En verden uden fiktion?

Kan man leve i en verden uden fiktion? Nogle vil måske sige nej, hvorimod andre vil sige ja. Det spørgsmål har aldrig faldt mig ind, indtil jeg har læst artiklen: ”Professor: ’Jeg føler’ er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch. I artiklen beretter Niels Henrik Gregersen, som er en professor i teologi, at uden fiktion bliver man efterhånden mere egocentriske. Til det mener han, at den narcissistisk tilværelse skyldes, at ”man ikke kan se ud over sit eget psykiske egenrum … man skal have et forestillingsunivers, som går ud over det, man selv lige føler,” (1. underrubrik, ll. 19-21) Denne tendens ser man hos unge, hvortil han tilføjer: ”I for ringe grad beskæftiger de sig med forestillingsverdener, der ligger uden for deres egen helt snævre hverdag og livssituation” (3. underrubrik, ll. 9-11).
Jeg forstår hans pointe og som gymnasieelev er jeg delvis uenig. I de sidste tre år er jeg blevet draget ind i farverige, rytmiske eller sceniske verdener, der har dannet mig et billede af datidens eller nutidens hverdage.
Forleden viste min dansklærer et maleri af Pablo Picasso. Det hedder ”Guernica” (1937). Et maleri, der skiller sig ud i forhold til hans andre værker, eftersom det ikke er præget af stærke og prangende farver såsom: rød, orange, gul, grøn etc. Dertil er det de kedelige farver (sort, grå, hvid), der danner et univers med kaos og dramatik. Motiverne i maleriet skaber noget dybde, idet de overlapper hinanden. Værket er domineret af diagonale linjer, som giver en følelse af dynamik og uro. På trods af Picassos berømte signatur for at male deforme figurer, formår han stadig at overlevere sit budskab meget tydeligt. Man kan nærmest ikke undgå at høre maleriets skrig. Deforme mennesker, der vipper hovedet op med munden åben. Hesten, der vrider sig, og oksen, der er formet som et kødben. Jo længere jeg stirrer på billedet, desto mere kan jeg høre folkets råb, skrig og gråd. Til sidst spiller fantasien med, og man står der midt i alt kaos. En særlig deform person, der skiller sig ud fra mængden, står til venstre i maleriet. Dens lange hår samt noget der ligner hængende bryster, kan forstille sig at være en mor. Ligesom resten har hun hovedet vippet højt op med munden åben. Hun holder noget, som ligner en miniature version af hende. Barnet ligger død i hendes arme. Jeg kan nærmest se hvordan den dingler livløst i dem, mens hun desperat beder til Gud. Der er ikke andet end fortvivlelse i hendes blik.
Min oplevelse af dette maleri er grusomt. Jeg kan ikke ryste de boblende følelser af frygt, sorg og angst ligeledes de mennesker, der var til stede, som måske havde følt det samme. Picassos formål med maleriet er at fremstille sin oplevelse af samtidens borgerkrig.

Endnu et maleri, der sidder frisk i min erindring, har vækket lignende følelser. Det hedder ”Ægteskab” (1886) af J.F. Willumsen. Et maleri som har været på forsiden af mit udleveret kompendium om forløbet: Det moderne gennembrud. I begyndelsen af forløbet i min dansk undervisning har maleriet ikke vækket nogle særlige interesser. Men det kan skyldes den manglende grundforståelse for perioden. Efterhånden som vi lærer kønsrollerne, ægteskaberne samt hvad kvinder måtte gennemleve, vendte vi tilbage til maleriet. Det er ikke det klassiske penselstrøg maleri, men en radering i sort og hvidt. (En simpel forklaring på radering er: Et motiv, som ridses på en voksplade, for dernæst at blive indfarvet og trykt på papir.) Værket viser en kvinde, der sidder på gulvet med sit hoved vendt mod væggen. Manden er imellem grunden, som står og læner sig op ad noget. Ud fra deres kropssprog kan man, ved første blik, tro, at han pisker hende, og til det bliver mine tanker fyldt med spørgsmål såsom: ”Hvad har hun gjort? Hvorfor skal hun straffes? Hvordan kan du tillade dig selv at gøre din kone fortræd??” Mandens skygge på værket, som overmander hende, fremstiller sin dominans. Det ødelagte billede, der hænger ovenover hende får mine tanker til at race afsted. Dette er ikke første gang, at han bruger vold. Men hvis man kigger nærmere på billedet, står manden og holder sin lange pibe. Det er ikke en pisk. Mine vrede og konfuse tanker blev skiftet ud med en sørgelig følelse. Som en kvinde, havde jeg medlidenhed med hende. Sådan som hun sidder, i værket, samt manden der ikke har gjort noget, må det betyde, at dette er normalen i deres ægteskab. Willumsen formår at ødelægge forventningen om ”det lykkelige ægteskab”, og afslører sandheden bag det.

For at vende tilbage til Gregersens pointe, så ligger problemet måske ikke i, at unge ikke beskæftiger sig med forestillingsverdener nok. Eftersom dansk er et obligatorisk fag i det danske skolesystem, bliver man netop trænet i at træde ind i et univers, der er langt fra ’sit psykiske egenrum’. Til eksempel har jeg været igennem den Islandske vikingetid med sagaer, der skulle analyseres og fortolkes. Danske folkeviser fra 1200-tallet, der skulle analyseres og fortolkes. Malerier fra barokken, der skulle analyseres og fortolkes.
Men. Til det må jeg indrømme, at jeg har svære ved at forstå malerier sammenlignet med skrevne tekster. Jeg har svære ved at træde ind i et fiktivt univers, der kun er fyldt med farver, penselstrøg og motiver. Et univers, der ikke har mere at sige, end bare de få klatter af maling på et stykke overflade. Har du det på samme måde? Jeg kan selvfølgelig stadig beundre malerier og synes at de er flotte. Til eksempel er Claude Monets værker virkelige smukke. Et af mine yndlings er: ”The Japanese Footbridge” (1899). Monet er en kunstner fra impressionisme. Perioden er præget af store og små penselstrøg, der forsøger at fange øjeblikket. Tæt på lærredet kan man ikke finde sammenhænge i de fine og små eller store og grove penselstrøg. Men hvis man står og kigger langt væk fra, kan man se hvordan tingene begynder at hænge sammen. Dette er kunsten ved impressionismen. Til forskel for de to nævnte malerier, er Monets maleri fyldt med farver. Eftersom han gengiver en sø, fyldt med åkander, er værket domineret af de forskellige grønlige nuancer. Vandet i søen spejler naturen rundt om sig, hvilket vil sige, at den japanske bro, som går over søen, har den eneste blålige farve.  Det er et meget simpelt maleri. Til det oplever jeg en sans for ro. Jeg ser hvordan farverne leger og spiller sammen, der til sidst danner det Monet ser for sig. Jeg kan mærke den rolige brise. Høre lyden af vandet. Dufte den blomsterrig luft. Se dyrene pusle i det høje græs. Hvordan naturen omgiver os. Til sidst står jeg der ved siden af Monet, og kigger ham over skulderen. Jeg ser, hvordan han måske vurderer hvert eneste penselstrøg. Om farverne på maleriet nu er ens med naturen. Om han fanger øjeblikket korrekt. Om det bliver genkendeligt til sidst. Kan du også se ham for dig nu? Dog. Skal han ikke overtænk det for meget, eftersom lyset kan ændre sig hvert øjeblik.
Men. jeg vil gerne erkende, at jeg ikke aner hvad budskabet er. Vil han bare vise det flotte natur? Eller ligger der mere bag det?

Det eneste tidspunkt hvor jeg rigtig kan fordybe mig i et maleri er i min dansk undervisning. Måske er det grundforståelsen for dets periode, der gør, at jeg kan opleve hvad kunstneren gennemlever. Men er det kun derfor jeg ikke kan træde ind i dets fiktive univers? Til daglig forsøger jeg at læse meget, på trods af mine travle hverdage. Jeg kan hurtigt fordybe mig i en bog, hvor tiden forsvinder. Som læser, ser jeg hvordan hovedpersonen udvikler sig, men pludseligt bliver jeg DEN hovedperson, der udvikler mig. Jeg kan nemt tryk på ON and OFF knappen for at være eller ikke at være den fiktive person. Dertil kan jeg mærke, at min empati bliver styrket, fordi jeg kan træde i den andens sko. Være den anden. Jeg undrer derfor over, om det er min større frivillighed til at læse, der gør, at jeg nemmere kan træde i litteraturens forskellige sider, sammenlignet med kunstværkernes forskellige former og farver? Eftersom jeg er en elev, der elsker humaniora, føler jeg mig hellere ikke tvunget til at forstå det udvide tekstbegreb. Jeg elsker at nørde mig igennem dokumentarer, digte, noveller m.m. - selvom de kan være kedelige - og forstå mening bag det.
Men dette gælder måske ikke for de naturvidenskabelige elever. Det kan måske være sværere for dem at forstå et svar, der ikke kan være sort og hvidt. Nogle af mine naturvidenskabelige venner kan ikke se verdenen på samme måde, som jeg gør. De får ellers de samme mængde lektioner i dansk og bliver skubbet ud i diverse forestillingsverdener. Men stadig formår de ikke at finde sammenhæng i tingene. Til sidst kan undervisningerne føles som en obligatorisk tvang, som måske hæmmer deres udvikling og forståelse for andre. Er der så snarer det, at mennesker er forskellige fra hinanden? For mig er fiktionen er sted, der vækker følelser som: sorg, glæde, vrede, lykke. Noget som jeg mærker mere til i skønlitteratur end faglitteratur. På trods af at dansk, hos nogle, kan føles som tvang - kan man så stadig leve uden fiktion?

- Anne