At opleve fiktion er en vidunderlig ting, men også et privilegie. Det er ikke alle som har muligheden for at opleve fiktion. Som lille var jeg selv meget optaget af fiktion og nød både at læse, se og høre det. Jeg har læst utallige fiktions bøger og set utallige film og serie i samme kategori. Hver eneste gang har jeg oplevet tingene på forskellige måder fordi det har været forskellige fortællinger, men også fordi jeg selv har ændret mig. Man oplever fiktion forskellige fra person til person, men det gør man også selv afhængig af ens alder, eller det gør jeg i hvert fald. Det kan man i jo overvej om i også gør. Hvis jeg en bog som for eksempel skammerens datter nu, så ville jeg ikke have den samme opleves af den som jeg havde da jeg var 12 år gammel. Tror i at i ville det? Det er fordi jeg har udviklet mig og ser med et andet syn på både den virkelig og fantasifulde verden. Jeg har også udviklet et større fokus på sig selv og derfor ofte finder træk jeg selv har i de funktionelle karaktere jeg læser om og ser på tv.
I den dejlige danske dagligdag, opleves der en frembrusning af jeget. Hvad jeg føler og hvordan jeg har det er umådeligt vigtigt, men er det ikke en god ting? Eller er det ved at blive for meget at høre på? Jeg har ofte fået at vide, at jeg skulle gøre hvad der var bedst for mig og at jeg skulle sætte mig selv først og det skal man selvfølgelig også, men det kan også gå hen og blive farligt. Man kan blive så fanget i sig slev og ens egne behov at man bliver egoistisk og selvoptaget. I artiklen ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch fra december 2022, siger professor Niels Henrik Gregersen ”De unge er optaget af en konstant meningsudvikling om, hvordan de har det” han mener altså at unge er begyndt at kigge så meget indad og på sig selv at de helt mister synet for fællesskab. Gregersen mener også at ens verden bliver så lille at man kun sætte sig selv i forhold til dem i klassen og dem man ser gennem sin mobil på de sociale medier. Et råd han giver med på vejen, er at man skal ud og opleve noget. Det behøver ikke være noget stort, man kan nøjes med at høre en lydbog, se en film eller gå på museum. Det som fiktion kan give en, er en oplevelse af noget større, et fællesskab og det kan også give en et afbræk fra hverdagen, men det kan også bare give en lov til at opleve. At opleve maleriet eller historien uden sådan videre at skulle tænke over andet.
Johannes Larsens maleri ”Ti knortegæs i strandkanten” fra 1921 får mig ikke til at tænke, tværtimod så for det mig til helt at slappe af. Jeg kobler hjernen fra. De bløde, rolige farver lægger et tæppe over mig når jeg kigger på det. Det har en nærmest søvndyssende effekt på min krop. Maleriet forestiller ti gæs som går i vandkanten af en strand. De lyseblå og gullige farver spiller sammen for at danne et øjebliksbillede af solnedgangen ved vandet og solen der sender sit gyldne skær ud over bølgerne og strejfer dem med dens fingerspidser. Det er ligesom den lette sommerbrise der strejfer blomsterne og græsset udenfor for en stille sommeraften. Gæssene går og sopper i vandkanten. De går sammen, men alligevel på en måde formår at være helt dem selv. Der er ikke nogen af dem som kigger på hinanden eller har kontakt med hinanden. De er ikke afhængige af hinanden, men de er der stadig sammen. De går sammen, men er stadigvæk helt deres egen og nyder synet af dagen der går til ro. Jeg oplever maleriet som fredfyldt, dejligt og afslappende. Ved at kigge på det kan jeg undslippe min egen stres fyldte dagligdag og jeg kan sive ind i maleriet i flere timer. Det er sådan jeg oplever Johannes Larsens maleri, men derfor er det ikke sikkert at andre oplever det på samme måde.
Som Gregersen siger, skal vi ud at opleve noget andet end os selv og vores vante omgiveler. I dette øjeblik hvor jeg står og ser på Johannes Larsens maleri oplever jeg noget, men det har hverken noget med mig selv at gøre eller mine klassekammerater eller de mennesker jeg ser op til på de sociale medier for den sags skyld. Nej, lige i dette øjeblik oplever jeg bare kunsten og lader den fulde mit indre.
Hvis man ser på et maleri, som Johannes Larsens værk var, så skal man selv fange og udfolde essensen af det. Det er ikke som når man ser en film eller læser en bog, hvor handling og mening bliver fortalt til en. Ved et maleri må man som tilskuere også selv arbejde for at forstå det og det er det som jeg syntes er det smukke ved malerier. Selvfølgelig kan kunstnerne hjælpe en på vej med en tolkning, men de vil aldrig helt kunne færdig gøre vores tanker omkring værkerne. Det er også derfor der er så mange forskellige opfatteler af kunstværker. Hvad der betyder noget for en kan betyde noget helt modsat for en anden.
Gregersen siger i artiklen, og det står også i dens overskrift, at unges eneste perspektiv er ’jeg føler’ og at det skulle være farligt. Han mener at det er fordi unge nærmet udelukkende kun ser på sig selv og tænker på dem selv. Til dels er jeg enig med ham at unge skal passe på at de ikke komme til at leve i deres egen boble, hvor det hele handler om ham, men hvad nu hvis vi tager de to ord helt bogstavligt ”Jeg føler”. I min verden har man brug for at føle, især hvis man skal opleve kunst. Man kan føle noget på grund af et maleri, men man kan også føle noget omkring maleriet. Det virker lidt skørt, men hvis i virkelig tænker over det kan i måske også forstå det, eller måske ikke.
Johannes Larsens maleri så jeg da jeg var på tur med min klasse til Århus og vi var ind og besøge ARoS. Det var dog ikke det eneste jeg så, som selvfølgelig også interesserede mig, for der er jo massevis at malerier på ARoS. Et andet maleri var ”Nordsjællandsk landevej” (1916-18) af Sigurd Swane. I modsætning til Larsens maleri, hvor der ikke var en tanke der strejfede mig, men jeg bare slappede af, så sætter Swanes maleri mine tanker i gang. Den snoede landevej, det gamle hvide bondehus som står midt i Lars tyndskids marker, helt øde og alene, og så de grønne friske marker der nærmest omfavner vejen og huset med deres bløde kanter. Det sætter alt sammen nogle tanker i gang inde i mit hoved. Er det fordi jeg genkender det? Måske, eller også forestiller jeg mig det bare fordi det føles så hjemmeligt.
Det er først efter jeg forlader ARoS og de mange malerier at det slår mig. Swanes maleri ligner nærmest en fuldstændig kopi af min mors barndoms hjem, det er selvfølgelig inden der blev bygget andre huse ved siden af. Huset og landskabet er identisk med hvor hun voksede op sammen med min bedstemor og bedstefar. Kender i det? Man ser noget eller nogen og man kan bare ikke sætte sin finger på det, men der er et eller andet som ligger og lurer omme i bag hovedet og så er det først lang tid efter at man enlig finder ud af hvad det var. Kender i det?
Det er nemlig en anden ting som jeg elsker ved at opleve nye kunstværker. Det her med at det sætter tanker i gang på en og at man næsten kan genkende noget fra sit eget liv i værkerne. Man bliver næsten en del af det. På den måde kan jeg godt forstå hvorfor Gregersen så gerne vil have at unge mennesker skal ud og opleve fiktionen, i alle former og farver. Den er så vidunderlig. Den kan både være rolig, lydløs, uforstyrret og fredelig, men den kan også være tankevækkende, larmende og opsigtsvækkende. Den kan være lige det man har lyst til den skal være og lige det man har brug for den skal være.
Fiktion er vidunderligt. Det kan alt muligt, men man kan også selv blive en del af den. Det er et kunstværk fra vores tur til ARoS at jeg så en sjov og anderledes kunstinstallation. Den tur har nok åbnet mine øjne mere op for kunstens verden end, hvad jeg lige har gået og troet. Til forskel fra de to andre kunstværker jeg har nævnt, som har været malerier, så er dette en installation. Man kan være en del af den og for at den skal opleves ordenligt, så skal man også være en del af den. Jeg tror ikke man kan se den uden på en eller anden måde at blive fanget i den. Det Olafur Eliassons kunstinstallation ”omgivelser” (2003) som jeg snakker om. Installationen består af et rum der cirka har en brede og længde på 1 meter. Overalt hænger der spejle, på loftet, på gulvet, til høje, til venstre, bagved og foran. Spejlene der hænger, hvor end man kigger, for ens hjerne til at tro det er et uendeligt stort rum og det virker som om der ingen ende er. Det eneste man kan se når man træder ind i rummet, er en selv. Vores fornuft taler til os og siger rummet er begrænset, men vores sanser siger til os det er uendeligt og på den måde for Olafur Eliasson skabt en disharmoni mellem de to, det er to modsætninger. I Eliassons kunstinstallation er vi som tilskuere altså blevet en del af kunsten fordi vi skal være med før man kan opleve den. da jeg selv trådte ind i rummet, fik jeg en mærkelig fornemmelse, en man ikke helt kan sætte ord på - og så alligevel. Det var en øjebliksfornemmelse af at jeg lige pludselig selv var en del af noget større og ubegrænset, noget som aldrig ville ende, men at jeg samtidig også vidste at dette øjeblik ikke ville vare for evigt.
At opleve fiktion er en vidunderlig ting. Der er mange mennesker som skaber det og der er mange mennesker som nyder at opleve det. For at kunne opleve fiktion til det yderste, skal man også turde give slip på sig selv. Min deltagelse i oplevelsen af kunst kræver at jeg ser ud over mig selv og mine egne behov, for at kunne opleve andre menneskers følelser og ideer som de har videregivet ved hjælp at den fiktive verden. Fiktion kan oplevelse på mange måder og derfor kan den også bruges til mange ting, men kan den bruges til alt? Måske. For det er vel kun fantasien som sætter grænsen for hvad og hvordan vi oplever, og hvordan vi vælger at bruge det efterfølgende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar