Enkelte ord, Forskellige oplevelser

Fiktion er en af de mest berigende oplevelser, man kan have. Det er en måde at slippe væk fra virkeligheden og opdage nye verdener og historier, der kan inspirere og berige vores liv. Det er en måde at forsvinde fra svære stunder og drible ind i fantasiens verden, hvor det kun er dig selv som sætter grænserne. Jeg har personligt altid været meget betaget af forskellen i folks oplevelser af samme fiktion. Den her ide om at enkelte ord, kan have så meget betydning og en så forskellig betydning ud fra hvem man spørger. Tænk bare på et haikudigt! Personligt havde jeg en følelse af ligegyldighed, når jeg kiggede på et så lille og nærmest vrøvlende digt. Dette var lige indtil jeg indså at det ikke handler om de konkrete ord der er skrevet ned på papiret, men den verden man bliver ledt ind i igennem poesien. De følelser, farver og fantasier som bliver vækket inde i kroppen, når man lader sig rive med. Er jeg den eneste der finder dette fascinerende? Er jeg den eneste der har overgivet mig til fiktionen?

Jeg har aldrig været den store læser, Jeg har heller aldrig været den store kunstoptimist, Jeg har altid været meget fokuseret på det som var konkret. At læse en bog om drager og trylleri, har aldrig været noget for mig, da fiktionen i bogen var urealistisk. Manglen på at kunne sætte ting i en kontekst eller at kunne relatere til tingene irriterer mig! Jeg så aldrig på bagsiden af fiktion, jeg så altid på det konkrete der var blevet nedskrevet. Jeg husker tydeligt flere timer i folkeskolen, hvor vi skulle læse fiktion, hvor jeg med det samme gik ind i mit hoved og ikke havde lyst til at læse bogen. Nu hvor jeg er blevet ældre ser jeg dette som skamfuldt, den tilflugt til fantasien som alle har brug for, fandt jeg gennem den virtuelle verden som blev min form for fiktion.

 

Men jeg var ikke den eneste som havde brug for en flugt fra hverdagen. Flere og flere studier peger på at unges mistrivsel er stigende, næsten halvdelen af alle unge har oplevet en vis form for mistrivsel. I interviewet Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” (2022) af Maja Funch ” forklarer Niels Henrik Gregersen som er professor i teologi ved Københavns Universitet. Hvordan han mener unge mennesker ikke ser på dem selv som en del af en større sammenhæng: ”De unge er optaget af en konstant meningsudveksling om, hvordan de har det. En vej ud er at have en fælles opmærksomhed på noget tredje.” (1. spalte: 2. afsnit) Dette fælles tredje kender vi alle, det kan være alt fra den lokale fodboldklub, en læseklub og desværre også kriminelle bander. Dette giver følelsen af at være en del af noget større og at man er nødvendig for at enheden kan fungere. Problemet er at mange unge ikke har noget fælles tredje, og derfor føler at et er op til dem selv at lykkes. Man har altid skulle præstere, men nutidens unge bliver vejet og målt siden de er startet i børnehave. Spørgsmålet er om det er skulle præstere altid er dårligt? Eller er en nødvendighed for at kunne bevæge sig videre i livet?

 

Tanken om præstationens vigtighed i hverdagen minder mig om en del fra digtet: ”VIKTORIAPARK, BERLIN, 10.–25. FEBRUAR 2014” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen

 

”… Solnedgangshimlen er i dag / vag og uambitiøs. Men / givetvis også ligeglad / med dårlige anmeldelser.” (s. 51. v. 5-8)

 

Rasmus Nikolajsen skaber en general naturlig rytme gennem sin digtsamling ved at alle digte er struktureret, så de er placeret i midten med 8 verselinjer. Dette giver digtsamlingen en harmoni, som stiller sig i modstand til indholdet af digtende. Her kommer titlen af digtsamlingen ind i billedet, da det hele omhandler naturen som også kan se harmonisk ud med stadig være i kaos bag kulisserne. For mig billedliggøre dette digt præcist, hvad der blev snakket om i interviewet med Niels Henrik Gregersen. Her bruges solen som symbol på individet og at ting i naturen er ubekymret selvom dagen ikke er god. Jeg ser digtet som at være et forsøg på at sætte ens problemer i perspektiv, og skabe refleksioner om livets gang gennem brug af fiktion.

 

Men hvad så når reflektionernes tager overhånd, når problemerne bliver sat for meget i fokus og når man hele tiden mærker efter hvordan man har det? Hvad så hvis det tager overhånd? Hvad er flugtvejen fra virkeligheden så? For mig føler jeg at en af måderne hvorpå man kan distancere sig fra bevidstheden på bliver smukt vist i en del af digtet ”COL D'AUBISQUE, 23. JULI 2012” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen

 

 ” Min bevidsthed opholdt sig lidt / i den skarpt stemplede skygge / på min højre side. Ikke / at det gjorde en stor forskel, / hele verden forvandledes med, / og nu er jeg tilbage. / Bjerget, storheden, kan ikke rigtig videreformidles” (s. 22-23:v. 6-8 v. 1-5)

Digtet billedliggøre den flugtvej som er mulig gennem fiktionen. Rasmus Nikolajsen beskriver her hans egen bevidsthed med negative ord som, ”Stemplede skygge”, hvorimod selve den fiktive verden han har sat op for sig selv, bliver beskrevet positivt. Jeg ser dette som en tydelig billedlig forklaring af den flugt som en suveræn del af unge søger for at komme væk fra virkeligheden. Dette er et kraftigt digt som beviser, den verden man kan flytte til bare for et øjeblik. Selv mens jeg sidder og skriver dette kører mit hoved på tophastighed for at forestille mig bjergene og den mørke bevidsthed. Er jeg den eneste der gør det når jeg læser sådanne digte?

 

Et digt som jeg personligt holder meget af, er digtet: ”Dreams” af Langston Hughes

 

Hold fast to dreams / For if dreams die / Life is a broken-winged bird / That cannot fly. / Hold fast to dreams / For when dreams go / Life is a barren field / Frozen with snow.

“Dreams” er med til at skabe billeder i hovedet og danse med symboler, som giver digtet en fantastisk harmoni og stil. Digtet er et kort digt, som ikke ser ud af meget, men det som fascinerer mig allermest ved digtet, er at der ligger så meget bag ved de 8 verselinjer. Alle de følelser, farver og fantasier som digtet sætter ind i hovedet, overvælder de konkrete ord. Abstrakte ting som livet og drømme, som ikke kan defineres med blot et enkelt ord bliver kogt ned til bare enkelte ord. Simplificeringen, relationen til hverdagen og rytmen spiller sammen for at skabe en samlede forståelse af digtet

 

Fiktionen er smuk, sund og selvstændig. Der er ingen regler for hvordan fiktion skal opfattes, der er ingen rammer for hvilke oplevelse individet skal have ud fra fiktion. Det er det smukke ved fiktion der ikke er nogen som ikke kan være med. Fiktion har åbnet et helt nye univers og opslugt mig i dets galakse. Fiktion har for mig skabt en måde at stille mig ud fra den skarpe stemplede skygge og skabt et frirum med ingen grænser.

 

Men Hvordan bruger du fiktion i hverdagen? Og er der nogen rigtig måde at bruge sin fiktion på eller er det op til fantasien?

 

-   Emil