Jeg har altid oplevet fiktionen som et tilflugtssted, et sted hvor jeg kunne fordybe mig i andres liv, læse om deres opfattelse af verden, om deres forhold til andre, om deres drømme og mål. Selv elsker jeg at lytte på andre og deres historier, hvad de har lavet i weekenden, ferien eller noget helt tredje. Jeg vil meget hellere høre om andre end at fortælle om mig selv, da jeg ikke syntes mit liv er spændende nok til at fortælle om. Digte er til gengæld meget mere spændende, og også relaterbare. Er jeg den eneste der har det sådan?
I min fritid bruger
jeg meget tid på at læse og skrive digte, både på engelsk, dansk og spansk. Der
er især et digt jeg er ret vild med, det er skrevet af Nikki Giovanni i 2013 og
hedder: ”if a lemon”:
“If a lemon
Kissed a beet
Is it sour
Or is it sweet (…)”
I digtet sætter det lyriske jeg spørgsmål til om deres forhold ville give dem glæde eller sorg. Dette digt har en helt speciel mening, man ikke lige ser ved første øjekast, og det kan jeg meget godt lide. Da jeg første gang læste digtet var jeg ikke selv i et forhold som jeget i digtet, men jeg var 13 år og var lige startet på en helt ny skole. En meget anderledes skole end jeg før havde gået på, jeg kendte ikke nogen og følte mig totalt anderledes fra alle andre, som citronen i en have af rødbeder. Jeg begyndte at opføre og klæde mig som de andre, gemte mig selv og min rigtige personlighed. Jeg var sikker på at forholdet til den skole ville bringe mig sorg, men så i 9 klasse da man kunne begynde at se slutningen på helvedet, opførte jeg mig igen som mig selv, og nød at være mig selv. Forholdet til min skole ændrede sig og det gjorde jeg også. Selv om det ikke var de bedste 3 år af folkeskolen, har jeg fået noget godt ud af det. På den måde har digtet været relaterbart for mig og derfor elsker jeg det så meget. Selvom digtet er fiktion, oplevede jeg det som om det skete i virkeligheden, set ud fra mit eget liv.
I skolen har vi også arbejdet med digte, analyseret og fortolket dem. Især to digte har haft en påvirkning på mig, det ene er: ”Ind i en Stjerne” skrevet af Morten Nielsen i 1943. Det første man ligger mærke til når man ser på digtet er dets ydre form, linjerne står forskudt og det ligner skyer eller en meget ulige og lang sti. Da jeg læste den var det som at gå på den lange sti og derfor oplevede jeg at handlingen strakte sig over lang tid, og det er lige præcis det jeg godt kan lide ved det. Det andet digt jeg også godt kan lide er: "Roser" af Katrine Marie Guldager (1995), her er det ikke digtets ydre form jeg lod mærke til, men derimod indholdet. Jeg tolkede digtet til at handle om jeget i digtet ikke tror jeget er god nok til duet, som er perfekt, ordentlig og fin. Det er egentlig om et romantisk forhold, men jeg oplever duet som samfundet, og ikke at føle sig god nok til samfundet og dens normer osv. På den baggrund tror jeg at alle oplever fiktion forskelligt, og at man ud fra sine egen oplevelser danner en fortolkning der reflektere dem. Derfor elsker jeg digte!
Digte har altid haft en speciel plads i mit hjerte, og det håber jeg at det vil fortsætte med at have. Jeg elsker dem! Der er noget specielt ved dem, de er ikke så lange som en hel bog. Gemt under ordenes ydre form, er der en dybere mening, som ikke er helt nemt at finde. Nogle mennesker kan læse et digt og forstå det på én måde, mens man selv forstår det på en helt anden måde, hver sin tolkning af det samme digt. Gad vide hvorfor dette er tilfældet? Mennesker er vel forskellige og oplever ting forskelligt, men der er vel også nogle ting man kan have tilfælles. Nogle gange kan man være enige om at være uenige, det kan man have tilfælles. Mange mødes til forskellige bogklubber, og snakker om den specifikke bog de sammen har læst, og hvad de syntes om den. I de bogklubber må der også være en del uenigheder om hvad de syntes er godt eller forkert ved ugens bog, for alle har deres egen mening, men trods de forekommende uenigheder, mødes de alligevel uge efter uge. De er vel fælles om at være uenige ik’?
Fællesskaber noget de fleste har brug for i dag og især at koncentrere sig om andre end en selv, det mener Niels Henrik Gregersen og fortæller om det i artiklen: ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt” skrevet af Maja Funch. ”De unge er optaget af en konstant meningsudveksling om, hvordan de har det. En vej ud er at have en fælles opmærksomhed på noget tredje,” siger han.” (5 spalte, ll. 8-11) Han mener at unge i dag er for fokuseret på sig selv og at opnå et bestemt ideal, så fokuseret at de ikke har nok fokus på andre ting i verden. De fokuserer kun på sig selv, have de bedste karakterer, leve det fedeste liv, have det flotteste hår, alt handler om at være perfekt. Det er den perfekthedskultur, som han også nævner, der er med til at presse unge ud i mistrivsel hvis de ikke møder de idealer der er i samfundet. Selv syntes jeg at der er et forventningspres man møder konstant, men det påvirker mig ikke så meget, jeg lever mit liv hvor der også indgår noget andet end mig selv. Nogle gange tænker jeg for meget på andre end mig selv, det er heller ikke godt, for så glemmer man sig selv og sine egne behov. I min mening er der vel ikke noget galt i at tænke på sig selv, man skal vel bare ikke gøre det for meget.
Oplevelsen af fiktion kan være forskellig fra person til person og det er okay. Det er vel okay at vi mener forskellige ting, men vi kan også være enige om at være uenige. Om digtet handler om en samfundskrise eller en kærligheds historie, det er vel op til én selv at tolke. At læse et digt er en oplevelse jeg ville betale mange penge for, nok ikke alle har det på samme måde, men igen, det er okay. Jeg oplever digte som et kig ind i andres liv, men jeg lærer på samme tid noget om mig selv, via min oplevelse af fiktion. Har du det på samme måde som mig?
- Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar