Der var en gang en lille pige, som elskede prinsesser. Hun forgudede sin store lyserøde bog, som var fyldt med alle prinsesseeventyrene, hvor der på omslaget var alle eventyrprinsesserne. Hun elskede at forstille sig, at være den ene prinsesse efter den anden, når hun engang blev stor. Det var en skør tankegang tænker jeg i dag, men også en lidt uskyldig en og ligesom i alle andre eventyr, er den lille pige altså blevet voksen. Men hvis jeg skulle vælge, vil jeg stadig synes min yndlingsprinsesse er Askepot. Hun var den flotteste lyshårede pige, som altid var så venlig og så var historien alt i alt meget medrivende. Selv om eventyr for mig i dag, ikke ville være det samme som dengang, kan jeg stadig huske den spænding eventyret gav mig, da det blev læst højt for mig. Barndoms fiktion husker jeg som værende vilde følelser af at være helt optaget og synes det var det fedeste, i dag er den fiktion meget anderledes for mig.
I artiklen Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt skrevet af Maja Funch lyder det fra Niels Henrik Gregersen ”Det ubestemte forventningspres kommer fra forældre og samfund, der ikke kræver noget helt bestemt, men at ’du skal gøre det, du er god til’ – og det kan man ikke altid finde ud af, hvad er, hverken når man er 17 eller 24 år.” Men disse forklaringer rækker ikke alene til at forklare angst, stress og præstationspres, er hans pointe. Presset føles også så hårdt, fordi det ikke i tilstrækkelig grad afstemmes i perspektiver på verden, der ligger uden for barnet eller den unge selv.” (3. underrubrik, ll. 20 - 21) det er en af de mange påstande Gregersen kommer med, han fortæller altså at for at håndtere presset, kan man læse noget fiktion for at komme udover ens egen lille verden. Men er løsningen i dette tilfælde bare at læse lidt fiktion, virker lidt for godt til at være sandt. Så hvorfor har vi så i alle disse år, ikke bare sat os ned og læst lidt, for at få det bedre? Jeg tror ikke man bare kan lære andre perspektiver på livet af at læse fiktion. Så tror jeg fiktionen er en flugt, en flugt fra at snakke om tingene i stedet. Man kan ikke altid lukke sig inde i en verden af fiktion - selvom det lyder fedt. Har du nogensinde overvejet om man måske bare bruger fiktion fordi ens liv ikke er spændende nok og derfor bruger fiktion som en flugt for at undgå en personlig udvikling som man mangler, hvor man i stedet burde gå ud og vokse som menneske?
Derudover tror jeg på, at når Gregersen siger at der er et pres på unge mennesker, men derfor kan det ikke begrundes i at man burde læse noget fiktion. Jeg tror derimod man kan bruge fiktion til at få hjælp til at finde ud af hvad man føler, at det er okay at stille spørgsmål om hvem man er og hvorfor man har det sådan. "Digtet 'til mine forældre” af Gustaf Munch Petersen fra 1932 giver os et indblik i det lyriske jegs indre følelsesliv. Jeget stiller spørgsmål som ”altsaa er det godt at leve saadan. / skal jeg? / eller skal jeg dræbe haabet i jer?” (strofe 1, vers 10 - 12) Gennem disse spørgsmål udtrykker jeget en dyb angst, der får hjertet til at hamre i brystet. Ikke desto mindre træffer jeget den beslutning at gå imod sine forældres drømme og i stedet følge sin egen skæbne. Som læser kan jeg relatere til jegets forsigtighed og varsomhed, når det kommer til at træffe selvstændige beslutninger og gå imod forældrenes forventninger. Digtet fungerer både som en støtte til Gregersens synspunkt om fiktionens værdi og som et jordnært udtryk i forhold til eksempelvis værker som Harry Potter. Derfor mener jeg, at Gregersen måske ikke giver tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor vi bør anerkende fiktion som en hjælpende hånd.
Så selvom jeg ikke er en lille pige mere og ikke finder fiktion så nært som den gang, så er den stadig hos mig, men nærmere som en ven der holder en i hånden, i de svære perioder, man en gang imellem har. Et digt jeg finder som en hjælpende hånd er ”en stille dans”, selv om digtet måske ville blive beskrevet som sørgelig, ser jeg det nærmere som en ven, der tager mig i hånden og fortæller, vi nok skal nå det. Digtet er i 10 strofer og har ingen struktur, udover en gentagende strofe. Derfor er stroferne en bladning af at være mellem 1- 4 vers i hver strofe. Så selvom der er en masse forventningspres betyder det ikke, at vi skal løbe efter tingene man gerne vil opnå, men så er det okay at slå bremsen i og tage den med ro, -”Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort. /Musikken varer ikke ved. /Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det. /Når du bekymrer og skynder dig hele dagen, er det som en uåbnet gave – Bare smidt væk. /Livet er ikke et væddeløb. /Tag det med ro. Hør musikken inden sangen og dansen er forbi.” (strofe 6-10) det digtet især fokuserer på er hvordan, man ikke skal forhaste tingene i hverdagen, eller går man glip af de gode stunder der kan være ind i mellem, at livet ikke er et væddeløb, tror jeg man skal huske sig selv på. Derudover bliver der også brugt en sammenligning med at vores hverdag, som er meget forhastet, bliver som en uåbnet gave, og jeg tror ikke jeg ville kunne skrive det bedre selv, og ærligt talt ville jeg mene det er sandt, så oftest handler det om at få tingene overstået, men stadig være den bedste - digtet ville jeg selv kalde en ægte kliché, for en opfordring til unge, for hvor ofte lytter vi overhovedet efter, når vi gang på gang får at vide, at vi ikke behøver stresse over livet eller hvad vi vil, når vi er færdige som studerende. Gregersen påpeger med rette, at præstationspreset og perfekthedskulturen ikke kun handler om det umiddelbare pres, men også i form af angst og det vedvarende pres fra vores samfund, der stræber efter perfektion. Selv i opgaver som denne, hvor vi for anden gang skriver en lignende tekst, er det ikke nødvendigvis blevet nemmere. Præstationspresset og perfekthedskulturen kan føles som et kvælertag, der strammer om ens hals. Og jeg kan da ikke være den eneste, der oplever denne tankegang, og derfor kan være vigtigt at anerkende, at mange af os kan relatere til dette pres og ved man typisk ikke står alene.
Så måske er en af de ting, vi i dag begynder at have mest til fælles, angst. Måske er angst også for komplekst, og måske endda et lidt for voldsomt ord at bruge. Men det handler om overtænkning og følelsen af ikke at kunne kontrollere sine tanker. Derudover overvejer jeg også tit, om vi måske ikke engang er den dårlige generation til at begynde at føle for meget. I dag har vi sværere ved at lade ting passere, fordi det er blevet en del af os at snakke og fortælle om, hvordan man har det. Men jeg tror ikke, det bliver nemmere med de næste mange generationer, der kommer. Men i digtet "Angst" bliver disse ustyrlige tanker nedskrevet, men kun på to korte strofer. Digtet "Angst" er skrevet af Emil Aarestrup i 1838 og består af 4 vers i hver strofe. Ordene "hold fast" og "om lidt" går igen i hver sin strofe. Disse ord gør det nemt for modtageren at forstå, hvad digterjeget føler. Følelsen af at have brug for fysisk kontakt for at føle sig tryg, som udtrykt i linjen "Hold fastere omkring mig,"(strofe 1, vers 1), gør digtet mere menneskeligt og gør det muligt for os at relatere til behovet for at mærke tryghed en gang imellem. I den anden strofe kommer angsten til udtryk ved frygten for at miste - "Om lidt, så er vi skilt ad." (strofe 2, vers 5), Smerten ved at vide, at tingene snart ikke vil være som før, kan være svær at acceptere eller give slip på trygheden for at bevæge sig mod nye forandringer.
Selvom der har været mange eksempler på digte, som kan hjælpe en med at forstå eller sætte et nyt perspektiv på, hvorfor man mon føler som man gør, er det jo bare en af de mange ting som fiktion kan gøre, det kan være med til at vise os hvordan de kunstneriske udtryk som en måde at udforske og forstå vores indre følelsesliv. men derfor tror jeg nu nok mest på at bruge tid med sine sociale omgivelser hjælper os mere, end hvad Harry Potter kan gøre for vores følelsesliv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar