Jeg har aldrig forstået de mennesker, som ikke kan lide
fiktion, på trods af at det efterhånden er en udbredt holdning blandt mange. Begrundelsen
omkredser som oftest, at det skyldes, indholdet er for urealistisk, til at man
kan leve sig ind i fiktionen. I min optik må verden være et goldt og koldt sted,
hvis man ikke benytter sig af værktøjer såsom fiktion, til at farve den ellers
grå hverdag. Fiktionen er for mig i høj grad betydningsfuld, da den altid har
bragt lys og varme i mit liv. Oplevelsen af fiktion har fra barnsben til nu været
med til at forme mig, hvordan har den formet dig?
I mine øjne findes fiktionens største charme i dens evne, til
at lade betageren opsluges af indholdet. Ingen høj kan måle sig med den ekstase,
der medfølger, i sandhed at leve sig ind i et fiktionsværk. Dette er ikke desto
mindre et faktum, jeg må genindse hver eneste sommer. De fleste af mine
sommerferier fordrives afsides i min families sommerhus allerhelst på en
solseng med en god bog eller på sofaen med en underholdende film. Som
konsekvens af dette har jeg ikke de store historier at fortælle om mine
efterhånden adskillige sommerferier, i hver fald ingen historier som er fra den
virkelige verden. Idet jeg frakobles hverdagens forpligtelser og faste rammer,
løber min fantasi fuldstændig løbsk og lader mig ustyrligt blive fortabt i den fiktive
verden af det værk, jeg enten læser eller ser. I dag forløber min forgabelse i
fiktion sig som reel igennem dagdrømmeri og selvindsættelse i fiktive verdener,
men som barn var det svært for mig, at skelne imellem den fiktive- og den faktuelle
verden, hvilket ofte førte til forøgede oplevelser af fiktion. Jeg husker især
filmen ”Narnia” af Andrew Adamson, som at være en af de værker, som
gjorde et stort indtryk på mig som barn. Vi kender efterhånden alle til
historien om de fire søskende, der igennem et gammelt og slidt klædeskab opdager
det magiske land Narnia. Jeg mindes dog ikke i detalje, hvordan plottet
forløbes. Nej, i stedet husker jeg følelserne, filmen frembragte i mig som
barn. Navneligt den eventyrlige flora og de fantastiske væsener som befinder
sig i Narnia, henrykte min barnehjerne, i den forstand at jeg knap kunne forstå,
at det blot var det pureste opspind. På uforklarligvis udviklede jeg et skævt
parasocialt bånd[1] til
løven Aslan, som rådgav og passede på de fire søskende. Han blev som en indre
moralsk pegefinger, jeg tog fra fiktionen med mig i min egen hverdag. Fiktion
kan altså for børn og barnlige sjæle være mere end blot ord på en side eller
skuespillere på en skærm. For mig var det en kæmpe oplevelse at opdage, hvor uindskrænket
fiktionens begrænsninger kan være og følgeligt må jeg undre mig: Hvor langt
rækker fiktionens evner?
Umiddelbart synes det pjanket at antage fiktive miljøer og personer
har indflydelse på os faktuelle mennesker i den faktuelle verden, dette er dog
ikke en enstemmig holdning. I artiklen ”Professor: ”Jeg føler” er mange
unges eneste perspektiv – og det er farligt” af Maja Funch peger den
teologiske professor Niels Henrik Gregersen på fiktion som en løsning på unges
mistrivsel. Ifølge Gregersen beskæftiger unge i dag sig ikke nok med
forestillingsverdener og bliver heraf det absolutte centrum i deres egen
tilværelse. Dette menes at være problematisk, eftersom unges manglende evne til
at se udover deres eget psykiske egenrum, bidrager til deres mistrivsel. Gregersen
mener fiktion er en del af løsningen. Igennem fiktionen vil unge nemlig opdage,
at man til hver en tid har kæmpet med eksistens og identitet, desuden mener Gregersen
også at indtagelse af fiktion bidrager til unges evne til at sætte sig i andres
sted. Umiddelbart tager jeg mig selv i at ønske at modsige professor Gregersens
udtalelse om den ungdom, jeg selv er en del af. I min optik er der i dag en for
overvejende tendens til unødvendigvis at analysere og kategorisere unges adfærd,
en ting som Gregersen selv er skyldig i på trods af at han selv kritiserer
denne tendens i Funchs artikel. Når dette er sagt, må jeg dog skamfuldt erkende,
at professor Gregersen ikke har uret.
Jeg kan selv genkende fiktionens evne til at sætte betageren
i andres sted. Så længe jeg kan huske har min storesøster Julie været mit store
forbillede. Julie besidder kvaliteter jeg ikke kan se hvorfor alle ikke
bestræber sig efter at opnå, hun er godhjertet, varm og kærlig. Som lille tog
jeg faktummet at Julie var mit forbillede meget bogstaveligt, derfor fulgte jeg
i hver eneste af hendes fodspor. Dengang var min søsters store kærlighed Johnny
Depp og dermed spillede hans film gentagne gange dagligt i vores dagligstue.
Julie var især betaget af filmen ”Edward Scissorhands” af Tim Burton,
hvori Johnny Depp spiller hovedkarakteren af samme navn som filmen. Første gang
jeg så filmen som 11-årig forstod jeg ikke meget af plottet og sad tilbage
efter filmen med en følelse af foruroligelse. Hvorfor var min søster dog så
forgabt i en gyselig karakter som Edward Scissorhands? Jeg var dybt frastødt. Det
var ikke før Julie forklarede mig hendes oplevelse af filmen, at jeg kunne se
hvorfor Edward Scissorhands var protagonisten fremfor antagonisten. Senere har
jeg dog i forbindelse med min engelsk undervisning genset filmen og jeg kan nu
se hvad min søster så dengang i den kejtede Edward. På trods af at hans hårde
ydre i kontrast til det stærkt farverige miljø for ham til at fremstå gyselig
for en 11-årig, er protagonisten i Burtons film alligevel langt fra det. Tværtimod
er Edward genert, sød og totalt intetanende om normer. Dette leder ham til at
udtrykke sine følelser på uortodoksvis, og som seer kan det ikke undgås at
sympatisere med den uskyldige Edward på trods af hans ukomplette og skræmmende
udseende. Men dette er netop pointen med Burtons film, at vise et grimt ydre
ikke ækvivalerer et grimt indre og omvendt. Selvom jeg dengang langt fra
forstod Burtons budskab, fremsatte filmen ikke desto mindre fællesgrund for min
søster og mig. Det er netop det som fiktionen kan. Fiktionen kan give unge den
fælles opmærksomhed Gregersen benævner i Funchs artikel og hermed drage deres
fokus væk fra mistrivslen.
Men er fiktion ikke mere end en distraktion fra mistrivsel?
Er fiktion ikke mere end en fælles opmærksomhed? Personligt finder jeg at
fiktionen rører mig dybest på individuel plan. For nyligt så jeg filmen ”everything
everywhere all at once” af Dan Kwan og Daniel Scheinert i relation til et filosofimodul
om eksistentialisme. Filmen opstiller en modsætning imellem protagonisten Evelyn
Wang og hendes datter antagonisten Jobu Tupaki, som begge efter at have set sig
selv i alle universer opdager at der absolut ingen mening er med livet. Forskellen
på de to karakterer ses spejl klart, eftersom Jobu Tupaki terroriserer alle
universer meningsløst, modsat Evelyn som omfavner det absurde i tilværelsen og begynder
at leve sit liv fyldestgørende og kærligt efter, at hun finder ud af, at der
ikke er nogen mening med livet. Filmen er skræmmende og betryggende på en og
samme tid. Først tydeliggøres det af antagonisten hvor lille og ligegyldig
individet er, hvorefter protagonisten går fra at bekæmpe dette udsagn til at
omfavne det. Filmens essens indfanges mest akkurat af ordet ambivalens. Som
seer føler man sig fuldstændig på bar bund igennem hele filmen, indtil alle
trådene opsamles i slutningen, hvor antagonisten ligeledes omfavner det absurde.
Oplevelsen af filmen er intens, ikke nok med at den skaber refleksioner til en
livstid er den også på mærkeligvis livsbekræftende. Filmen er livsbekræftende i
den forstand at den slutteligt giver seeren ro, ganske vist står det fast at
livet er meningsløst, men det omfavnes så smukt i filmen at det bliver
betryggende. Dette er nemlig endnu en ting fiktion kan. Den kan svare på
spørgsmål der ellers er svære at italesætte og den kan ikke mindst opmuntre.
Fiktionens effekt er altså ikke entydig. Oplevelsen af
fiktion kan berige et individ i barndommen såvel som i ungdommen, om det dog
kan forbedre trivsel af unge er endnu uvist. Fiktionens effekt har fulgt mig
igennem hele mit liv og vil forhåbentlig forsætte således resten af mit liv.
Hvordan følger fiktionen dig?
-
Emma
Ingen kommentarer:
Send en kommentar