Oplevelsen af fiktion er subjektiv. Det er dét, der gør den så spændende for hvad er løsningen? Der er ikke nogen. Afsenderen kan godt mene én ting men modtageren en anden. Det interessante her er, at de begge gennemlever den samme fiktion, men kan have forskellige oplevelser. Biblioteket, fjernsynet og internettet er fyldt med fiktion. Noget der kan, bruges til at producere ikkeeksisterende virkeligheder, noget man bruger til at lade sig inspirere af. Det kan være positivt, men det kan også bruges negativt.
Jeg husker specifikt en rejse fra efterskolen, på en udveksling i Indien, hvor jeg delte værelse med en meget ekspressiv pige. Aldrig har jeg oplevet nogen snakke så meget om sig selv, som Klara. Det vigtigste i verden var Klaras venner, Klaras forhold og ikke mindst Klaras liv. Hvis hun hørte om en oplevelse fra min side, havde hun altid en historie der var sjovere eller sørgeligere men helt sikkert mere interessant. Kender du det, når man sidder over for en person der ikke inddrager dig i samtalen? Den manglende interesse fra personens side kan medføre, at man sidder, nikker og smiler pænt uden at kunne få et eneste ord indført. Kan det passe, at det er sådan livet skal leves? Sidde tavs gang på gang overfor de mennesker der ikke kan finde ud af at holde deres kæft? De mennesker der er så egocentreret, at de ikke kan se ud over deres egen næsetip. De mennesker der mener, at alt i livet kun handler om dem og deres behov.
Det kan være, at det bare er sådan vi mennesker er i dag, eller som Professor Niels Henrik Gregersen forklarer i interviewet ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” (2022) af Maja Funch ”… det er fordi, man ikke kan se ud over sit eget psykiske egenrum.” (1. spalte, ll. 18-20). Jeg er meget enig, børn vokser op og bliver nærmest opdraget til at tænke på sig selv, hvilket er en god ting i et hvis omfang. Det er vigtigt at passe på sig selv og sit helbred men ikke nødvendigvis at sætte sig selv foran andre, for så kan det nærmest udvikle sig til egoisme. En persons egoisme kan faktisk fylde lige så meget som den intimiderende lugt af en nyåbnet madpakke med makrelmadder, fra 3. klasse, på en varm sommerdag. Noget man simpelthen ikke har lyst til at forholde sig til, men bliver nødt til. Man ender med at give op. Det vigtigste for Klara dengang var ikke, at JEG lyttede. Jeg kunne lige så godt have været en anden. Hun havde ikke brug for modspil, hun havde egentlig bare brug for at vi andre vidste, hvordan hun havde det.
Lidt ligesom digtet: ”My life has been the poem I would have writ” af Henry David Thoreau der lyder således: “My life has been the poem I would have writ / But I could not both live and utter it.”. Henry David Thoreau fortæller lige præcis, hvordan han gennem et digt vil udtrykke sit liv. Men at han aldrig vil kunne afslutte det, for hvem skulle så skrive om hans død? Derfor havde han netop brug for en person, en som ville sidde og lytte til hans venner, hans forhold og ikke mindst hans liv. Jeg synes netop, det var den rolle der blev tildelt mig.
Så når Maja Funch, skriver om det psykiske egenrum så får det mig til at tænke anderledes. Jeg kender mange som Klara, men prøver at undgå dem i min hverdag. Mennesker som Klara tapper mig for energi. Man ryger næsten i en form for trance et lille øjeblik. I disse øjeblikke sad jeg, og forestillede mig mange fiktive scenarier. Sammenlagt vil jeg sige, at de 10 dage gav mig nok materiale til en hel bog, hvis det var det jeg ønskede. Det kunne være sjovt, hvis nogle af disse fiktionsbøger opstod i hovedet på denne måde.
Det var næsten som om, jeg gik rundt i alle kringelkroge i mit eget hoved, hvilket minder mig om et citat fra digtet ”MØNSTED KALKGRUBER, 15. FEBRUAR 2013” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen ”… Det er som at gå rundt i / sin egen hjerne lige før / en drøm bryder frem…” (s. 33, v. 6-8). Rasmus Nikolajsen har et mønster for opsætningen af sin digtsamling, 8 verslinjer, 8 stavelser. Det har indflydelse på digtenes faste form med en systematisk rytme. Han bruger i sin naturlyrik gentagne opbrud af sproget, ved at stoppe sine refleksioner midt i en sætning, hvilket får læseren til at ville læse videre. Selvom han har en streng struktur, er indholdet fuldkommen modsat. Han bruger centrallyrik med sit billedsprog til at male et billede for læseren og skabe en intens stemning, hvilket gør at jeg som læser gennemlever fiktionen, og følger digterens tankegang for en større forståelse.
En større forståelse opnår jeg også ved at læse citatet fra digtet ”COL D’AUBISQUE, 23. JULI 2012” fra digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” af Rasmus Nikolajsen ”... Ikke / at det gjorde en stor forskel, / hele verden forvandledes / med, og nu er jeg tilbage. ...” (s. 22, v. 8 + s. 23 v. 1-3). Igen ser vi opbrud i en sætning med samme strenge struktur som før. Jeg læser digtet som en hård prøvelse, hvor digteren går i trancetilstand og forstiller sig fiktive scenarier. Forestillinger med henholdsvis positive og negative udfald. Den maleriske beskrivelse af den positive tankegang er betagende. Men den negative tankegang har man ikke lyst til at forholde sig til, hvilket man bliver nødt til. Man ånder lettet op, når summen af det hårde arbejde ender ud i ublandet glæde, en tanke der ikke ville være opstået hvis man ikke havde læst digtet.
Ovenstående viser, at fiktionen hjælper med at tænke, fantasere og blive en del af den fiktive verden. Faktisk tænker jeg, at det betyder hvis man føler sig drænet, af andre mennesker så skal man være så lidt sammen med dem som muligt. Man skal finde de mennesker, hvor man kan lade associationerne få frit løb for muligheden for at udvikle sig og tænke nye eller andre tanker. Altså mennesker hvis ideer eller historier, giver dig selv ideer og omvendt.
Det vigtigste formål er vel interaktionen?
- Lea
Ingen kommentarer:
Send en kommentar