Vi har hver især vores egen forståelse og oplevelse af den rigtige verden, ligeså er vores oplevelse af fiktion også subjektiv. Som for mange andre har fiktion haft en speciel plads i min barndom, men som jeg er blevet ældre er den plads blevet overtaget af bekymringer fra den virkelige verden. Nu lever jeg mig ikke ind i det fiktive univers på samme måde som jeg gjorde da jeg var barn, men bruger det mere som et dovent coping-skill, til at slå min hjerne fra hverdagens bekymringer. På den måde kan jeg distancere mig selv fra min egen travle hverdag, og springe ind i et fiktivt univers, som ikke kræver meget af min hjernes opmærksomhed til at skabe mening med det hele. Der er nu noget ved at sidde og glo blankt ind i en skærm, uden en tanke som driver sin vej igennem stierne i min hjerne. For en gang skyld kan det være lidt simpelt at ånde.
Jeg lader mig tit falde hen i min seng efter en lang skoledag, klapper min laptop op, taster n e t f l i x ind i mit søgefelt, hvor jeg trykker ind på en af de gode klassiske sitcoms som Friends, How i Met Your Mother, eller New Girl. Nogle serier som man ikke behøves at følge med i, for at kunne forstå sammenhængen. Dog fylder de alligevel et tomrum inde i mig, og danner et sikkert rum som mit sind kan eksistere i uden at føle sig stresset, men beskyttet for presset som står for døren og banker på.
I september besøgte jeg museet ARoS, hvor jeg blev stillet på prøve med interaktive kunstværker, som gjorde oplevelsen besynderligt mere huskværdig. Et kunstværk som vækkede min opmærksomhed var ”Daggrystimer i naboens hus” af Pipilotti Rist. Man træder ind i en stue, som er beklædt af en lilla og lyserød glød, som skal forstille at være de resterende daggryslys. Rummet er så fyldt af farver, og en afslappende musik, det giver en følelse af at træde ind i et andet univers. De rødlige farver, varmer atmosfæren op inde i rummet, der er roligt og man kan slappe af. Lige som det rum jeg danner inde i mit sind, efter en lang skoledag. Når man bevægede sig rundt i lokalet blev man mødt af den beroligende aura, som fik mit sind til at falde hen og glemme tid og sted.
Jeg er lille søster til to drenge og den yngste i vores lille familie, derfor har jeg også været den sidste til at kunne bidrage til samtaler, da jeg var meget yngre, og mine brødre stadig boede hjemme. Det var altid meget vigtigt for mig at føle mig inkluderet, ikke fordi jeg var ekskluderet, men med aldersforskellen fra mig og mine brødre, så blev jeg altid lidt en efternøler. Jeg så derfor også meget op til mine store brødre, fordi de var i min forstand meget klogere mere end mig. Det leder mig til, at som børn fik begge mine store brødre læst bogserien Ringenes Herre op af min far, en bogserie med utrolige rejser, udfordringer og fristelser, blodige krige mellem elve og orker. Imens jeg måtte nøjes med ”Det lille Hus på Prærien” som min mor læste op for mig, en bogserie om Laura Ingalls' stille liv i Midtvesten i Amerika. Det var jeg som lille pige ikke var spor tilfreds med, når mine store brødre fik lov til at læse nogle meget sejere bøger. For jeg ville have at de også så mig som en sej lille søster, som godt turde at læse noget som godt kunne være uhyggeligt for en pige på min alder. I dag tror jeg egentlig ikke at de lagde mærke til alt dette, men det betød enormt meget for mig, og hvad jeg troede, de tænkte om mig. Da jeg blev ældre satte jeg mig derfor til at læse bogserien, for at føle mig tilknyttet til mine brødre.
Jeg læser ikke nær så meget fiktion nu da jeg er blevet ældre, som jeg gjorde da jeg var yngre, men det mindsker ikke vigtigheden som fiktion har for mig. Det skabte en tilhørsfølelse for mig, som jeg havde til mine brødre. På den måde har fiktion beriget mig med en tilknytning til mine storebrødre, og jeg har følt jeg var en del af noget større end mig selv. På den måde har fiktion beriget mig i min barndom, hvor jeg har følt mig som en del af en større enhed.
Denne vinkel om at fiktion kan samle os som helhed, undersøger Maja Funch også i sin artikel ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt”, hvor hun har interviewet Niels Henrik Gregersen som er professor i teologi. Han mener at nutidens unge er hyper fikseret på sin egen tilstedeværelse, og har lukket sig inde, hvor der ikke er plads til en større sammenhæng. Jeg tror der er noget sandhed i, at man som ung glemmer at fokusere på den større sammenhæng.
Det er dog også en meget negativ opfattelse som Niels Henrik har til de unge, han glemmer at samfundet har ændret sig fra da han var dreng, og vores hverdag er generelt meget mere digitaliseret, men det må være fordi han er professor i teologi, og ser menneskeheden som en enhed, fremfor at vi hver især er vores eget individ.
Det kan dog overvejes, om ikke det er sundt at være konkret, især som ung. Unge bliver i dag stillet over for mange valg, for i vores samfund er der mere mobilitet, end da teolog Niels var dreng. Det handler derfor også om stadig at kunne finde mening i tilværelsen, når der er uendelige valgmuligheder, og begrænsninger af noget som hører fortiden til. Det kan være for nogle unge at finde mening i det konkrete, og det er Niels Henrik Gregersen ikke i rette plads til at kommentere på. Professoren fastslår dog også at opleve noget fiktion, vil kunne bidrage til unges opfattelse af omverdenen og sine medmennesker. Det med at være til stede, og forstå at vi ikke er Pelle alene i verdenen, men vi føler og oplever ligesom alle andre omkring os.
Man skal derfor også huske på andre mennesker som ikke har privilegiet til at opleve fiktion igennem bøger, film, serier eller kunstværker ligesom os. De sidder tværtimod på de hårde og kolde brosten med et lille skilt, som kalder efter den forbigående, med en lille stemme, kalder de på hjælp. I værket ”Anything helps”, 2009 - 2015 af Jani Leinonen fanger hun de små stemmer som kalder på hjælp. Værket er indrammet papskilte fra rundt i verdenen, som hver især fortæller sin egen historie, og til fælles fortæller den samme. Papskiltene har tilhørt hjemløse, og derfor er også et utroligt tankevækkende værk. Værket tvinger os nemlig til at tænke på dem som er tildelt mere usle muligheder end os selv, det er derfor også et rørende værk, som minder os om at tænke på andre end os selv.
På ARoS stødte jeg på en anden installation som er tankevækkende, og får en til at stille spørgsmål om dens formål. Installationen er et umiddelbart svævende træ, som er helt fladmast og pakket ind i lige så flade glasplader. Træet er brunt og vissent, træet er skilt ad i bitte stykke, og samlet igen. Installationen er af Rune Bosse og hedder ”Tempus circularis fagus sylvatica”, installationen skal repræsentere årstiderne. Installationen kan også repræsentere hvordan vores samfund er opgjort, vi er hver især en lille puslespilsbrik, og tilsammen danner vi en større enhed, hvori vi kan finde mening. Adskilt og alene er det svært at finde et formål, men når man samler brikkerne, giver billedet pludselig mening. Som vi udvikler os, fortsætter årstiderne. Her har Rune skabt et kunstværk som går på en fin line mellem virkeligheden, som er træet som element, og det fiktive som er fremstillingen af træet. Det smukke ved fiktive og livlige installationer på kunstmuseer er, at det er op til individet selv at danne sig en forståelse, der er intet som er forudbestemt.
Der er mange følelser som indgår i ens oplevelse af fiktion, for mig fandt jeg en mening i fiktion da jeg var yngre. Det betød noget for mig at føle mig på lige fod med mine brødre, føle at vi havde noget tilfælles. Fiktion kan betyde meget mere end bare et fiktivt univers som man kan udforske, fiktion kan forme sig til at passe ind på enhver, for nogle betyder det mere end for andre.
- Katrine Thuesen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar