Fiktion som medicin?

Jeg har altid opfattet fiktion som værende et forunderligt element, der har været uundværligt i min hverdag. Den er forunderlig i den forstand, at det både indebærer det skønne og bemærkelsesværdige samt det besynderlige. Det er en nuanceret måde at opfatte verdenen på, hvor alt pludselig bliver muligt og hvor drømme kan blive til virkelighed. Som barn har jeg altid været fascineret i at kunne drømme mig væk i det uendelige og blive associeret i de mystiske universer og finurlige karakterer, som fiktionen frembringer. Fiktionen har helt sikkert været et hjælpemiddel, der har gjort det muligt at afvige fra den virkelige verden, der indimellem kan virke kold og uoverskuelig. Det har været en måde for mig at finde glæde og tid til at fokusere på hvad jeg synes er spændende. Er jeg den eneste, der har tænkt i disse baner om fiktion?

For at være helt ærlig så har jeg aldrig haft oplevelsen af at blive fuldstændig opslugt af en bog selvom jeg har lyst til at sige at jeg har. Jeg havde egentlig aldrig tålmodighed og lysten til at gribe en bog og leve mig ind i handlingen ligesom mine andre venner. Det er noget jeg har svært ved at tilstå, men det er realiteten og en del af mig som jeg har måtte acceptere. Fiktionen er dog stadig blevet en stor del af mig, blandt andet gennem film, serier og kunst. Hjemme havde vi en stor samling af dvd'er med alt fra Barbie-film, Disney til diverse actionfilm, så der har været noget for enhver smag. Deraf er jeg blevet introduceret til en masse fiktionsprægede værker. Ligeledes filmene er jeg vokset op med en mor, som har og har altid haft stor interesse for kunst. Jeg kan sagtens spejle mig i hendes interesse, efter de utallige gange jeg er blevet slæbt med på diverse udstillinger og kunstmuseer. Jeg har egentlig også haft den kreative del gemt i mig med at kunne blive fænget af et kunstværk ligesom andre bliver fænget af en indholdsrig bog. Det er helt klart en individuel sag, hvordan man opfatter fiktion, så du opfatter det sikkert helt anderledes end mig, har jeg ikke ret?

Der er uden tvivl en lang række værker, der gennem tiden har fanget min opmærksomhed og hjulpet mig til at tage afstand fra hverdagens stress og bekymringer. Gennem tiden har jeg stiftet bekendtskab med en masse forskelligt kunst, men jeg faldt særligt over to specielle værker på kunstmuseet ARoS. Et af de værker der har haft særligt indtryk på mig var maleriet ”Karneval” (1944) af den danske kunstner Egill Jacobsen. Det, der gør dette maleri så specielt, er selve udtrykket bag det. Det er med til at bringe begejstringen frem. Tager man blot et hurtigt blik på værket, er det svært at finde en mening i de yderst abstrakte motiver. Der er ikke sparet på de iøjnefaldende farver og det hele ligner et stort karneval fyldt med liv og glæde. Tager man sig derimod bedre tid til at anskue maleriet, forekommer de mere detaljerede finesser, såsom de mange følelsesladede, runde skikkelser med triste blikke. Skikkelserne udtrykker en sentimentalitet i det ellers meget opsigtsvækkende og glædelige motiv. Denne kontrast skildrer hvordan fiktionen også kan fremstille de mere emotionelle sider bag alt det fantastiske. Det er i hvert fald en særpræget måde at anskue fiktion, og det efterlader seeren med en form for undren som skal bearbejdes.

Fiktionen er altså ikke bare fest og farver, desværre. Der kan ligge en masse forskellige, lærerige budskaber bagved. Ligeledes Jacobsens maleri har værket ”Mennesker i interiør” (1937) af Niels Lergaard, vækket min interesse og givet mig et mere omfattende syn på fiktionen. Maleriet er en figurativ fremstilling af fire mennesker, der er samlet om et bord. To af personerne kigger ned i bordet og virker sørgmodige, mens de to andre står op og nærmest kigger én helt ind i sjælen med følelsesløse blikke. De mørke og neddæmpede farver giver et utrygt og dystert udtryk. Til forskel fra de tre andre personer sidder den fjerde klædt i blåt. Personen er placeret i midten af de lodrette linjer i det såkaldte gyldne snit, hvilket indikerer at det er et vigtigt element for maleriets betydning. Den stærke blå farve giver et modspil til det dystre og det symboliserer, at der er en dybere følelse i motivet som en kontrast til personerne med tomme blikke, som ellers dominerer værket. Disse elementer gør, at jeg kigger på maleriet og får en følelse af højtidelighed. Man sidder tilbage med en lille klump i halsen, da man kan fornemme den triste, men også den alvorlige stemning som Lergaard formår at illustrere her.

Disse værker giver mig en helt ny oplevelse af fiktion. Jeg har som før nævnt, ellers altid brugt fiktion til at fantasere mig væk og dermed tage en smule afstand fra den stressende og omfattende hverdag. Efterhånden som man bliver ældre, står man pludselig overfor flere udfordringer og forventninger, hvor man netop har behov for et pusterum for at kunne fordybe sig i noget andet såsom fiktion.  I takt med at man bliver ældre, kan man dog have en tilbøjelighed til at formindske evnen til at fantasere og glemme virkeligheden. Det har jeg i hvert fald mærket. Jeg var markant bedre til at slippe bekymringerne da jeg var barn, end jeg er nu. Måske kan nogen af jer relatere?

I artiklen fra Kristeligt Dagblad ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” (2022) af journalisten Maja Funch, fortæller professoren Niels Henrik Gregersen om unges mistrivsel. Ud fra hans mening og erfaring, skyldes mistrivsel blandt andet individets valg og prioritering i tilværelsen. I dag lider unge under et større pres, hvilket skyldes flere forventninger og mere at skulle leve op til: ”Verden bliver meget lille, når man kun sætter sig i forhold til dem i klassen eller til de ideal- personer, man følger på TikTok” (ll. 66). På baggrund af dette mener Gregersen, at det kan skade unge mennesker på længere sigt, hvis de ikke begiver sig ud i at slippe presset og forventningerne. I dag bliver man særligt påvirket og influeret af omgivelserne og de sociale medier generelt, hvor man oftest er tilgængelig på diverse platforme. Dette kan sommetider virke overvældende, så det er dermed en gave at kunne leve sig ind i et andet univers, mener Gregersen. Det er sundt at afvige fra det reelle en gang imellem, for det betyder blot at man sætter sig selv i første række og sætter bekymringerne på pause for en stund. Jeg kan delvist give Gregersen ret i hans udtalelser, da det nok er lettere sagt end gjort. At være ung i dag er krævende og man står over for enormt mange valg. Fiktionen ville uden tvivl kunne skabe et udvidet syn på tilværelsen, men den ville nok ikke kunne fuldkomment helbrede unge. Det er i hvert fald sådan jeg ser på det, måske ser du det anderledes?

Hvis jeg alligevel skulle tage Gregersens råd til mig og vælge et maleri, som jeg kunne bruge som et pauserum i min hverdag, så ville jeg vælge ”The Starry Night” af Van Gogh. Det er i hvert fald det første jeg kommer i tanke om. Det er et enormt anerkendt og ikonisk maleri, som de fleste højst sandsynligt kender. Nogle ville nok mene, at det måske er et lidt overfladisk valg, men det er så originalt og prestigefyldt, at jeg er nødt til at vælge lige netop det. Det klassiske motiv af en smuk stjernehimmel går aldrig tabt hos mig. De stille aften- og nattetimer er det tidsrum, hvor jeg finder mest ro og tid til at tænke og bearbejde dagtimernes strabadser. Når man kigger på værket, giver det den nøjagtige følelse af ro og tillid og ikke mindst plads til at fordybe sig. Maleriet har en masse små finesser, der gør det specielt og harmonisk, som den hvirvlende himmel og de klare og skinnende stjerner, der lyser det hele op. Disse detaljer kendetegner Van Gogh og hans essentielle talent og måde at give liv til sine værker. Det er utroligt, hvordan noget så klassisk og simpelt kan have en så positiv indvirkning på én. Det er vel noget, man forbinder med det gode i livet.

Det må siges, at der findes adskillige former for fiktion. Gennem de tre malerier er det helt klart gået op for mig, hvor forskellig en indvirkning fiktionen kan have på individet. På trods af det er jeg sikker på at fiktion er vigtigt og sundt for os, for at kunne abstrahere fra hverdagens stress og jag. Jeg ser ikke fiktionen som en medicin der virker kurerende for unge, men jeg tror bestemt at fiktionen kan mindske de mange bekymringer unge kan have. Den er et finurligt element der er uundværlig i livet og er med til at skabe interesse, glæde og give individet en udvidet horisont.

- Sophie