Rejsen med fiktion

 

Fiktion har altid været en vigtig del af mit liv. Som barn var jeg en stor fan af eventyr og fantastiske historier, der tog mig på spændende rejser væk fra min hverdag. Som jeg blev ældre, begyndte jeg at læse mere realistisk fiktion, der kunne spejle mine egne oplevelser og tanker om verden omkring mig. Jeg begyndte også at opleve fiktionen i film og serier, som virkelig fangede min opmærksomhed og stadig gør i dag. En anden måde jeg har oplevet fiktionen på, er igennem kunstværker. Dette er noget som i den grad har beriget mig, og min fiktionsverden og har fået mig til at tænke. Jeg har altid nydt at forsvinde ind i en anden verden, hvor alt er muligt og fantasien kan få frit løb. Det er en form for flugt, men samtidig også en måde at blive beriget på. Fiktion kan åbne vores øjne og give os perspektiver, som vi ellers ikke ville have haft. Det kan også have en terapeutisk effekt ved at give os en mulighed for at se og forstå vores egne følelser bedre. Fiktion er for mig en måde at udforske og forstå verden på en anderledes og mere dybdegående måde end non-fiktion. Er jeg den eneste, der har det på den måde?

At læse er at rejse. I hvert fald er det min erfaring. Når jeg åbner op for en bog, tager jeg samtidig hul på en rejse gennem tid og sted, gennem fantasi og virkelighed, gennem tanker og følelser. Jeg har altid været fascineret af fiktionens magi i bøger, dens evne til at sætte ord på de ting, som er svære at beskrive på andre måder. Jeg voksede op med bøgerne om Harry Potter og Narnia, og jeg var aldrig den helt samme igen. Disse bøger tog mig med på eventyr, som ingen andre kunne tage mig med på. Jeg var med Harry Potter på Hogwarts, da han kæmpede mod Voldemort, og jeg fulgte Lucy og Edmund ind i Narnia, da de først opdagede landet bag garderobeskabet. Disse bøger gav mig ikke kun en pause fra virkeligheden, men også en indsigt i den. De lærte mig, at der er flere sandheder, end dem som ligger lige foran os.

Senere i livet har jeg måske ikke fundet så mange magiske garderobeskabe at træde igennem, men fiktionen har stadig været min trofaste følgesvend. For mig har det ikke kun handlet om historierne, men også om sproget og skrivestilen. At læse en tekst, som flyder og danser på siderne, er en oplevelse i sig selv. Det er som at få et stykke kunst, som man kan tage med sig overalt. Jeg elsker, når ordene skaber billeder i mit hoved, og når jeg bliver suget ind i en bog og glemmer tid og sted. Det er den slags oplevelser, som gør mig afhængig af fiktionen. Men fiktionen kan også være en udfordring. For ligesom fiktionen kan være en kilde til trøst og styrke, så kan den også udfordre og provokere. Nogle gange kommer jeg ud på den anden side af en bog svimmel og forvirret, fordi jeg har måttet rumme så mange forskellige følelser og indtryk. Men alligevel bliver jeg ved med at læse, fordi fiktionen også er en kilde til læring og selvudvikling. Den tvinger mig til at se ting fra nye perspektiver og udfordrer min forståelse af verden.

Der er tre kunstværker, som jeg har en særlig relation til i forhold til min oplevelse af fiktion. Det første kunstværk er "Uddrivelsen fra Eden Close nr 8" (2012) af Grayson Perry. Det er et værk, som minder mig om, hvordan vi alle sammen er både kreative væsener og sociale væsener. I værket ser vi et lille samfund af hytter, men det, der fanger mig, er de kreative mennesker, som bor i samfundet. Det viser, hvordan kunst er en afgørende del af vores samfund og kan være med til at skabe et fællesskab. Jeg var dybt fascineret af værket, og som jeg gik tættere på, blev jeg fanget af de symbolske elementer og den komplekse fortælling, der blev fortalt. Af særlig interesse er det faktum, at Perry har inkorporeret så mange forskellige kulturelle referencer og temaer i sit værk. Der er elementer af populærkulturen, såsom tegneseriefigurer og andre moderne ikoner. Dette gør det muligt for beskueren at skræddersy sin egen fortolkning af værket, og det er også det, der gør det så interessant at opleve.

Det andet kunstværk, som jeg vil nævne, er "The Paper Doll's House" (2010) af Julie Nord. "The Paper Doll's House" af Julie Nord er et helt andet værk end Perry's, men det er ikke mindre fascinerende og følelsesladet på sin egen måde. Nord's værk er et lille diorama, der viser en unik og forstyrrende verden fyldt med uhyggelige dukker og bizarre væsner. Jeg var både fascineret og skræmt af værket, og det fremkaldte en følelse af ubehag i mig. Dette værk er fyldt med fantasifulde elementer og skaber en alternativ verden, som jeg kan lade mig fortrylle af. Det viser, hvordan bøger og illustrationer kan skabe en verden, som vi kan fordybe os i. Samtidig er værket også fyldt med symbolik, som kan åbne vores øjne for ting, som vi ellers ikke ville have set. Det interessante ved Nord's værk er, at det for mig føles som et glimt ind i nogle dybe hjørner af hendes psyke. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føles som om hun har skabt dette lille univers for at frigøre de indre dele af hendes sind, der ellers er forbudte eller skjulte. Det føles som om hun har forvandlet sin fiktion til virkelighed, og det er det, der gør det så oplevelsesrigt.

Det tredje og sidste kunstværk, som jeg nævner, er "Boy" (1999) af Ron Muecks, som også er en dybt følelsesladet kunstoplevelse. Dette ultra-realistiske stykke skulptur ligner en lille dreng, der står i livsstørrelse, men alligevel er skulpturen så livagtig, at han virker overnaturlig. Han er både virkelighedstro og samtidig sårbart skrøbelig. Dette værk minder mig om, hvordan vores egne historier kan få en empatisk effekt på andre mennesker. Vi kan gennem fiktion forstå andres smerte og sorg og dermed blive mere empatiske og forstående mennesker. For mig var det spændingen mellem det faktuelle ved skulpturen og følelsen af fiktion, der gjorde oplevelsen så intens. At se en så præcis og realistisk gengivelse af en lille dreng gør, at man næsten tror han er virkelig. Men på samme tid er det tydeligt, at skulpturen ikke kan bevæge sig eller tale, og det skaber en følelse af at være fanget i en fiktion, der er så tæt på virkeligheden.

Artiklen "Professor: "Jeg føler" er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt" af Maja Funch mindede mig om, at fiktion kan have en farlig side, når den bliver for subjektiv og det bliver vanskeligt at skelne mellem fakta og fiktion. Denne artikel viser samtidig at der også er en anden side af fiktionen, som vi skal holde os i baghovedet. Som Maja Funch skriver i sin artikel i Kristeligt Dagblad, kan for meget fokus på vores eget "jeg-føler" skabe en farlig afstand til virkeligheden. Vi kan blive så optaget af vores egne følelser og oplevelser, at vi mister fornemmelsen for, hvad der foregår omkring os. Artiklen beskriver, hvordan mange unge i dag kun udtrykker sig igennem deres følelser og mangler evnen til at tage et mere objektivt perspektiv. Dette kan skabe problemer, når de står overfor komplekse spørgsmål og beslutninger. Det gør heller ikke noget, at vi med fiktionen lader os inspirere og udfordre på vores egen selvforståelse og vores egen verden. Men det er vigtigt også at huske på, at fiktion er en form for flugt fra virkeligheden og ikke må tage overhånd. Vi skal blive bedre til at balancere mellem vores eget "jeg-føler" og vores forståelse af andre og verden omkring os.

Dette er en tankevækkende pointe, som jeg kan genkende fra min egen erfaring. Når jeg dykker ned i en fiktionsverden, er det svært at skille de følelser og tanker, som historien vækker i mig, fra mine virkelige holdninger og overbevisninger. Det er her, det bliver afgørende at have en kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed og at huske, at fiktion ikke altid skal ses som en absolut sandhed, men snarere som en måde at udforske og forstå verden på. Vi skal lære at tage en mere kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed og være opmærksomme på, at vores følelser ikke er det eneste perspektiv, der tæller. Jeg tror også, at det er vigtigt at undersøge vores personlige forhold til fiktion og at reflektere over, hvordan den påvirker vores liv og vores syn på verden.

Fiktion kan fungere som en flugt, men også som en vej til forståelse og måske endda en form for terapi. De tre kunstværker, som jeg har talt om i dette blogindlæg, minder mig om, at fiktion er kompleks og kan have mange forskellige nuancer. Netop dette er en af de ting, som kan gøre fiktion så fascinerende. Den kan give os en forståelse for os selv, andre og verden omkring os på en helt unik måde. Vi kan lade os fordybe i andre menneskers verden og opleve ting, som vi ellers aldrig ville have haft mulighed for at opleve.

I min personlige oplevelse af fiktion har jeg fundet en kilde til trøst og forståelse, men også en måde at udforske mine egne og andre menneskers følelser og tanker på. Jeg har også oplevet dens farlige side, når den bliver for subjektiv og dogmatisk. Fiktion har potentiale til at åbne vores horisonter og give os nye perspektiver, men vi skal samtidig være opmærksomme på dens begrænsninger og tage en kritisk tilgang til både fiktion og virkelighed. Gør du det?

- Christine