Forfulgt af Fiktion

Jeg har aldrig forstået de mennesker, som ikke kan lide fiktion, på trods af at det efterhånden er en udbredt holdning blandt mange. Begrundelsen omkredser som oftest, at det skyldes, indholdet er for urealistisk, til at man kan leve sig ind i fiktionen. I min optik må verden være et goldt og koldt sted, hvis man ikke benytter sig af værktøjer såsom fiktion, til at farve den ellers grå hverdag. Fiktionen er for mig i høj grad betydningsfuld, da den altid har bragt lys og varme i mit liv. Oplevelsen af fiktion har fra barnsben til nu været med til at forme mig, hvordan har den formet dig?

I mine øjne findes fiktionens største charme i dens evne, til at lade betageren opsluges af indholdet. Ingen høj kan måle sig med den ekstase, der medfølger, i sandhed at leve sig ind i et fiktionsværk. Dette er ikke desto mindre et faktum, jeg må genindse hver eneste sommer. De fleste af mine sommerferier fordrives afsides i min families sommerhus allerhelst på en solseng med en god bog eller på sofaen med en underholdende film. Som konsekvens af dette har jeg ikke de store historier at fortælle om mine efterhånden adskillige sommerferier, i hver fald ingen historier som er fra den virkelige verden. Idet jeg frakobles hverdagens forpligtelser og faste rammer, løber min fantasi fuldstændig løbsk og lader mig ustyrligt blive fortabt i den fiktive verden af det værk, jeg enten læser eller ser. I dag forløber min forgabelse i fiktion sig som reel igennem dagdrømmeri og selvindsættelse i fiktive verdener, men som barn var det svært for mig, at skelne imellem den fiktive- og den faktuelle verden, hvilket ofte førte til forøgede oplevelser af fiktion. Jeg husker især filmen ”Narnia” af Andrew Adamson, som at være en af de værker, som gjorde et stort indtryk på mig som barn. Vi kender efterhånden alle til historien om de fire søskende, der igennem et gammelt og slidt klædeskab opdager det magiske land Narnia. Jeg mindes dog ikke i detalje, hvordan plottet forløbes. Nej, i stedet husker jeg følelserne, filmen frembragte i mig som barn. Navneligt den eventyrlige flora og de fantastiske væsener som befinder sig i Narnia, henrykte min barnehjerne, i den forstand at jeg knap kunne forstå, at det blot var det pureste opspind. På uforklarligvis udviklede jeg et skævt parasocialt bånd[1] til løven Aslan, som rådgav og passede på de fire søskende. Han blev som en indre moralsk pegefinger, jeg tog fra fiktionen med mig i min egen hverdag. Fiktion kan altså for børn og barnlige sjæle være mere end blot ord på en side eller skuespillere på en skærm. For mig var det en kæmpe oplevelse at opdage, hvor uindskrænket fiktionens begrænsninger kan være og følgeligt må jeg undre mig: Hvor langt rækker fiktionens evner?

Umiddelbart synes det pjanket at antage fiktive miljøer og personer har indflydelse på os faktuelle mennesker i den faktuelle verden, dette er dog ikke en enstemmig holdning. I artiklen ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt” af Maja Funch peger den teologiske professor Niels Henrik Gregersen på fiktion som en løsning på unges mistrivsel. Ifølge Gregersen beskæftiger unge i dag sig ikke nok med forestillingsverdener og bliver heraf det absolutte centrum i deres egen tilværelse. Dette menes at være problematisk, eftersom unges manglende evne til at se udover deres eget psykiske egenrum, bidrager til deres mistrivsel. Gregersen mener fiktion er en del af løsningen. Igennem fiktionen vil unge nemlig opdage, at man til hver en tid har kæmpet med eksistens og identitet, desuden mener Gregersen også at indtagelse af fiktion bidrager til unges evne til at sætte sig i andres sted. Umiddelbart tager jeg mig selv i at ønske at modsige professor Gregersens udtalelse om den ungdom, jeg selv er en del af. I min optik er der i dag en for overvejende tendens til unødvendigvis at analysere og kategorisere unges adfærd, en ting som Gregersen selv er skyldig i på trods af at han selv kritiserer denne tendens i Funchs artikel. Når dette er sagt, må jeg dog skamfuldt erkende, at professor Gregersen ikke har uret.

Jeg kan selv genkende fiktionens evne til at sætte betageren i andres sted. Så længe jeg kan huske har min storesøster Julie været mit store forbillede. Julie besidder kvaliteter jeg ikke kan se hvorfor alle ikke bestræber sig efter at opnå, hun er godhjertet, varm og kærlig. Som lille tog jeg faktummet at Julie var mit forbillede meget bogstaveligt, derfor fulgte jeg i hver eneste af hendes fodspor. Dengang var min søsters store kærlighed Johnny Depp og dermed spillede hans film gentagne gange dagligt i vores dagligstue. Julie var især betaget af filmen ”Edward Scissorhands” af Tim Burton, hvori Johnny Depp spiller hovedkarakteren af samme navn som filmen. Første gang jeg så filmen som 11-årig forstod jeg ikke meget af plottet og sad tilbage efter filmen med en følelse af foruroligelse. Hvorfor var min søster dog så forgabt i en gyselig karakter som Edward Scissorhands? Jeg var dybt frastødt. Det var ikke før Julie forklarede mig hendes oplevelse af filmen, at jeg kunne se hvorfor Edward Scissorhands var protagonisten fremfor antagonisten. Senere har jeg dog i forbindelse med min engelsk undervisning genset filmen og jeg kan nu se hvad min søster så dengang i den kejtede Edward. På trods af at hans hårde ydre i kontrast til det stærkt farverige miljø for ham til at fremstå gyselig for en 11-årig, er protagonisten i Burtons film alligevel langt fra det. Tværtimod er Edward genert, sød og totalt intetanende om normer. Dette leder ham til at udtrykke sine følelser på uortodoksvis, og som seer kan det ikke undgås at sympatisere med den uskyldige Edward på trods af hans ukomplette og skræmmende udseende. Men dette er netop pointen med Burtons film, at vise et grimt ydre ikke ækvivalerer et grimt indre og omvendt. Selvom jeg dengang langt fra forstod Burtons budskab, fremsatte filmen ikke desto mindre fællesgrund for min søster og mig. Det er netop det som fiktionen kan. Fiktionen kan give unge den fælles opmærksomhed Gregersen benævner i Funchs artikel og hermed drage deres fokus væk fra mistrivslen.

Men er fiktion ikke mere end en distraktion fra mistrivsel? Er fiktion ikke mere end en fælles opmærksomhed? Personligt finder jeg at fiktionen rører mig dybest på individuel plan. For nyligt så jeg filmen ”everything everywhere all at once” af Dan Kwan og Daniel Scheinert i relation til et filosofimodul om eksistentialisme. Filmen opstiller en modsætning imellem protagonisten Evelyn Wang og hendes datter antagonisten Jobu Tupaki, som begge efter at have set sig selv i alle universer opdager at der absolut ingen mening er med livet. Forskellen på de to karakterer ses spejl klart, eftersom Jobu Tupaki terroriserer alle universer meningsløst, modsat Evelyn som omfavner det absurde i tilværelsen og begynder at leve sit liv fyldestgørende og kærligt efter, at hun finder ud af, at der ikke er nogen mening med livet. Filmen er skræmmende og betryggende på en og samme tid. Først tydeliggøres det af antagonisten hvor lille og ligegyldig individet er, hvorefter protagonisten går fra at bekæmpe dette udsagn til at omfavne det. Filmens essens indfanges mest akkurat af ordet ambivalens. Som seer føler man sig fuldstændig på bar bund igennem hele filmen, indtil alle trådene opsamles i slutningen, hvor antagonisten ligeledes omfavner det absurde. Oplevelsen af filmen er intens, ikke nok med at den skaber refleksioner til en livstid er den også på mærkeligvis livsbekræftende. Filmen er livsbekræftende i den forstand at den slutteligt giver seeren ro, ganske vist står det fast at livet er meningsløst, men det omfavnes så smukt i filmen at det bliver betryggende. Dette er nemlig endnu en ting fiktion kan. Den kan svare på spørgsmål der ellers er svære at italesætte og den kan ikke mindst opmuntre.

Fiktionens effekt er altså ikke entydig. Oplevelsen af fiktion kan berige et individ i barndommen såvel som i ungdommen, om det dog kan forbedre trivsel af unge er endnu uvist. Fiktionens effekt har fulgt mig igennem hele mit liv og vil forhåbentlig forsætte således resten af mit liv. Hvordan følger fiktionen dig?

-          Emma

---

[1] Oplevelse af at have gengældt relation med fiktiv karakter/berømthed

At opleve fiktion

 

At opleve fiktion er en vidunderlig ting, men også et privilegie. Det er ikke alle som har muligheden for at opleve fiktion. Som lille var jeg selv meget optaget af fiktion og nød både at læse, se og høre det. Jeg har læst utallige fiktions bøger og set utallige film og serie i samme kategori. Hver eneste gang har jeg oplevet tingene på forskellige måder fordi det har været forskellige fortællinger, men også fordi jeg selv har ændret mig. Man oplever fiktion forskellige fra person til person, men det gør man også selv afhængig af ens alder, eller det gør jeg i hvert fald. Det kan man i jo overvej om i også gør. Hvis jeg en bog som for eksempel skammerens datter nu, så ville jeg ikke have den samme opleves af den som jeg havde da jeg var 12 år gammel. Tror i at i ville det?   Det er fordi jeg har udviklet mig og ser med et andet syn på både den virkelig og fantasifulde verden. Jeg har også udviklet et større fokus på sig selv og derfor ofte finder træk jeg selv har i de funktionelle karaktere jeg læser om og ser på tv.

I den dejlige danske dagligdag, opleves der en frembrusning af jeget. Hvad jeg føler og hvordan jeg har det er umådeligt vigtigt, men er det ikke en god ting? Eller er det ved at blive for meget at høre på? Jeg har ofte fået at vide, at jeg skulle gøre hvad der var bedst for mig og at jeg skulle sætte mig selv først og det skal man selvfølgelig også, men det kan også gå hen og blive farligt. Man kan blive så fanget i sig slev og ens egne behov at man bliver egoistisk og selvoptaget. I artiklen ”Professor: ”jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch fra december 2022, siger professor Niels Henrik Gregersen ”De unge er optaget af en konstant meningsudvikling om, hvordan de har det” han mener altså at unge er begyndt at kigge så meget indad og på sig selv at de helt mister synet for fællesskab. Gregersen mener også at ens verden bliver så lille at man kun sætte sig selv i forhold til dem i klassen og dem man ser gennem sin mobil på de sociale medier. Et råd han giver med på vejen, er at man skal ud og opleve noget. Det behøver ikke være noget stort, man kan nøjes med at høre en lydbog, se en film eller gå på museum. Det som fiktion kan give en, er en oplevelse af noget større, et fællesskab og det kan også give en et afbræk fra hverdagen, men det kan også bare give en lov til at opleve. At opleve maleriet eller historien uden sådan videre at skulle tænke over andet.

 

Johannes Larsens maleri ”Ti knortegæs i strandkanten” fra 1921 får mig ikke til at tænke, tværtimod så for det mig til helt at slappe af. Jeg kobler hjernen fra. De bløde, rolige farver lægger et tæppe over mig når jeg kigger på det. Det har en nærmest søvndyssende effekt på min krop. Maleriet forestiller ti gæs som går i vandkanten af en strand. De lyseblå og gullige farver spiller sammen for at danne et øjebliksbillede af solnedgangen ved vandet og solen der sender sit gyldne skær ud over bølgerne og strejfer dem med dens fingerspidser. Det er ligesom den lette sommerbrise der strejfer blomsterne og græsset udenfor for en stille sommeraften. Gæssene går og sopper i vandkanten. De går sammen, men alligevel på en måde formår at være helt dem selv. Der er ikke nogen af dem som kigger på hinanden eller har kontakt med hinanden. De er ikke afhængige af hinanden, men de er der stadig sammen. De går sammen, men er stadigvæk helt deres egen og nyder synet af dagen der går til ro. Jeg oplever maleriet som fredfyldt, dejligt og afslappende. Ved at kigge på det kan jeg undslippe min egen stres fyldte dagligdag og jeg kan sive ind i maleriet i flere timer. Det er sådan jeg oplever Johannes Larsens maleri, men derfor er det ikke sikkert at andre oplever det på samme måde.

Som Gregersen siger, skal vi ud at opleve noget andet end os selv og vores vante omgiveler. I dette øjeblik hvor jeg står og ser på Johannes Larsens maleri oplever jeg noget, men det har hverken noget med mig selv at gøre eller mine klassekammerater eller de mennesker jeg ser op til på de sociale medier for den sags skyld. Nej, lige i dette øjeblik oplever jeg bare kunsten og lader den fulde mit indre.

 

Hvis man ser på et maleri, som Johannes Larsens værk var, så skal man selv fange og udfolde essensen af det. Det er ikke som når man ser en film eller læser en bog, hvor handling og mening bliver fortalt til en. Ved et maleri må man som tilskuere også selv arbejde for at forstå det og det er det som jeg syntes er det smukke ved malerier. Selvfølgelig kan kunstnerne hjælpe en på vej med en tolkning, men de vil aldrig helt kunne færdig gøre vores tanker omkring værkerne. Det er også derfor der er så mange forskellige opfatteler af kunstværker. Hvad der betyder noget for en kan betyde noget helt modsat for en anden.

 

Gregersen siger i artiklen, og det står også i dens overskrift, at unges eneste perspektiv er ’jeg føler’ og at det skulle være farligt. Han mener at det er fordi unge nærmet udelukkende kun ser på sig selv og tænker på dem selv. Til dels er jeg enig med ham at unge skal passe på at de ikke komme til at leve i deres egen boble, hvor det hele handler om ham, men hvad nu hvis vi tager de to ord helt bogstavligt ”Jeg føler”. I min verden har man brug for at føle, især hvis man skal opleve kunst. Man kan føle noget på grund af et maleri, men man kan også føle noget omkring maleriet. Det virker lidt skørt, men hvis i virkelig tænker over det kan i måske også forstå det, eller måske ikke.

 

Johannes Larsens maleri så jeg da jeg var på tur med min klasse til Århus og vi var ind og besøge ARoS. Det var dog ikke det eneste jeg så, som selvfølgelig også interesserede mig, for der er jo massevis at malerier på ARoS. Et andet maleri var ”Nordsjællandsk landevej” (1916-18) af Sigurd Swane. I modsætning til Larsens maleri, hvor der ikke var en tanke der strejfede mig, men jeg bare slappede af, så sætter Swanes maleri mine tanker i gang. Den snoede landevej, det gamle hvide bondehus som står midt i Lars tyndskids marker, helt øde og alene, og så de grønne friske marker der nærmest omfavner vejen og huset med deres bløde kanter. Det sætter alt sammen nogle tanker i gang inde i mit hoved. Er det fordi jeg genkender det? Måske, eller også forestiller jeg mig det bare fordi det føles så hjemmeligt.

Det er først efter jeg forlader ARoS og de mange malerier at det slår mig. Swanes maleri ligner nærmest en fuldstændig kopi af min mors barndoms hjem, det er selvfølgelig inden der blev bygget andre huse ved siden af. Huset og landskabet er identisk med hvor hun voksede op sammen med min bedstemor og bedstefar. Kender i det? Man ser noget eller nogen og man kan bare ikke sætte sin finger på det, men der er et eller andet som ligger og lurer omme i bag hovedet og så er det først lang tid efter at man enlig finder ud af hvad det var. Kender i det?

 

Det er nemlig en anden ting som jeg elsker ved at opleve nye kunstværker. Det her med at det sætter tanker i gang på en og at man næsten kan genkende noget fra sit eget liv i værkerne. Man bliver næsten en del af det. På den måde kan jeg godt forstå hvorfor Gregersen så gerne vil have at unge mennesker skal ud og opleve fiktionen, i alle former og farver. Den er så vidunderlig. Den kan både være rolig, lydløs, uforstyrret og fredelig, men den kan også være tankevækkende, larmende og opsigtsvækkende. Den kan være lige det man har lyst til den skal være og lige det man har brug for den skal være.

 

Fiktion er vidunderligt. Det kan alt muligt, men man kan også selv blive en del af den. Det er et kunstværk fra vores tur til ARoS at jeg så en sjov og anderledes kunstinstallation. Den tur har nok åbnet mine øjne mere op for kunstens verden end, hvad jeg lige har gået og troet. Til forskel fra de to andre kunstværker jeg har nævnt, som har været malerier, så er dette en installation. Man kan være en del af den og for at den skal opleves ordenligt, så skal man også være en del af den. Jeg tror ikke man kan se den uden på en eller anden måde at blive fanget i den. Det Olafur Eliassons kunstinstallation ”omgivelser” (2003) som jeg snakker om. Installationen består af et rum der cirka har en brede og længde på 1 meter. Overalt hænger der spejle, på loftet, på gulvet, til høje, til venstre, bagved og foran. Spejlene der hænger, hvor end man kigger, for ens hjerne til at tro det er et uendeligt stort rum og det virker som om der ingen ende er. Det eneste man kan se når man træder ind i rummet, er en selv. Vores fornuft taler til os og siger rummet er begrænset, men vores sanser siger til os det er uendeligt og på den måde for Olafur Eliasson skabt en disharmoni mellem de to, det er to modsætninger. I Eliassons kunstinstallation er vi som tilskuere altså blevet en del af kunsten fordi vi skal være med før man kan opleve den. da jeg selv trådte ind i rummet, fik jeg en mærkelig fornemmelse, en man ikke helt kan sætte ord på - og så alligevel. Det var en øjebliksfornemmelse af at jeg lige pludselig selv var en del af noget større og ubegrænset, noget som aldrig ville ende, men at jeg samtidig også vidste at dette øjeblik ikke ville vare for evigt.  

 

At opleve fiktion er en vidunderlig ting. Der er mange mennesker som skaber det og der er mange mennesker som nyder at opleve det. For at kunne opleve fiktion til det yderste, skal man også turde give slip på sig selv. Min deltagelse i oplevelsen af kunst kræver at jeg ser ud over mig selv og mine egne behov, for at kunne opleve andre menneskers følelser og ideer som de har videregivet ved hjælp at den fiktive verden. Fiktion kan oplevelse på mange måder og derfor kan den også bruges til mange ting, men kan den bruges til alt? Måske. For det er vel kun fantasien som sætter grænsen for hvad og hvordan vi oplever, og hvordan vi vælger at bruge det efterfølgende.

- Katrine

Fiktion som medicin?

Jeg har altid opfattet fiktion som værende et forunderligt element, der har været uundværligt i min hverdag. Den er forunderlig i den forstand, at det både indebærer det skønne og bemærkelsesværdige samt det besynderlige. Det er en nuanceret måde at opfatte verdenen på, hvor alt pludselig bliver muligt og hvor drømme kan blive til virkelighed. Som barn har jeg altid været fascineret i at kunne drømme mig væk i det uendelige og blive associeret i de mystiske universer og finurlige karakterer, som fiktionen frembringer. Fiktionen har helt sikkert været et hjælpemiddel, der har gjort det muligt at afvige fra den virkelige verden, der indimellem kan virke kold og uoverskuelig. Det har været en måde for mig at finde glæde og tid til at fokusere på hvad jeg synes er spændende. Er jeg den eneste, der har tænkt i disse baner om fiktion?

For at være helt ærlig så har jeg aldrig haft oplevelsen af at blive fuldstændig opslugt af en bog selvom jeg har lyst til at sige at jeg har. Jeg havde egentlig aldrig tålmodighed og lysten til at gribe en bog og leve mig ind i handlingen ligesom mine andre venner. Det er noget jeg har svært ved at tilstå, men det er realiteten og en del af mig som jeg har måtte acceptere. Fiktionen er dog stadig blevet en stor del af mig, blandt andet gennem film, serier og kunst. Hjemme havde vi en stor samling af dvd'er med alt fra Barbie-film, Disney til diverse actionfilm, så der har været noget for enhver smag. Deraf er jeg blevet introduceret til en masse fiktionsprægede værker. Ligeledes filmene er jeg vokset op med en mor, som har og har altid haft stor interesse for kunst. Jeg kan sagtens spejle mig i hendes interesse, efter de utallige gange jeg er blevet slæbt med på diverse udstillinger og kunstmuseer. Jeg har egentlig også haft den kreative del gemt i mig med at kunne blive fænget af et kunstværk ligesom andre bliver fænget af en indholdsrig bog. Det er helt klart en individuel sag, hvordan man opfatter fiktion, så du opfatter det sikkert helt anderledes end mig, har jeg ikke ret?

Der er uden tvivl en lang række værker, der gennem tiden har fanget min opmærksomhed og hjulpet mig til at tage afstand fra hverdagens stress og bekymringer. Gennem tiden har jeg stiftet bekendtskab med en masse forskelligt kunst, men jeg faldt særligt over to specielle værker på kunstmuseet ARoS. Et af de værker der har haft særligt indtryk på mig var maleriet ”Karneval” (1944) af den danske kunstner Egill Jacobsen. Det, der gør dette maleri så specielt, er selve udtrykket bag det. Det er med til at bringe begejstringen frem. Tager man blot et hurtigt blik på værket, er det svært at finde en mening i de yderst abstrakte motiver. Der er ikke sparet på de iøjnefaldende farver og det hele ligner et stort karneval fyldt med liv og glæde. Tager man sig derimod bedre tid til at anskue maleriet, forekommer de mere detaljerede finesser, såsom de mange følelsesladede, runde skikkelser med triste blikke. Skikkelserne udtrykker en sentimentalitet i det ellers meget opsigtsvækkende og glædelige motiv. Denne kontrast skildrer hvordan fiktionen også kan fremstille de mere emotionelle sider bag alt det fantastiske. Det er i hvert fald en særpræget måde at anskue fiktion, og det efterlader seeren med en form for undren som skal bearbejdes.

Fiktionen er altså ikke bare fest og farver, desværre. Der kan ligge en masse forskellige, lærerige budskaber bagved. Ligeledes Jacobsens maleri har værket ”Mennesker i interiør” (1937) af Niels Lergaard, vækket min interesse og givet mig et mere omfattende syn på fiktionen. Maleriet er en figurativ fremstilling af fire mennesker, der er samlet om et bord. To af personerne kigger ned i bordet og virker sørgmodige, mens de to andre står op og nærmest kigger én helt ind i sjælen med følelsesløse blikke. De mørke og neddæmpede farver giver et utrygt og dystert udtryk. Til forskel fra de tre andre personer sidder den fjerde klædt i blåt. Personen er placeret i midten af de lodrette linjer i det såkaldte gyldne snit, hvilket indikerer at det er et vigtigt element for maleriets betydning. Den stærke blå farve giver et modspil til det dystre og det symboliserer, at der er en dybere følelse i motivet som en kontrast til personerne med tomme blikke, som ellers dominerer værket. Disse elementer gør, at jeg kigger på maleriet og får en følelse af højtidelighed. Man sidder tilbage med en lille klump i halsen, da man kan fornemme den triste, men også den alvorlige stemning som Lergaard formår at illustrere her.

Disse værker giver mig en helt ny oplevelse af fiktion. Jeg har som før nævnt, ellers altid brugt fiktion til at fantasere mig væk og dermed tage en smule afstand fra den stressende og omfattende hverdag. Efterhånden som man bliver ældre, står man pludselig overfor flere udfordringer og forventninger, hvor man netop har behov for et pusterum for at kunne fordybe sig i noget andet såsom fiktion.  I takt med at man bliver ældre, kan man dog have en tilbøjelighed til at formindske evnen til at fantasere og glemme virkeligheden. Det har jeg i hvert fald mærket. Jeg var markant bedre til at slippe bekymringerne da jeg var barn, end jeg er nu. Måske kan nogen af jer relatere?

I artiklen fra Kristeligt Dagblad ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” (2022) af journalisten Maja Funch, fortæller professoren Niels Henrik Gregersen om unges mistrivsel. Ud fra hans mening og erfaring, skyldes mistrivsel blandt andet individets valg og prioritering i tilværelsen. I dag lider unge under et større pres, hvilket skyldes flere forventninger og mere at skulle leve op til: ”Verden bliver meget lille, når man kun sætter sig i forhold til dem i klassen eller til de ideal- personer, man følger på TikTok” (ll. 66). På baggrund af dette mener Gregersen, at det kan skade unge mennesker på længere sigt, hvis de ikke begiver sig ud i at slippe presset og forventningerne. I dag bliver man særligt påvirket og influeret af omgivelserne og de sociale medier generelt, hvor man oftest er tilgængelig på diverse platforme. Dette kan sommetider virke overvældende, så det er dermed en gave at kunne leve sig ind i et andet univers, mener Gregersen. Det er sundt at afvige fra det reelle en gang imellem, for det betyder blot at man sætter sig selv i første række og sætter bekymringerne på pause for en stund. Jeg kan delvist give Gregersen ret i hans udtalelser, da det nok er lettere sagt end gjort. At være ung i dag er krævende og man står over for enormt mange valg. Fiktionen ville uden tvivl kunne skabe et udvidet syn på tilværelsen, men den ville nok ikke kunne fuldkomment helbrede unge. Det er i hvert fald sådan jeg ser på det, måske ser du det anderledes?

Hvis jeg alligevel skulle tage Gregersens råd til mig og vælge et maleri, som jeg kunne bruge som et pauserum i min hverdag, så ville jeg vælge ”The Starry Night” af Van Gogh. Det er i hvert fald det første jeg kommer i tanke om. Det er et enormt anerkendt og ikonisk maleri, som de fleste højst sandsynligt kender. Nogle ville nok mene, at det måske er et lidt overfladisk valg, men det er så originalt og prestigefyldt, at jeg er nødt til at vælge lige netop det. Det klassiske motiv af en smuk stjernehimmel går aldrig tabt hos mig. De stille aften- og nattetimer er det tidsrum, hvor jeg finder mest ro og tid til at tænke og bearbejde dagtimernes strabadser. Når man kigger på værket, giver det den nøjagtige følelse af ro og tillid og ikke mindst plads til at fordybe sig. Maleriet har en masse små finesser, der gør det specielt og harmonisk, som den hvirvlende himmel og de klare og skinnende stjerner, der lyser det hele op. Disse detaljer kendetegner Van Gogh og hans essentielle talent og måde at give liv til sine værker. Det er utroligt, hvordan noget så klassisk og simpelt kan have en så positiv indvirkning på én. Det er vel noget, man forbinder med det gode i livet.

Det må siges, at der findes adskillige former for fiktion. Gennem de tre malerier er det helt klart gået op for mig, hvor forskellig en indvirkning fiktionen kan have på individet. På trods af det er jeg sikker på at fiktion er vigtigt og sundt for os, for at kunne abstrahere fra hverdagens stress og jag. Jeg ser ikke fiktionen som en medicin der virker kurerende for unge, men jeg tror bestemt at fiktionen kan mindske de mange bekymringer unge kan have. Den er et finurligt element der er uundværlig i livet og er med til at skabe interesse, glæde og give individet en udvidet horisont.

- Sophie

Er Harry potter vejen frem?

Der var en gang en lille pige, som elskede prinsesser. Hun forgudede sin store lyserøde bog, som var fyldt med alle prinsesseeventyrene, hvor der på omslaget var alle eventyrprinsesserne. Hun elskede at forstille sig, at være den ene prinsesse efter den anden, når hun engang blev stor. Det var en skør tankegang tænker jeg i dag, men også en lidt uskyldig en og ligesom i alle andre eventyr, er den lille pige altså blevet voksen. Men hvis jeg skulle vælge, vil jeg stadig synes min yndlingsprinsesse er Askepot. Hun var den flotteste lyshårede pige, som altid var så venlig og så var historien alt i alt meget medrivende. Selv om eventyr for mig i dag, ikke ville være det samme som dengang, kan jeg stadig huske den spænding eventyret gav mig, da det blev læst højt for mig. Barndoms fiktion husker jeg som værende vilde følelser af at være helt optaget og synes det var det fedeste, i dag er den fiktion meget anderledes for mig.

I artiklen Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt skrevet af Maja Funch lyder det fra Niels Henrik Gregersen ”Det ubestemte forventningspres kommer fra forældre og samfund, der ikke kræver noget helt bestemt, men at ’du skal gøre det, du er god til’ – og det kan man ikke altid finde ud af, hvad er, hverken når man er 17 eller 24 år.” Men disse forklaringer rækker ikke alene til at forklare angst, stress og præstationspres, er hans pointe. Presset føles også så hårdt, fordi det ikke i tilstrækkelig grad afstemmes i perspektiver på verden, der ligger uden for barnet eller den unge selv.” (3. underrubrik, ll. 20 - 21) det er en af de mange påstande Gregersen kommer med, han fortæller altså at for at håndtere presset, kan man læse noget fiktion for at komme udover ens egen lille verden. Men er løsningen i dette tilfælde bare at læse lidt fiktion, virker lidt for godt til at være sandt. Så hvorfor har vi så i alle disse år, ikke bare sat os ned og læst lidt, for at få det bedre? Jeg tror ikke man bare kan lære andre perspektiver på livet af at læse fiktion. Så tror jeg fiktionen er en flugt, en flugt fra at snakke om tingene i stedet. Man kan ikke altid lukke sig inde i en verden af fiktion - selvom det lyder fedt. Har du nogensinde overvejet om man måske bare bruger fiktion fordi ens liv ikke er spændende nok og derfor bruger fiktion som en flugt for at undgå en personlig udvikling som man mangler, hvor man i stedet burde gå ud og vokse som menneske?

Derudover tror jeg på, at når Gregersen siger at der er et pres på unge mennesker, men derfor kan det ikke begrundes i at man burde læse noget fiktion. Jeg tror derimod man kan bruge fiktion til at få hjælp til at finde ud af hvad man føler, at det er okay at stille spørgsmål om hvem man er og hvorfor man har det sådan. "Digtet 'til mine forældre” af Gustaf Munch Petersen fra 1932 giver os et indblik i det lyriske jegs indre følelsesliv. Jeget stiller spørgsmål som ”altsaa er det godt at leve saadan. / skal jeg? / eller skal jeg dræbe haabet i jer?” (strofe 1, vers 10 - 12) Gennem disse spørgsmål udtrykker jeget en dyb angst, der får hjertet til at hamre i brystet. Ikke desto mindre træffer jeget den beslutning at gå imod sine forældres drømme og i stedet følge sin egen skæbne. Som læser kan jeg relatere til jegets forsigtighed og varsomhed, når det kommer til at træffe selvstændige beslutninger og gå imod forældrenes forventninger. Digtet fungerer både som en støtte til Gregersens synspunkt om fiktionens værdi og som et jordnært udtryk i forhold til eksempelvis værker som Harry Potter. Derfor mener jeg, at Gregersen måske ikke giver tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor vi bør anerkende fiktion som en hjælpende hånd.

Så selvom jeg ikke er en lille pige mere og ikke finder fiktion så nært som den gang, så er den stadig hos mig, men nærmere som en ven der holder en i hånden, i de svære perioder, man en gang imellem har. Et digt jeg finder som en hjælpende hånd er ”en stille dans”, selv om digtet måske ville blive beskrevet som sørgelig, ser jeg det nærmere som en ven, der tager mig i hånden og fortæller, vi nok skal nå det. Digtet er i 10 strofer og har ingen struktur, udover en gentagende strofe. Derfor er stroferne en bladning af at være mellem 1- 4 vers i hver strofe. Så selvom der er en masse forventningspres betyder det ikke, at vi skal løbe efter tingene man gerne vil opnå, men så er det okay at slå bremsen i og tage den med ro, -”Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort. /Musikken varer ikke ved. /Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det. /Når du bekymrer og skynder dig hele dagen, er det som en uåbnet gave – Bare smidt væk. /Livet er ikke et væddeløb. /Tag det med ro. Hør musikken inden sangen og dansen er forbi.” (strofe 6-10) det digtet især fokuserer på er hvordan, man ikke skal forhaste tingene i hverdagen, eller går man glip af de gode stunder der kan være ind i mellem, at livet ikke er et væddeløb, tror jeg man skal huske sig selv på. Derudover bliver der også brugt en sammenligning med at vores hverdag, som er meget forhastet, bliver som en uåbnet gave, og jeg tror ikke jeg ville kunne skrive det bedre selv, og ærligt talt ville jeg mene det er sandt, så oftest handler det om at få tingene overstået, men stadig være den bedste - digtet ville jeg selv kalde en ægte kliché, for en opfordring til unge, for hvor ofte lytter vi overhovedet efter, når vi gang på gang får at vide, at vi ikke behøver stresse over livet eller hvad vi vil, når vi er færdige som studerende. Gregersen påpeger med rette, at præstationspreset og perfekthedskulturen ikke kun handler om det umiddelbare pres, men også i form af angst og det vedvarende pres fra vores samfund, der stræber efter perfektion. Selv i opgaver som denne, hvor vi for anden gang skriver en lignende tekst, er det ikke nødvendigvis blevet nemmere. Præstationspresset og perfekthedskulturen kan føles som et kvælertag, der strammer om ens hals. Og jeg kan da ikke være den eneste, der oplever denne tankegang, og derfor kan være vigtigt at anerkende, at mange af os kan relatere til dette pres og ved man typisk ikke står alene.

Så måske er en af de ting, vi i dag begynder at have mest til fælles, angst. Måske er angst også for komplekst, og måske endda et lidt for voldsomt ord at bruge. Men det handler om overtænkning og følelsen af ikke at kunne kontrollere sine tanker. Derudover overvejer jeg også tit, om vi måske ikke engang er den dårlige generation til at begynde at føle for meget. I dag har vi sværere ved at lade ting passere, fordi det er blevet en del af os at snakke og fortælle om, hvordan man har det. Men jeg tror ikke, det bliver nemmere med de næste mange generationer, der kommer. Men i digtet "Angst" bliver disse ustyrlige tanker nedskrevet, men kun på to korte strofer. Digtet "Angst" er skrevet af Emil Aarestrup i 1838 og består af 4 vers i hver strofe. Ordene "hold fast" og "om lidt" går igen i hver sin strofe. Disse ord gør det nemt for modtageren at forstå, hvad digterjeget føler. Følelsen af at have brug for fysisk kontakt for at føle sig tryg, som udtrykt i linjen "Hold fastere omkring mig,"(strofe 1, vers 1), gør digtet mere menneskeligt og gør det muligt for os at relatere til behovet for at mærke tryghed en gang imellem. I den anden strofe kommer angsten til udtryk ved frygten for at miste - "Om lidt, så er vi skilt ad." (strofe 2, vers 5), Smerten ved at vide, at tingene snart ikke vil være som før, kan være svær at acceptere eller give slip på trygheden for at bevæge sig mod nye forandringer.

Selvom der har været mange eksempler på digte, som kan hjælpe en med at forstå eller sætte et nyt perspektiv på, hvorfor man mon føler som man gør, er det jo bare en af de mange ting som fiktion kan gøre, det kan være med til at vise os hvordan de kunstneriske udtryk som en måde at udforske og forstå vores indre følelsesliv. men derfor tror jeg nu nok mest på at bruge tid med sine sociale omgivelser hjælper os mere, end hvad Harry Potter kan gøre for vores følelsesliv.

- Niccie

Fiktionens virkelighed

Jeg har altid associeret fiktion med noget uvirkeligt såsom rumvæsener, superhelte og talende dyr. Faktisk med hvad end, der ikke lige umiddelbart forekommer naturligt. Alligevel er jeg bevidst om, at fiktion er meget mere end bare det. Det kunne eksempelvis være en opdigtet historie om en ganske almindelig hverdag uden nogen overnaturlige elementer. Fiktion findes altså i mange forskellige former, men er denne variation mon med til at desorientere os, så den får en forstyrrende rolle i det virkelige liv, eller kan den tværtimod blive en hjælpende hånd og gøre, at vi får en bedre forståelse for livet og verdenen omkring os?

Jeg er nok ikke den eneste, der lever sig ekstra meget ind i fiktive film og serier. Sommetider lægger jeg ikke selv mærke til, at alt mit fokus har bosat sig inden for min computerskærms fire hjørner, og at mine øjne er som klistret til de levende billeder. Det føles nærmest som om, at berettermodellens klimaks ikke efterfølges af nogen udtoning, men fortsætter sin eksponentielle vækst ud i det uendelige, så handlingen udelukkende bliver mere og mere spændende. Denne situation har jeg dog også oplevet før med en bog imellem hænderne - nemlig James Dashners roman ”Maze Runner - Labyrinten” fra 2009. Bogen handler om en gruppe af unge drenge og en enkelt pige, der anstrenger sig for at finde en vej ud af en labyrint, som gemmer på en masse hemmeligheder og mystiske fænomener. Ligesom en selv er de imidlertid fuldkommen uvidende om, hvor barsk virkeligheden på den anden side af labyrintens mure er. Og hvad var det mon, der gjorde, at en boghader som mig kunne finde den så interessant at læse? Plottet? Karaktererne? Eller måske beskrivelserne? Én ting er i hvert fald sikker. Når jeg tænker tilbage på, da jeg sad i et afsides sommerhus på Møn og læste bogen, husker jeg nemlig specielt, hvor underholdt jeg følte mig. På trods af at det bare var science fiction, sad jeg med hjertet oppe i halsen ved hvert et vendepunkt. Det virkede alt sammen så ægte, som fandt det sted for øjnene af mig. Jeg opdagede, at ikke bare motion kan give en sved på panden men også bogstaver! Da bogen pludselig var læst til ende, følte jeg mig efterladt i et stort tomrum. Hvad nu? Men efter en dag eller to gik livet trods alt videre, og alt var igen ved sit normale. Har fiktionen også givet dig sådan en oplevelse?

Spørgsmålet er, om der også findes bagsider ved denne intense indlevelse i fiktion. Engang læste jeg f.eks. en artikel om, at mange piger i deres barndomsår får øjnene op for prinsesser og deres skønhed. De bliver til forbilleder for pigerne, som vil stræbe efter den perfekthed, prinsesserne er karakteriseret ved. Hvis dette ihærdige forsøg på at opnå et nærmest utopisk ideal mislykkes, er det dog meget tænkeligt, at det vil føre til mistrivsel, eftersom man ikke vil føle sig tilfreds. Netop mistrivsel er hovedemnet i Maja Funchs artikel ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” fra 2022. I artiklen udtaler teologiprofessoren Niels Gregersen sig bl.a. om perfekthedskultur og siger, at unge ”fokuserer på sig selv og sin egen status i en peer- eller vennegruppe og ikke kun blandt de virkelige kammerater, men også blandt dem, der fremstår som idealer i den digitale verden” (1. spalte, ll. 56-66). Jeg synes bestemt, at det er en vigtig observation, han har gjort sig her. Jeg taler jo nok på de flestes vegne, når jeg siger, at det kan være en svær udfordring at afholde sig fra at sammenligne sig selv med dem, man omgås dagligt. Det føles nærmest som om, at der konstant bliver holdt et spejl oppe foran en, så man presses ud i sammenligningen. Selviscenesættelsen på de digitale medier kan få en yderst negativ rolle i denne forbindelse, da man let kan blive lokket til at tro, at det, man ser på disse, forekommer i sin naturlige form, selvom det på ingen måde er sandheden. Således kommer vi til at havne i samme fælde som pigerne med prinsesseinteresse. Gør det de digitale medier til en falsk virkelighed? Måske endda en fiktiv verden? Ud fra mine egne erfaringer med de digitale medier er der i hvert fald ikke noget, der sætter grænser for, hvor uægte opslagene kan blive, men stadig fremstå ægte - lidt ligesom jeg havde det med ”Maze Runner”. En tidlig fascination af fiktion kan altså give anledning til, at man bliver letpåvirkelig over for de finpudsede billeder på digitale medier, hvilket i sidste ende resulterer i mistrivsel.

Jeg vil dog langt fra mene, at dette er ensbetydende med, at fiktion skal ryddes af vejen. For selvom vi kan risikere at blive ledt på afveje af den, synes jeg bestemt også, at man kan få en større indsigt inden for relevante emner igennem fiktionen. Det er f.eks. tilfældet i Herman Bangs novelle ”Foran Alteret” fra 1883, hvor pigen Agnes bliver giftet væk imod sin egen vilje. Uvilkårligt har jeg altid forbundet ægteskab med noget meget positivt, men efter at have læst novellen har jeg fået et helt nyt syn på det. Tvangs-/fornuftsægteskabet i Danmark er naturligvis ikke et lige så omfattende problem, som det var tilbage i 1800-tallet, men ikke desto mindre giver novellen stadig et skræmmende stærkt indblik i, hvordan det påvirkede kvinderne dengang. Agnes’ forargelse over ægteskabet kommer eksempelvis let til udtryk igennem Bangs impressionistiske skrivestil: ”Og pludselig tænker hun saa, at dette sagte ”Ja” binder hende saa forfærdelig fast”. (…) Og hvert af hans [præstens] Spørgsmaal syntes hende som en Spade Jord paa hendes Ungdoms Drømme” (s. 105). Anvendelsen af billedsprog gør, at jeg straks føler mig til stede oppe i Agnes’ hoved. Jeg mærker i særdeleshed, hvordan jeg bliver smittet af den choktilstand, hun befinder sig i, hvilket vækker en voldsom vrede og provokation i mig. Den første gang jeg læste denne del, var det en stor øjenåbner for mig - en slags akkomodation - idet jeg pludselig blev klar over, at fiktion ikke blot kunne underholde, men også lære os noget om virkeligheden. Man kan vel sige, at selvom ”Foran Alteret” er en fiktiv tekst, så gør den opmærksom på, at også virkeligheden kan forekomme uvirkelig. Fiktionen har således åbnet min verden op og lært mig at se ting fra nye, overraskende perspektiver. Dette udadvendte fokus er ovenikøbet noget, Gregersen kun ser positivt på. Ifølge ham skaber det nemlig ro, når man ikke tænker på sig selv 24/7 (4. spalte, ll. 7-8). Og med idealbestræbelsen samt risikoen for mistrivsel i mente, er ro vist noget, vi alle har godt af en gang imellem.

I ”Erasmus Montanus” (1723) af Ludvig Holberg er det desuden muligt at se, hvor galt det kan gå, når man ikke er åben for andres måder at anskue verden på. I komedien vender den arrogante og bedrevidende Rasmus Berg hjem til sin familie efter at have studeret i København. Han er blevet en helt ny person, som familien ikke længere kan kende. Ikke nok med at foretrække at blive kaldt sit latinske navn, Erasmus Montanus, insisterer han også på, at Jorden er rund, hvilket skaber kaoslignende tilstande i familien og umuliggør ægteskabet med pigen Lisbed. Umiddelbart skulle man ikke tro, at en 300 år gammel komedie kunne have nogen relevans i dag. Alligevel synes jeg, at den rummer et vigtigt budskab om, at man skal respektere andres meninger - uanset hvor åndssvage de måtte være. Man kunne vel perspektivere det til de mange voldelige sammenstød, religion har forårsaget, fordi mennesker ikke kan acceptere hinandens syn på livet. Komedien er således et eksempel på, at fiktion også kan lære os om, hvordan vi skal opføre os over for andre, som vi har svært ved at identificere os med. Dette får mig igen til at tænke på Gregersens pointe om at have et udadvendt fokus. Derigennem kan man nemlig få nye perspektiver på verden, så man undgår at falde bagover, når man hører om en opfattelse, man ikke bryder sig om. Fiktion bliver på den måde et middel til at kunne håndtere det udefrakommende, sortere det tåbelige fra og beholde det interessante, der kan give livet en ny betydning.

Af den grund ville jeg heller ikke protestere, hvis der en dag kom en person hen til mig og sagde, at fiktion ikke var andet end en smule underholdning til den kedelige hverdag - det er jo personens egen holdning, og den behøver jeg ikke at ændre på. Jeg synes dog fiktionen har mange andre fantastiske egenskaber. På trods af at samtlige tekster er opdigtede og sjældent ligner en tro kopi af virkeligheden, giver de os nemlig nøglen til et hav af ukendte verdener, hvorigennem vi kan lære nye, betydningsfulde ting, som vi kan overføre til vores eget liv. Eller, det er jo bare min mening. Hvad er din?

-          Thor

Bøgernes verden

Fiktion giver mulighed for indlevelse i fiktive personers følelser og tanker. Nogle gange er det fantastisk at fordybe sig inde i andre verdener. Andre gange kan det forstyrre hovedet for meget. Derfor elsker jeg bøger. Jeg elsker at leve mig ind i et andet univers. Jeg elsker at føle mig som en fiktiv karakter, men nogle gange spekulerer jeg på om jeg lever mig for meget ind i bøgernes verden, så jeg mister mit perspektiv for den omkringliggende verden. Kan man overhovedet det og er jeg den eneste der oplever det? 

For mig er oplevelser af forskellige syn fra mennesker spændende, men endnu mere interessant bliver det, når man bytter om på forholdet mellem mennesker og dyr. Hvad sker der, når man lige pludselig sidder som menneske og læser en fortælling om et dyrs syn på mennesker? Føler man sig lidt truffet eller hjælper det én med at løsne lidt op på ens eget syn på verden? Det har jeg oplevet i børnebogen ”Krasmusnollikeskoven” fra 2012 af Per Larsen Andersen. Her oplever man livet som en lille krasmusnollike, og hvordan fællesskabet er med de andre dyr i skoven. En krasmusnollike er ikke et virkeligt dyr, men på en måde gør det min oplevelse af bogen bedre, da et fantasidyr som hovedperson slipper fantasien endnu mere løs. Jeg læser om krasmusnollikens fællesskab i skoven med bjørnen, haren, grævlingen og andre dyr, som var det et lille isoleret samfund af mennesker. De har Rådet, hvor bjørnen er fordyret, hvilket igen sender et blik tilbage på menneskeverdens opbygning, men det fastholder på en eller anden måde stadig min fantasi. Bogen spiller puds med min hjerne adskillige gange og gør mig forvirret om min egen tankegang, men ja, bliver jeg måske lidt klogere på mig selv af det? Jeg forestiller mig krasmusnolliken som en lille spidsmus i skoven, men hvorfor prøver jeg egentlig at forstille mig den? Bogen giver mig ingen decideret beskrivelse af væsenet, hvilket på mystisk vis efterlader mig i en boble af forvirrende tanker om, hvordan den ser ud, og hvorfor jeg ikke får det at vide.

Tænk at en barnlig historie om et fantasidyr kan skabe så mange overvejelser i mit lille hoved. Jeg spekulerer over mange ting, men først og fremmest tænker jeg over, hvordan jeg dog husker historien så tydeligt, når det føles som 100 år siden, at jeg sad med ansigtet dybt begravet i den. Denne fiktionsbog må have givet mig en speciel oplevelse som barn, da den fremkalder de dejligste minder og følelser så snart jeg bare ser den stå helt fredeligt i min reol. Det er det, som fiktionstekster kan gøre. Man suges så dybt ind i dens univers, at man måske forbliver der lidt, selvom sidste side er vendt, og bogen er sat på hylden. Da jeg ser det skovgrønne omslag på reolen, minder det mig om 5-6 år siden, hvor min søster og jeg var på ferie i Spanien. Efter en hed dag med leg og hygge ved den nærliggende swimmingpool befandt vi os i vores lejlighed omkring solnedgangstid. Vi ville selvfølgelig begge to læse bogen og også samtidig, men samme sted i den famøse bog var vi ikke, så vi endte med at sidde i sofaen med bogen slået op på to vidt forskellige sider i nogenlunde øjenhøjde for os begge, og så skulle der bare læses.

Selvom jeg bliver meget opslugt af bogen og næsten føler mig som en del af skovens dyr, når jeg læser den, så tænker jeg også over om det bliver for meget. Er jeg for investeret i fortællingen og er det skadeligt for min rigtige personlighed? Niels Henrik Gregersen mener i artiklen ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv – og det er farligt” fra 2022 af Maja Funch, at mange unge ser verden for meget ud fra deres eget synspunkt. Det kan han på nogle måder godt have ret i, da man også skal være i stand til at sætte sig i andres sted, men andre gange er det også vigtigt at kunne vælge sig selv frem for andre og kunne se sine egne behov i øjnene. På den måde mener jeg at bøger giver mig begge dele. Det kommer jo meget an på hvilken bog man sidder og læser. Nogle bøger er meget fokuseret på individet og andre handler om at gruppen kommer før individet.

For mig hjælper fiktion mig til at kunne sætte mig bedre ind i andres følelser og synspunkter. Det lærte jeg, da jeg i skolen læste bogen ”Den Kroniske Uskyld” af Klaus Rifbjerg fra 1958. Bogen handler om Tore og Janus, som har et specielt venskab. Der er et tydeligt hierarki mellem de to, som viser sig ved Janus’ overvældende beundring af den vildt seje Tore. De forandrer sig sammen og går fra at være uskyldige børn til at være seksuelt voksne. Deres forhold til hinanden er meget interessant og viser en speciel måde at være venner på. Man kommer helt ind i hjernen på Janus og hører ham beundre Tore til skyerne. Tore sættes op på en piedestal af Janus og beskrives som guden over alle guder i Janus’ verden. Det er hjerteskærende når man finder ud af at Tore ikke ser Janus på samme måde. Derved bliver Janus den fortabte følgesvend. Bogen viser mig hvordan man kan være i et dysfunktionelt forhold uden at vide det. Derudover får jeg også følelsen af fortabthed for karaktererne i bogen på grund af den tragiske slutning, hvor Tores kæreste Helle dør og Tore går helt fra forstanden. At opleve sådan en form for fiktion med en tragisk slutning gør mig dog også lettet over hvordan mit eget liv står til, men det kan jeg også godt få dårlig smag i munden af. Er det okay at jeg bagefter får sådan en ’puha godt det ikke er mig ’-følelse i kroppen? Men det er vel okay? Endnu flere spørgsmål dukker så op i mit hoved, og jeg spekulerer flere gange over om det er fordi jeg bliver så optaget af bogen.

For mig er der flere måder at blive optaget af en bog. Nogle bøger bliver jeg fuldstændig opslugt af bog, og så skal jeg næsten hives væk fra den. Der kan jeg sidde til langt ud på natten med bogen limet fast til mine hænder. Så sidder jeg der i min seng begravet under dynen men et enkelt spotlight fra min lampe til min bog og ænser intet omkring mig. I min verden kunne en person nærmest brække benet, før jeg ville kunne løfte blikket fra bogen. Andre bøger er spændende selvom jeg dog ikke kommer helt ind i et andet univers. Jeg forestiller mig at jeg lige står med det ene ben inde i det andet univers som var jeg på vej ind i Narnias verden, men jeg har ikke lukket døren til klædeskabet.

Jeg elsker bøger, men jeg skal også huske på at læse bøgerne fra fugleperspektiv, så jeg forstår de større sammenhænge. Jeg vil erfare at indlevelse i bøgernes verden både kan gavne mig og skade mig, men hvordan skal jeg så tolke det? Jeg har ikke det perfekte svar til denne problemstilling, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke stopper med at læse mine skønne fiktionsbøger. Min opfordring til jer læsere er: LÆS! Det kan have forskellige udfald, men på nogle punkter kan det også være godt for dig. Så hvad med at give det et skud?

- Maja

En verden uden fiktion?

Kan man leve i en verden uden fiktion? Nogle vil måske sige nej, hvorimod andre vil sige ja. Det spørgsmål har aldrig faldt mig ind, indtil jeg har læst artiklen: ”Professor: ’Jeg føler’ er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” skrevet af Maja Funch. I artiklen beretter Niels Henrik Gregersen, som er en professor i teologi, at uden fiktion bliver man efterhånden mere egocentriske. Til det mener han, at den narcissistisk tilværelse skyldes, at ”man ikke kan se ud over sit eget psykiske egenrum … man skal have et forestillingsunivers, som går ud over det, man selv lige føler,” (1. underrubrik, ll. 19-21) Denne tendens ser man hos unge, hvortil han tilføjer: ”I for ringe grad beskæftiger de sig med forestillingsverdener, der ligger uden for deres egen helt snævre hverdag og livssituation” (3. underrubrik, ll. 9-11).
Jeg forstår hans pointe og som gymnasieelev er jeg delvis uenig. I de sidste tre år er jeg blevet draget ind i farverige, rytmiske eller sceniske verdener, der har dannet mig et billede af datidens eller nutidens hverdage.
Forleden viste min dansklærer et maleri af Pablo Picasso. Det hedder ”Guernica” (1937). Et maleri, der skiller sig ud i forhold til hans andre værker, eftersom det ikke er præget af stærke og prangende farver såsom: rød, orange, gul, grøn etc. Dertil er det de kedelige farver (sort, grå, hvid), der danner et univers med kaos og dramatik. Motiverne i maleriet skaber noget dybde, idet de overlapper hinanden. Værket er domineret af diagonale linjer, som giver en følelse af dynamik og uro. På trods af Picassos berømte signatur for at male deforme figurer, formår han stadig at overlevere sit budskab meget tydeligt. Man kan nærmest ikke undgå at høre maleriets skrig. Deforme mennesker, der vipper hovedet op med munden åben. Hesten, der vrider sig, og oksen, der er formet som et kødben. Jo længere jeg stirrer på billedet, desto mere kan jeg høre folkets råb, skrig og gråd. Til sidst spiller fantasien med, og man står der midt i alt kaos. En særlig deform person, der skiller sig ud fra mængden, står til venstre i maleriet. Dens lange hår samt noget der ligner hængende bryster, kan forstille sig at være en mor. Ligesom resten har hun hovedet vippet højt op med munden åben. Hun holder noget, som ligner en miniature version af hende. Barnet ligger død i hendes arme. Jeg kan nærmest se hvordan den dingler livløst i dem, mens hun desperat beder til Gud. Der er ikke andet end fortvivlelse i hendes blik.
Min oplevelse af dette maleri er grusomt. Jeg kan ikke ryste de boblende følelser af frygt, sorg og angst ligeledes de mennesker, der var til stede, som måske havde følt det samme. Picassos formål med maleriet er at fremstille sin oplevelse af samtidens borgerkrig.

Endnu et maleri, der sidder frisk i min erindring, har vækket lignende følelser. Det hedder ”Ægteskab” (1886) af J.F. Willumsen. Et maleri som har været på forsiden af mit udleveret kompendium om forløbet: Det moderne gennembrud. I begyndelsen af forløbet i min dansk undervisning har maleriet ikke vækket nogle særlige interesser. Men det kan skyldes den manglende grundforståelse for perioden. Efterhånden som vi lærer kønsrollerne, ægteskaberne samt hvad kvinder måtte gennemleve, vendte vi tilbage til maleriet. Det er ikke det klassiske penselstrøg maleri, men en radering i sort og hvidt. (En simpel forklaring på radering er: Et motiv, som ridses på en voksplade, for dernæst at blive indfarvet og trykt på papir.) Værket viser en kvinde, der sidder på gulvet med sit hoved vendt mod væggen. Manden er imellem grunden, som står og læner sig op ad noget. Ud fra deres kropssprog kan man, ved første blik, tro, at han pisker hende, og til det bliver mine tanker fyldt med spørgsmål såsom: ”Hvad har hun gjort? Hvorfor skal hun straffes? Hvordan kan du tillade dig selv at gøre din kone fortræd??” Mandens skygge på værket, som overmander hende, fremstiller sin dominans. Det ødelagte billede, der hænger ovenover hende får mine tanker til at race afsted. Dette er ikke første gang, at han bruger vold. Men hvis man kigger nærmere på billedet, står manden og holder sin lange pibe. Det er ikke en pisk. Mine vrede og konfuse tanker blev skiftet ud med en sørgelig følelse. Som en kvinde, havde jeg medlidenhed med hende. Sådan som hun sidder, i værket, samt manden der ikke har gjort noget, må det betyde, at dette er normalen i deres ægteskab. Willumsen formår at ødelægge forventningen om ”det lykkelige ægteskab”, og afslører sandheden bag det.

For at vende tilbage til Gregersens pointe, så ligger problemet måske ikke i, at unge ikke beskæftiger sig med forestillingsverdener nok. Eftersom dansk er et obligatorisk fag i det danske skolesystem, bliver man netop trænet i at træde ind i et univers, der er langt fra ’sit psykiske egenrum’. Til eksempel har jeg været igennem den Islandske vikingetid med sagaer, der skulle analyseres og fortolkes. Danske folkeviser fra 1200-tallet, der skulle analyseres og fortolkes. Malerier fra barokken, der skulle analyseres og fortolkes.
Men. Til det må jeg indrømme, at jeg har svære ved at forstå malerier sammenlignet med skrevne tekster. Jeg har svære ved at træde ind i et fiktivt univers, der kun er fyldt med farver, penselstrøg og motiver. Et univers, der ikke har mere at sige, end bare de få klatter af maling på et stykke overflade. Har du det på samme måde? Jeg kan selvfølgelig stadig beundre malerier og synes at de er flotte. Til eksempel er Claude Monets værker virkelige smukke. Et af mine yndlings er: ”The Japanese Footbridge” (1899). Monet er en kunstner fra impressionisme. Perioden er præget af store og små penselstrøg, der forsøger at fange øjeblikket. Tæt på lærredet kan man ikke finde sammenhænge i de fine og små eller store og grove penselstrøg. Men hvis man står og kigger langt væk fra, kan man se hvordan tingene begynder at hænge sammen. Dette er kunsten ved impressionismen. Til forskel for de to nævnte malerier, er Monets maleri fyldt med farver. Eftersom han gengiver en sø, fyldt med åkander, er værket domineret af de forskellige grønlige nuancer. Vandet i søen spejler naturen rundt om sig, hvilket vil sige, at den japanske bro, som går over søen, har den eneste blålige farve.  Det er et meget simpelt maleri. Til det oplever jeg en sans for ro. Jeg ser hvordan farverne leger og spiller sammen, der til sidst danner det Monet ser for sig. Jeg kan mærke den rolige brise. Høre lyden af vandet. Dufte den blomsterrig luft. Se dyrene pusle i det høje græs. Hvordan naturen omgiver os. Til sidst står jeg der ved siden af Monet, og kigger ham over skulderen. Jeg ser, hvordan han måske vurderer hvert eneste penselstrøg. Om farverne på maleriet nu er ens med naturen. Om han fanger øjeblikket korrekt. Om det bliver genkendeligt til sidst. Kan du også se ham for dig nu? Dog. Skal han ikke overtænk det for meget, eftersom lyset kan ændre sig hvert øjeblik.
Men. jeg vil gerne erkende, at jeg ikke aner hvad budskabet er. Vil han bare vise det flotte natur? Eller ligger der mere bag det?

Det eneste tidspunkt hvor jeg rigtig kan fordybe mig i et maleri er i min dansk undervisning. Måske er det grundforståelsen for dets periode, der gør, at jeg kan opleve hvad kunstneren gennemlever. Men er det kun derfor jeg ikke kan træde ind i dets fiktive univers? Til daglig forsøger jeg at læse meget, på trods af mine travle hverdage. Jeg kan hurtigt fordybe mig i en bog, hvor tiden forsvinder. Som læser, ser jeg hvordan hovedpersonen udvikler sig, men pludseligt bliver jeg DEN hovedperson, der udvikler mig. Jeg kan nemt tryk på ON and OFF knappen for at være eller ikke at være den fiktive person. Dertil kan jeg mærke, at min empati bliver styrket, fordi jeg kan træde i den andens sko. Være den anden. Jeg undrer derfor over, om det er min større frivillighed til at læse, der gør, at jeg nemmere kan træde i litteraturens forskellige sider, sammenlignet med kunstværkernes forskellige former og farver? Eftersom jeg er en elev, der elsker humaniora, føler jeg mig hellere ikke tvunget til at forstå det udvide tekstbegreb. Jeg elsker at nørde mig igennem dokumentarer, digte, noveller m.m. - selvom de kan være kedelige - og forstå mening bag det.
Men dette gælder måske ikke for de naturvidenskabelige elever. Det kan måske være sværere for dem at forstå et svar, der ikke kan være sort og hvidt. Nogle af mine naturvidenskabelige venner kan ikke se verdenen på samme måde, som jeg gør. De får ellers de samme mængde lektioner i dansk og bliver skubbet ud i diverse forestillingsverdener. Men stadig formår de ikke at finde sammenhæng i tingene. Til sidst kan undervisningerne føles som en obligatorisk tvang, som måske hæmmer deres udvikling og forståelse for andre. Er der så snarer det, at mennesker er forskellige fra hinanden? For mig er fiktionen er sted, der vækker følelser som: sorg, glæde, vrede, lykke. Noget som jeg mærker mere til i skønlitteratur end faglitteratur. På trods af at dansk, hos nogle, kan føles som tvang - kan man så stadig leve uden fiktion?

- Anne