Litteratur giver mennesket muligheden for at kravle ind i et givent værk og opleve samt lære noget nyt. Særligt fiktionsgenren forsyner en dør ind til fantasiens verden, hvor man kan opleve diverse begivenheder, som man normalt ikke støder på i sin dagligdag. Jeg er, sandsynligvis ligesom mange andre, vokset op med fiktion, som en større del af min hverdag. Da jeg var yngre, og skulle finde noget at læse eller se, var det stensikkert, at valget ikke faldt på sagprosa - fiktionsprosa lokkede mere. I dag skal jeg nærmest tvinges til bare at træde en fod ind i den fiktive verden. Jeg undrer og bekymrer mig over denne ændring, da jeg hurtigt bemærker, at jeg ikke er den eneste, som søger væk fra genren fiktion. Hvad skyldes denne holdningsændring omkring fiktion, og hvilken betydning har den mon?
Da jeg var lille nød og prioriterede jeg for en kort stund at give slip på hverdagens kedelige indhold, til fordel for en hel ny verden med alt den havde at bringe. Dengang var tid ikke en stressende faktor, og jeg brugte den glad og gerne på, at lade mig underholde af forskellige værker. Her oplevede jeg en forstærkelse af mine almene følelser. Fiktion gav mig i høj grad lov til at føle både glæde, vrede, overraskelse og sorg samt mange andre følelser, hverdagen normalt kunne mangle eller gemme væk. I digtet ”Regnvejrsstemning” (1899) af Jeppe Aakjær støder læseren på et tydeligt eksempel på et værk, som er stærkt præget af sindsstemningen, og hvor læserens følelser vækkes. Digtet er bygget op af 8 strofer á 2 vers i hver strofe, og der er enderim i form af parrim (a,a,b,b), hvilket giver digtet rytme. Denne ensformige rytme er med til at forstærke fornemmelsen af regnens trommen. Regnvejret sætter tankerne igang hos digterjeget, og gennem en indre synsvinkel kan man læse jegets betragtninger og oplevelser. Det går hurtigt op for læseren, at jeget bestemt ikke er glad ved sin tilværelse og situation: ”Fra ensom Vraa jeg stirrer ud / i Dagens Graa og vejrets slud” (strofe 1, vers 1-2). Som læser kan man forestille sig jeget sidde i et mørkt hjørne og kigge bedrøvet ud på regn og atter regn. Især i Danmark virker disse dage yderst bekendte, da de er så godt som uundgåelige i dette land. Denne hverdagssituation bliver gjort til en helt ny verden ved, at Jeppe Aakjær gør brug af forskellige virkemidler som for eksempel sammenlignelser: ”én levret sort som Jordens muld” (strofe 7, vers 2) og besjælinger: ”En draabe fik ej andet kald / end det at pønse på sit fald” (strofe 4, vers 1-2). Disse virkemidler er også med til at formidle den dunkle og dystre stemning i digtet samt aktivere læserens forestillingsevne.
Digtet ”Ode til regnen” (2010) skrevet af Søren Ulrik Thomsen er en følelsesmæssig modsætning til ”Regnvejrsstemning”. Her møder læseren igen den typiske regnvejrsdag, dog bliver denne hverdagssituation set på med ganske andre øjne. I dette digt vækker regnen ikke længere de negative følelser hos læseren, i stedet fungerer digtet som en hyldest til regnen, hvilket også bemærkes i titlen: ”Ode til regnen”. Digtet er bygget op af 10 strofer á 2 vers, og en sidste strofe med blot ét enkelt vers. I digtet ses ingen rim, dog forekommer der stadig rytme, hvilket udspringer af digtets strofers ensformighed. I hver strofe argumenterer digterjeget for, hvorfor regnen værdsættes så højt: ”Fordi det er en velsignelse / at falde i søvn til dens silende sang” (strofe 5, vers 1-2). Også Søren Ulrik Thomsen gør brug af billedsprog, hvilket især bemærkes, da regnen igen besjæles. Digterjeget betragter positivt regnen som musik samt lys på vejen, og i sidste strofe opsamles argumentationerne i en samlet konklusion: ” Derfor elsker jeg regnen.” (strofe 11, vers 1). Søren Ulrik Thomsen ønsker at få læseren til at værdsætte de små ting i hverdagen, for eksempel en simpel regnvejrsdag.
Både ”Ode til regnen” og ”Regnvejrsstemning” omhandler noget så basalt, som en regnvejrsdag, men alligevel formår begge digte at vække forskellige følelser hos læseren. Begge disse digte giver plads og opmuntrer læseren til at bemærke sin sindstilstand og bruge sin forestillingsevne. Læseren kan sandsynligvis forestille sig begge scenarier og relatere til de beskrevne følelser om, hvordan regnvejr både kan frembringe glæde såvel som utilfredshed. Derudover giver digtene, især på grund af de sproglige virkemidler, nye perspektiver på omverdenen, for eksempel hvor stor betydning regnen faktisk kan have for mennesket.
Som tidligere nævnt har jeg ikke længere samme behov for eller lyst til, at fordybe mig i de fiktive værker. Derudover føler jeg ikke, at jeg har tid. Som en person, der har det med at overtænke alt, er mit hoved gerne fyldt med diverse, oftest ligegyldige ting. Disse tanker stresser mig, og sikkert ligesom hos mange andre unge i samfundet i dag, vokser angstfølelsen indeni. I digtet ”Angst” (1838) af Emil Aarestrup beskrives følelsen kort i digtets 2 strofer á 4 vers. Læseren oplever særligt angsten for livets forbigåelse gennem sammenligninger: ”Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.” (strofe 2, vers 3-4). Aarestrup fokuserer på, hvor kort livet er, og hvor hurtigt tiden går. Jeg er sikker på, at mange andre kan relatere til følelsen af at miste kontrollen over sit liv og sine følelser.
Når hjernen kører på 100 km/t, er det svært at forholde sig til alt andet omkring én. Denne overtænkning og mistrivsel blandt unge i dag forklares i artiklen ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch, med afsæt i perfekthedskulturen samt det ubestemte forventningspres. Niels Henrik Gregersen, som er professor i teologi ved Københavns Universitet mener, at der forventes meget af ungdommen. Det er dog ikke altid nemt for de unge at finde ud af, hvad disse krav indebærer. Derudover mener han, at perfekthedskulturen udspringer af, at flere og flere unge afspejler sig i deres venner og influencers på de sociale medier, hvilket resulterer i et større fokus på dem selv. Jeg tager desværre mig selv i, engang imellem, at sammenligne mig med andre, hvilket i sidste ende virker åndssvagt at gøre. Måske er vi unge blevet for snæversynet til at se det store perspektiv? Niels Henrik Gregersen betragter fiktion, som en form for ”kur” mod denne selvcentrering og selvindsigt, der opstår blandt unge: ”Hvis man ikke drages ind i forestillingsverdener, der drejer sig om tilværelsens indretning i det hele taget, så bliver man meget konkret. Så tænker man i højere grad sig selv i forhold til de andre i klassen.”. Fiktion kan åbne op for et større indblik i os selv og verdenen omkring os. Ved at aktivere forestillingsevnen får mennesket nye og andre synsvinkler, end hvad de selv går rundt og tænker samt føler: ”Roen opstår alene ved at se på noget andet end sig selv, og det kan man gerne gøre i fællesskab med andre.” Niels Henrik Gregersen råder de unge til at gå sammen om at få nogle andre værdier, ved at bytte ”jeg føler” ud med et større fokus på omverdenen.
Jeg vil gerne blive bedre til at lade de ligegyldige ting passere og i stedet fokusere mere på det relevante. Når bølgerne går højt, skal jeg og sikkert mange andre huske på, at fiktion kan fungere som en tænkepause fra alle de stressende faktorer, mennesket støder på i hverdagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar