Fiktionens virkelighed

Jeg har altid associeret fiktion med noget uvirkeligt såsom rumvæsener, superhelte og talende dyr. Faktisk med hvad end, der ikke lige umiddelbart forekommer naturligt. Alligevel er jeg bevidst om, at fiktion er meget mere end bare det. Det kunne eksempelvis være en opdigtet historie om en ganske almindelig hverdag uden nogen overnaturlige elementer. Fiktion findes altså i mange forskellige former, men er denne variation mon med til at desorientere os, så den får en forstyrrende rolle i det virkelige liv, eller kan den tværtimod blive en hjælpende hånd og gøre, at vi får en bedre forståelse for livet og verdenen omkring os?

Jeg er nok ikke den eneste, der lever sig ekstra meget ind i fiktive film og serier. Sommetider lægger jeg ikke selv mærke til, at alt mit fokus har bosat sig inden for min computerskærms fire hjørner, og at mine øjne er som klistret til de levende billeder. Det føles nærmest som om, at berettermodellens klimaks ikke efterfølges af nogen udtoning, men fortsætter sin eksponentielle vækst ud i det uendelige, så handlingen udelukkende bliver mere og mere spændende. Denne situation har jeg dog også oplevet før med en bog imellem hænderne - nemlig James Dashners roman ”Maze Runner - Labyrinten” fra 2009. Bogen handler om en gruppe af unge drenge og en enkelt pige, der anstrenger sig for at finde en vej ud af en labyrint, som gemmer på en masse hemmeligheder og mystiske fænomener. Ligesom en selv er de imidlertid fuldkommen uvidende om, hvor barsk virkeligheden på den anden side af labyrintens mure er. Og hvad var det mon, der gjorde, at en boghader som mig kunne finde den så interessant at læse? Plottet? Karaktererne? Eller måske beskrivelserne? Én ting er i hvert fald sikker. Når jeg tænker tilbage på, da jeg sad i et afsides sommerhus på Møn og læste bogen, husker jeg nemlig specielt, hvor underholdt jeg følte mig. På trods af at det bare var science fiction, sad jeg med hjertet oppe i halsen ved hvert et vendepunkt. Det virkede alt sammen så ægte, som fandt det sted for øjnene af mig. Jeg opdagede, at ikke bare motion kan give en sved på panden men også bogstaver! Da bogen pludselig var læst til ende, følte jeg mig efterladt i et stort tomrum. Hvad nu? Men efter en dag eller to gik livet trods alt videre, og alt var igen ved sit normale. Har fiktionen også givet dig sådan en oplevelse?

Spørgsmålet er, om der også findes bagsider ved denne intense indlevelse i fiktion. Engang læste jeg f.eks. en artikel om, at mange piger i deres barndomsår får øjnene op for prinsesser og deres skønhed. De bliver til forbilleder for pigerne, som vil stræbe efter den perfekthed, prinsesserne er karakteriseret ved. Hvis dette ihærdige forsøg på at opnå et nærmest utopisk ideal mislykkes, er det dog meget tænkeligt, at det vil føre til mistrivsel, eftersom man ikke vil føle sig tilfreds. Netop mistrivsel er hovedemnet i Maja Funchs artikel ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” fra 2022. I artiklen udtaler teologiprofessoren Niels Gregersen sig bl.a. om perfekthedskultur og siger, at unge ”fokuserer på sig selv og sin egen status i en peer- eller vennegruppe og ikke kun blandt de virkelige kammerater, men også blandt dem, der fremstår som idealer i den digitale verden” (1. spalte, ll. 56-66). Jeg synes bestemt, at det er en vigtig observation, han har gjort sig her. Jeg taler jo nok på de flestes vegne, når jeg siger, at det kan være en svær udfordring at afholde sig fra at sammenligne sig selv med dem, man omgås dagligt. Det føles nærmest som om, at der konstant bliver holdt et spejl oppe foran en, så man presses ud i sammenligningen. Selviscenesættelsen på de digitale medier kan få en yderst negativ rolle i denne forbindelse, da man let kan blive lokket til at tro, at det, man ser på disse, forekommer i sin naturlige form, selvom det på ingen måde er sandheden. Således kommer vi til at havne i samme fælde som pigerne med prinsesseinteresse. Gør det de digitale medier til en falsk virkelighed? Måske endda en fiktiv verden? Ud fra mine egne erfaringer med de digitale medier er der i hvert fald ikke noget, der sætter grænser for, hvor uægte opslagene kan blive, men stadig fremstå ægte - lidt ligesom jeg havde det med ”Maze Runner”. En tidlig fascination af fiktion kan altså give anledning til, at man bliver letpåvirkelig over for de finpudsede billeder på digitale medier, hvilket i sidste ende resulterer i mistrivsel.

Jeg vil dog langt fra mene, at dette er ensbetydende med, at fiktion skal ryddes af vejen. For selvom vi kan risikere at blive ledt på afveje af den, synes jeg bestemt også, at man kan få en større indsigt inden for relevante emner igennem fiktionen. Det er f.eks. tilfældet i Herman Bangs novelle ”Foran Alteret” fra 1883, hvor pigen Agnes bliver giftet væk imod sin egen vilje. Uvilkårligt har jeg altid forbundet ægteskab med noget meget positivt, men efter at have læst novellen har jeg fået et helt nyt syn på det. Tvangs-/fornuftsægteskabet i Danmark er naturligvis ikke et lige så omfattende problem, som det var tilbage i 1800-tallet, men ikke desto mindre giver novellen stadig et skræmmende stærkt indblik i, hvordan det påvirkede kvinderne dengang. Agnes’ forargelse over ægteskabet kommer eksempelvis let til udtryk igennem Bangs impressionistiske skrivestil: ”Og pludselig tænker hun saa, at dette sagte ”Ja” binder hende saa forfærdelig fast”. (…) Og hvert af hans [præstens] Spørgsmaal syntes hende som en Spade Jord paa hendes Ungdoms Drømme” (s. 105). Anvendelsen af billedsprog gør, at jeg straks føler mig til stede oppe i Agnes’ hoved. Jeg mærker i særdeleshed, hvordan jeg bliver smittet af den choktilstand, hun befinder sig i, hvilket vækker en voldsom vrede og provokation i mig. Den første gang jeg læste denne del, var det en stor øjenåbner for mig - en slags akkomodation - idet jeg pludselig blev klar over, at fiktion ikke blot kunne underholde, men også lære os noget om virkeligheden. Man kan vel sige, at selvom ”Foran Alteret” er en fiktiv tekst, så gør den opmærksom på, at også virkeligheden kan forekomme uvirkelig. Fiktionen har således åbnet min verden op og lært mig at se ting fra nye, overraskende perspektiver. Dette udadvendte fokus er ovenikøbet noget, Gregersen kun ser positivt på. Ifølge ham skaber det nemlig ro, når man ikke tænker på sig selv 24/7 (4. spalte, ll. 7-8). Og med idealbestræbelsen samt risikoen for mistrivsel i mente, er ro vist noget, vi alle har godt af en gang imellem.

I ”Erasmus Montanus” (1723) af Ludvig Holberg er det desuden muligt at se, hvor galt det kan gå, når man ikke er åben for andres måder at anskue verden på. I komedien vender den arrogante og bedrevidende Rasmus Berg hjem til sin familie efter at have studeret i København. Han er blevet en helt ny person, som familien ikke længere kan kende. Ikke nok med at foretrække at blive kaldt sit latinske navn, Erasmus Montanus, insisterer han også på, at Jorden er rund, hvilket skaber kaoslignende tilstande i familien og umuliggør ægteskabet med pigen Lisbed. Umiddelbart skulle man ikke tro, at en 300 år gammel komedie kunne have nogen relevans i dag. Alligevel synes jeg, at den rummer et vigtigt budskab om, at man skal respektere andres meninger - uanset hvor åndssvage de måtte være. Man kunne vel perspektivere det til de mange voldelige sammenstød, religion har forårsaget, fordi mennesker ikke kan acceptere hinandens syn på livet. Komedien er således et eksempel på, at fiktion også kan lære os om, hvordan vi skal opføre os over for andre, som vi har svært ved at identificere os med. Dette får mig igen til at tænke på Gregersens pointe om at have et udadvendt fokus. Derigennem kan man nemlig få nye perspektiver på verden, så man undgår at falde bagover, når man hører om en opfattelse, man ikke bryder sig om. Fiktion bliver på den måde et middel til at kunne håndtere det udefrakommende, sortere det tåbelige fra og beholde det interessante, der kan give livet en ny betydning.

Af den grund ville jeg heller ikke protestere, hvis der en dag kom en person hen til mig og sagde, at fiktion ikke var andet end en smule underholdning til den kedelige hverdag - det er jo personens egen holdning, og den behøver jeg ikke at ændre på. Jeg synes dog fiktionen har mange andre fantastiske egenskaber. På trods af at samtlige tekster er opdigtede og sjældent ligner en tro kopi af virkeligheden, giver de os nemlig nøglen til et hav af ukendte verdener, hvorigennem vi kan lære nye, betydningsfulde ting, som vi kan overføre til vores eget liv. Eller, det er jo bare min mening. Hvad er din?

-          Thor