dag, og jeg kunne endda blive fanget i denne negative spiral i flere dage eller endda en hel uge. Det var som om, jeg var fanget i mine egne tanker, og det var svært for mig at slippe dem. Jeg mistede også ofte overblikket i forhold til den større sammenhæng, fordi mit fokus udelukkende var på mig selv og mine problemer.

For nylig læste jeg et digt af Rasmus Nikolajsen, som beskriver præcis denne følelse af at være fanget i sine egne tanker og konstant tænke over de små ting, som påvirker ens hverdag. Digtet hedder ”MØNSTED KALKGRUBER, 15. FEBRUAR 2013”, og det kommer fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen”: ”Det er som at gå rundt i / sin egen hjerne lige før / en drøm bryder frem…” (s. 33, v. 6-8). Digtet beskriver følelsen af at gå rundt i sin egen hjerne lige før, en drøm bryder frem. Man gentager den samme episode i sit hoved igen og igen, indtil man endelig kan flygte fra det hele ved at bruge fiktionen som en flugtvej fra hverdagen. I digtet benytter Rasmus Nikolajsen opbrud, samtidig benytter han billedsprog så læseren får en følelse af at være en del af digtet, så man kan føle at digtet handler om en selv.

Dette digt giver en stemme til de unge, der føler sig fanget i deres egne tanker og følelser, og det viser også, at der er en vej ud af denne negative spiral. Det er vigtigt at huske, at man ikke er alene i denne kamp, og at der er mange forskellige værktøjer og strategier, man kan bruge til at få en større forståelse af de større sammenhænge og forestillingsverdener og undgå at blive fanget i sin egen verden. Det kan være at søge professionel hjælp, tale med venner og familie, skrive dagbog eller bruge kunst og kreativitet som en måde at flygte fra hverdagen og få et nyt syn på verden på.

Et digt som viser denne forvandling i ens tankegang eller forbedring i ens tankegang er ”COL D’AUBISQUE, 23. JULI 2012” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” skrevet af Rasmus Nikolajsen: ”... Ikke / at det gjorde en stor forskel, / hele verden forvandledes / med, og nu er jeg tilbage. ...” (s. 22, v. 8 + s. 23 v. 1-3), noget jeg virkelig bider fast i ved digtet, er ordene: ”Hele verden forvandledes”, for det er sådan det føles når du først ændrer din tankegang til altid at søge og fokusere på det gode i verden, i stedet for at søge efter det sårende. Som i det tidligere digt, bruger Rasmus Nikolajsen igen opbrud i teksten, i mine øjne gør det så ordene får mere betydning, samt rammer læseren med en større kraft. Digtet kunne være skrevet af en som var i gang ved at skifte sin tankegang til at søge efter det gode, blandt andet ved hjælp af brugen af fiktion.

Alt i alt kan man sige, at et positivt syn på verden kan have en positiv indflydelse på ens liv og velvære. Det er vigtigt at huske, at det ikke altid er let at have et positivt syn på verden, især når der er mange negative ting omkring os. Men ved at læse og engagere os i fiktion kan vi trække os væk fra disse negative følelser og opleve verden på en mere positiv måde.

Fiktion kan give os håb, inspiration og motivation til at se fremad og finde løsninger på vores problemer. Vi kan lære af karakterernes fejl og succeser og anvende disse lektioner i vores eget liv. Fiktion kan også hjælpe os med at udvikle vores fantasi og kreativitet, hvilket kan føre til nye perspektiver og idéer.

Endelig kan fiktion også være en form for underholdning, der kan hjælpe os med at slappe af og glemme vores problemer for en stund. Det kan være en god måde at reducere stress og angst og forbedre vores mentale sundhed.

Således kan et positivt syn på verden, som kan opnås ved hjælp af fiktion, være en værdifuld ressource i vores liv. Det kan hjælpe os med at forbedre vores mentale sundhed, øge vores kreativitet og fantasi og give os håb og motivation til at tackle vores udfordringer. Så næste gang du er på udkig efter en måde at opmuntre dig selv, hvorfor ikke give fiktion en chance?

- Joachim

Enkelte ord, Forskellige oplevelser

Fiktion er en af de mest berigende oplevelser, man kan have. Det er en måde at slippe væk fra virkeligheden og opdage nye verdener og historier, der kan inspirere og berige vores liv. Det er en måde at forsvinde fra svære stunder og drible ind i fantasiens verden, hvor det kun er dig selv som sætter grænserne. Jeg har personligt altid været meget betaget af forskellen i folks oplevelser af samme fiktion. Den her ide om at enkelte ord, kan have så meget betydning og en så forskellig betydning ud fra hvem man spørger. Tænk bare på et haikudigt! Personligt havde jeg en følelse af ligegyldighed, når jeg kiggede på et så lille og nærmest vrøvlende digt. Dette var lige indtil jeg indså at det ikke handler om de konkrete ord der er skrevet ned på papiret, men den verden man bliver ledt ind i igennem poesien. De følelser, farver og fantasier som bliver vækket inde i kroppen, når man lader sig rive med. Er jeg den eneste der finder dette fascinerende? Er jeg den eneste der har overgivet mig til fiktionen?

Jeg har aldrig været den store læser, Jeg har heller aldrig været den store kunstoptimist, Jeg har altid været meget fokuseret på det som var konkret. At læse en bog om drager og trylleri, har aldrig været noget for mig, da fiktionen i bogen var urealistisk. Manglen på at kunne sætte ting i en kontekst eller at kunne relatere til tingene irriterer mig! Jeg så aldrig på bagsiden af fiktion, jeg så altid på det konkrete der var blevet nedskrevet. Jeg husker tydeligt flere timer i folkeskolen, hvor vi skulle læse fiktion, hvor jeg med det samme gik ind i mit hoved og ikke havde lyst til at læse bogen. Nu hvor jeg er blevet ældre ser jeg dette som skamfuldt, den tilflugt til fantasien som alle har brug for, fandt jeg gennem den virtuelle verden som blev min form for fiktion.

 

Men jeg var ikke den eneste som havde brug for en flugt fra hverdagen. Flere og flere studier peger på at unges mistrivsel er stigende, næsten halvdelen af alle unge har oplevet en vis form for mistrivsel. I interviewet Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” (2022) af Maja Funch ” forklarer Niels Henrik Gregersen som er professor i teologi ved Københavns Universitet. Hvordan han mener unge mennesker ikke ser på dem selv som en del af en større sammenhæng: ”De unge er optaget af en konstant meningsudveksling om, hvordan de har det. En vej ud er at have en fælles opmærksomhed på noget tredje.” (1. spalte: 2. afsnit) Dette fælles tredje kender vi alle, det kan være alt fra den lokale fodboldklub, en læseklub og desværre også kriminelle bander. Dette giver følelsen af at være en del af noget større og at man er nødvendig for at enheden kan fungere. Problemet er at mange unge ikke har noget fælles tredje, og derfor føler at et er op til dem selv at lykkes. Man har altid skulle præstere, men nutidens unge bliver vejet og målt siden de er startet i børnehave. Spørgsmålet er om det er skulle præstere altid er dårligt? Eller er en nødvendighed for at kunne bevæge sig videre i livet?

 

Tanken om præstationens vigtighed i hverdagen minder mig om en del fra digtet: ”VIKTORIAPARK, BERLIN, 10.–25. FEBRUAR 2014” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen

 

”… Solnedgangshimlen er i dag / vag og uambitiøs. Men / givetvis også ligeglad / med dårlige anmeldelser.” (s. 51. v. 5-8)

 

Rasmus Nikolajsen skaber en general naturlig rytme gennem sin digtsamling ved at alle digte er struktureret, så de er placeret i midten med 8 verselinjer. Dette giver digtsamlingen en harmoni, som stiller sig i modstand til indholdet af digtende. Her kommer titlen af digtsamlingen ind i billedet, da det hele omhandler naturen som også kan se harmonisk ud med stadig være i kaos bag kulisserne. For mig billedliggøre dette digt præcist, hvad der blev snakket om i interviewet med Niels Henrik Gregersen. Her bruges solen som symbol på individet og at ting i naturen er ubekymret selvom dagen ikke er god. Jeg ser digtet som at være et forsøg på at sætte ens problemer i perspektiv, og skabe refleksioner om livets gang gennem brug af fiktion.

 

Men hvad så når reflektionernes tager overhånd, når problemerne bliver sat for meget i fokus og når man hele tiden mærker efter hvordan man har det? Hvad så hvis det tager overhånd? Hvad er flugtvejen fra virkeligheden så? For mig føler jeg at en af måderne hvorpå man kan distancere sig fra bevidstheden på bliver smukt vist i en del af digtet ”COL D'AUBISQUE, 23. JULI 2012” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen

 

 ” Min bevidsthed opholdt sig lidt / i den skarpt stemplede skygge / på min højre side. Ikke / at det gjorde en stor forskel, / hele verden forvandledes med, / og nu er jeg tilbage. / Bjerget, storheden, kan ikke rigtig videreformidles” (s. 22-23:v. 6-8 v. 1-5)

Digtet billedliggøre den flugtvej som er mulig gennem fiktionen. Rasmus Nikolajsen beskriver her hans egen bevidsthed med negative ord som, ”Stemplede skygge”, hvorimod selve den fiktive verden han har sat op for sig selv, bliver beskrevet positivt. Jeg ser dette som en tydelig billedlig forklaring af den flugt som en suveræn del af unge søger for at komme væk fra virkeligheden. Dette er et kraftigt digt som beviser, den verden man kan flytte til bare for et øjeblik. Selv mens jeg sidder og skriver dette kører mit hoved på tophastighed for at forestille mig bjergene og den mørke bevidsthed. Er jeg den eneste der gør det når jeg læser sådanne digte?

 

Et digt som jeg personligt holder meget af, er digtet: ”Dreams” af Langston Hughes

 

Hold fast to dreams / For if dreams die / Life is a broken-winged bird / That cannot fly. / Hold fast to dreams / For when dreams go / Life is a barren field / Frozen with snow.

“Dreams” er med til at skabe billeder i hovedet og danse med symboler, som giver digtet en fantastisk harmoni og stil. Digtet er et kort digt, som ikke ser ud af meget, men det som fascinerer mig allermest ved digtet, er at der ligger så meget bag ved de 8 verselinjer. Alle de følelser, farver og fantasier som digtet sætter ind i hovedet, overvælder de konkrete ord. Abstrakte ting som livet og drømme, som ikke kan defineres med blot et enkelt ord bliver kogt ned til bare enkelte ord. Simplificeringen, relationen til hverdagen og rytmen spiller sammen for at skabe en samlede forståelse af digtet

 

Fiktionen er smuk, sund og selvstændig. Der er ingen regler for hvordan fiktion skal opfattes, der er ingen rammer for hvilke oplevelse individet skal have ud fra fiktion. Det er det smukke ved fiktion der ikke er nogen som ikke kan være med. Fiktion har åbnet et helt nye univers og opslugt mig i dets galakse. Fiktion har for mig skabt en måde at stille mig ud fra den skarpe stemplede skygge og skabt et frirum med ingen grænser.

 

Men Hvordan bruger du fiktion i hverdagen? Og er der nogen rigtig måde at bruge sin fiktion på eller er det op til fantasien?

 

-   Emil