Bøgernes verden

Fiktion giver mulighed for indlevelse i fiktive personers følelser og tanker. Nogle gange er det fantastisk at fordybe sig inde i andre verdener. Andre gange kan det forstyrre hovedet for meget. Derfor elsker jeg bøger. Jeg elsker at leve mig ind i et andet univers. Jeg elsker at føle mig som en fiktiv karakter, men nogle gange spekulerer jeg på om jeg lever mig for meget ind i bøgernes verden, så jeg mister mit perspektiv for den omkringliggende verden. Kan man overhovedet det og er jeg den eneste der oplever det? 

For mig er oplevelser af forskellige syn fra mennesker spændende, men endnu mere interessant bliver det, når man bytter om på forholdet mellem mennesker og dyr. Hvad sker der, når man lige pludselig sidder som menneske og læser en fortælling om et dyrs syn på mennesker? Føler man sig lidt truffet eller hjælper det én med at løsne lidt op på ens eget syn på verden? Det har jeg oplevet i børnebogen ”Krasmusnollikeskoven” fra 2012 af Per Larsen Andersen. Her oplever man livet som en lille krasmusnollike, og hvordan fællesskabet er med de andre dyr i skoven. En krasmusnollike er ikke et virkeligt dyr, men på en måde gør det min oplevelse af bogen bedre, da et fantasidyr som hovedperson slipper fantasien endnu mere løs. Jeg læser om krasmusnollikens fællesskab i skoven med bjørnen, haren, grævlingen og andre dyr, som var det et lille isoleret samfund af mennesker. De har Rådet, hvor bjørnen er fordyret, hvilket igen sender et blik tilbage på menneskeverdens opbygning, men det fastholder på en eller anden måde stadig min fantasi. Bogen spiller puds med min hjerne adskillige gange og gør mig forvirret om min egen tankegang, men ja, bliver jeg måske lidt klogere på mig selv af det? Jeg forestiller mig krasmusnolliken som en lille spidsmus i skoven, men hvorfor prøver jeg egentlig at forstille mig den? Bogen giver mig ingen decideret beskrivelse af væsenet, hvilket på mystisk vis efterlader mig i en boble af forvirrende tanker om, hvordan den ser ud, og hvorfor jeg ikke får det at vide.

Tænk at en barnlig historie om et fantasidyr kan skabe så mange overvejelser i mit lille hoved. Jeg spekulerer over mange ting, men først og fremmest tænker jeg over, hvordan jeg dog husker historien så tydeligt, når det føles som 100 år siden, at jeg sad med ansigtet dybt begravet i den. Denne fiktionsbog må have givet mig en speciel oplevelse som barn, da den fremkalder de dejligste minder og følelser så snart jeg bare ser den stå helt fredeligt i min reol. Det er det, som fiktionstekster kan gøre. Man suges så dybt ind i dens univers, at man måske forbliver der lidt, selvom sidste side er vendt, og bogen er sat på hylden. Da jeg ser det skovgrønne omslag på reolen, minder det mig om 5-6 år siden, hvor min søster og jeg var på ferie i Spanien. Efter en hed dag med leg og hygge ved den nærliggende swimmingpool befandt vi os i vores lejlighed omkring solnedgangstid. Vi ville selvfølgelig begge to læse bogen og også samtidig, men samme sted i den famøse bog var vi ikke, så vi endte med at sidde i sofaen med bogen slået op på to vidt forskellige sider i nogenlunde øjenhøjde for os begge, og så skulle der bare læses.

Selvom jeg bliver meget opslugt af bogen og næsten føler mig som en del af skovens dyr, når jeg læser den, så tænker jeg også over om det bliver for meget. Er jeg for investeret i fortællingen og er det skadeligt for min rigtige personlighed? Niels Henrik Gregersen mener i artiklen ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt” fra 2022 af Maja Funch, at mange unge ser verden for meget ud fra deres eget synspunkt. Det kan han på nogle måder godt have ret i, da man også skal være i stand til at sætte sig i andres sted, men andre gange er det også vigtigt at kunne vælge sig selv frem for andre og kunne se sine egne behov i øjnene. På den måde mener jeg at bøger giver mig begge dele. Det kommer jo meget an på hvilken bog man sidder og læser. Nogle bøger er meget fokuseret på individet og andre handler om at gruppen kommer før individet.

For mig hjælper fiktion mig til at kunne sætte mig bedre ind i andres følelser og synspunkter. Det lærte jeg, da jeg i skolen læste bogen ”Den Kroniske Uskyld” af Klaus Rifbjerg fra 1958. Bogen handler om Tore og Janus, som har et specielt venskab. Der er et tydeligt hierarki mellem de to, som viser sig ved Janus’ overvældende beundring af den vildt seje Tore. De forandrer sig sammen og går fra at være uskyldige børn til at være seksuelt voksne. Deres forhold til hinanden er meget interessant og viser en speciel måde at være venner på. Man kommer helt ind i hjernen på Janus og hører ham beundre Tore til skyerne. Tore sættes op på en piedestal af Janus og beskrives som guden over alle guder i Janus’ verden. Det er hjerteskærende når man finder ud af at Tore ikke ser Janus på samme måde. Derved bliver Janus den fortabte følgesvend. Bogen viser mig hvordan man kan være i et dysfunktionelt forhold uden at vide det. Derudover får jeg også følelsen af fortabthed for karaktererne i bogen på grund af den tragiske slutning, hvor Tores kæreste Helle dør og Tore går helt fra forstanden. At opleve sådan en form for fiktion med en tragisk slutning gør mig dog også lettet over hvordan mit eget liv står til, men det kan jeg også godt få dårlig smag i munden af. Er det okay at jeg bagefter får sådan en ’puha godt det ikke er mig ’-følelse i kroppen? Men det er vel okay? Endnu flere spørgsmål dukker så op i mit hoved, og jeg spekulerer flere gange over om det er fordi jeg bliver så optaget af bogen.

For mig er der flere måder at blive optaget af en bog. Nogle bøger bliver jeg fuldstændig opslugt af bog, og så skal jeg næsten hives væk fra den. Der kan jeg sidde til langt ud på natten med bogen limet fast til mine hænder. Så sidder jeg der i min seng begravet under dynen men et enkelt spotlight fra min lampe til min bog og ænser intet omkring mig. I min verden kunne en person nærmest brække benet, før jeg ville kunne løfte blikket fra bogen. Andre bøger er spændende selvom jeg dog ikke kommer helt ind i et andet univers. Jeg forestiller mig at jeg lige står med det ene ben inde i det andet univers som var jeg på vej ind i Narnias verden, men jeg har ikke lukket døren til klædeskabet.

Jeg elsker bøger, men jeg skal også huske på at læse bøgerne fra fugleperspektiv, så jeg forstår de større sammenhænge. Jeg vil erfare at indlevelse i bøgernes verden både kan gavne mig og skade mig, men hvordan skal jeg så tolke det? Jeg har ikke det perfekte svar til denne problemstilling, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke stopper med at læse mine skønne fiktionsbøger. Min opfordring til jer læsere er: LÆS! Det kan have forskellige udfald, men på nogle punkter kan det også være godt for dig. Så hvad med at give det et skud?

- Maja