Ind i fiktion, ud i virkeligheden

Lige fra barnsben er mennesket efterhånden blevet vant til at have enten telefonen eller iPad lige ved hånden. Evnen til selv at tænke er forsvundet på grund af den moderne elektronik, og det at forstille sig og se verden på en fiktiv måde som for eksempel gennem bøger er blevet noget de fleste mennesker synes er besynderligt. Hvad gør denne udvikling ved mennesket?

For mig er fiktion noget der giver os mennesker mulighed for at tænke og se verden anderledes end vi normalt gør. Fiktion kan derudover også være en pause fra hverdagen, hvor man får lov til at leve sig ind i en atypisk verden med finurlige væsener eller skabninger der har specielle evner.

 

Et ensartet hamsterhjul er oftest sådan jeg har det med ugens hverdage. Jeg kommer hjem fra skole, laver lektier, spiser aftensmad, finder tøj frem til dagen efter, også sådan går dagene på repeat i en uge. Derfor kan fiktion være så fantastisk man kan få lov at sidde med egne tankestrømme og lige pludselig blive så betaget af en bog eller film at man fuldstændig glemmer tid og sted, oftest kan jeg have det sådan at jeg nogle gange glemmer det ikke forgår i virkeligheden, ved at læse eller se fiktion er det som om man oplever noget nyt, og man kan pludselig sætte sig ind i karakterernes tid og sted, og om hvorvidt de er glade, forskrækket eller rasende. 

 

Det at læse for mig har altid været noget jeg synes der har været hyggeligt, men det har også være noget der har krævet lidt mere end for de fleste andre. Overskuddet har ikke altid været der, og derfor har film været lidt nemmere at gå til. Generelt set så det at fordybe sig og dykke ned i ting er noget jeg finder henrivende. Jeg husker tydeligt den første fiktive bog jeg læste for mig selv, det var en weekend, mit værelse var mørkt, lyset brændte og dets flamme lyste bogens sider op. Det var bogstavelig talt første gang jeg valgte af lægge telefonen til side, og prøve af dykke ned i det fiktive univers. Bogen jeg startede på, var startskuddet på én af de syv bind skrevet af J.K. Rowling ved navn ”Harry Potter og de vises sten”. De forskellige eventyr børnene i serien oplevede lå så langt væk fra det virkelige liv, som jeg normalt lever at man blev helt betaget og næsten ikke var til at komme i kontakt med. Jeg gik dermed også fra at have den samme lidt kedelige og grå hverdag til lige pludselig, at føle mig 110% inde i deres univers og så verden på en helt anden måde, samtidig med man havde noget at komme hjem og se frem til. Til trods for de forskelligheder de to verdener har kan man stadig drive paralleller til hinanden, da man skal huske på at fiktion er et udsnit af noget der kunne ligne virkeligheden. 

 

I artiklen fra kristeligt dagblad: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” af Maja Funch, forklarer professor i teologi, Niels Henrik Gregersen, at ”Den stigende mistrivsel blandt unge har blandt andet rod i, at de interesserer sig for lidt for verden uden for dem selv” (1. spalte, ll. 1-5). Niels Gregersen forklarer senere at: ”af et senmoderne ungdomsliv er præget af et højt præsentations- og accelerationspres” (1. spalte, ll. 30-33) Hvad menes så med dette og hvordan kan det være unge i dag føler de kæmpe pres? Niels Gregersen påpeger at det hele i dag for det meste kun omhandler ”Jeg´et” og at mange unge er optaget af den perfekthedskultur vi lever i, dette kan også sammenkoblet med den mistrivsel mange unge mellem alderen 16-24 oplever. Da man hele tiden prøver at sammenligne sig selv i forhold til andre, dette gælder både i den virkelige verden men sågar også i den digitale verden. Professor Niels Gregersens pointen er at man bør beskæftige og fodre hjernen med for eksempel at gå på museum, høre lydbøger eller lign dermed giver det andre identifikationsmodeller og det er der roen opstår. ”Roen opstår alene ved at se på noget andet end sig selv, og det kan man gøre i fællesskab med andre. Dette betyder dog ikke at det er forkert at sige ”jeg føler” det betyder bare at man bør være klar over hvilken sammenhæng det bliver brugt i. 

Professor Niels Gregersen bliver sat i perspektiv med den tyske filosof Frederich Nietzsche. Nietzsche mente nemlig at menneskets vigtigste pointe i livet er at finde meningen med det, og man kan kun fortolke verden som et selvstændigt individ hvis man fornyer livet med dens kunst som fx musik, bøger og lign. Menneskets vigtigste opgave er at skabe retning i livet også selvom det kan være en knusende opgave. Så langt bestræber professor Niels Gregersen sig dog ikke ud i, men han dog stadig at: ”mange børn og unge i høj grad er det absolutte centrum i deres egen tilværelse og i for ringe grad beskæftiger sig med forestillingsverdener der ligger uden for deres egen snævre hverdag og livssituation”. 

Når alt kommer til alt hvad forbinder du så med ordet ”fiktion”? Fiktion som nævnt tidligere er når fortælleren vælger at skabe fantastiske illusioner om virkeligheden, dette kunne fx være flyvende biler, budbringende ugler eller flyvende koste som i Harry Potter. Fiktion kan for mange forstås forskelligt. Nogle ville mene at fiktion kan være med til at give læseren et nyt perspektiv på livet, mens for andre kan det måske blåt være for at komme væk fra hverdagens tankestrøm. Men hvad synes du om hvordan oplever du fiktion?

-Olivia

Min verden og den verden længere ude

  

 For mig har den fiktive verden altid været en udvej fra virkeligheden. Det var ikke mig det handlede om, det var ikke mig, der skulle tænke, det var ikke mig der levede. For mig har den fiktive verden altid været mit andet liv, hvor jeg ikke eksisterede. Hvad er det så der er med fiktion, der gør, at jeg finder romaner, film og nogle gange digte interessante? Det er enkelt og meget simpelt oplevelsen. Jeg går ikke offline fra virkeligheden for at gå online i den fiktive verden, hvor jeg knap nok eksisterer, men jeg er der selvfølgelig for en pris.

 I de 18 år jeg har levet, udover de første fem-seks år jeg ikke havde evnen til at læse, har jeg sjældent frivilligt valgt at læse bøger. Film var ikke altid det der var overskud til, da hjernen godt var klar over, at det krævede mindst halvanden til to-timers stilhed og koncentration. Man skulle tro, at jeg havde allergi for dem, men når jeg nu endelig kom i gang, var det nu ikke så slemt igen. Som det blændende lys fra køkkenet, der hver morgen fylder det mørke værelse, når døren åbnes, så fylder den fiktive verden mig med tanker, følelser og oplevelser, som ikke ville kunne opleves i mit eget liv. Jeg husker tydeligt bogserien ”De 5” af den engelske børnebogsforfatter Enid Blyton, som var den første bog jeg bogstaveligt talt frivilligt valgte at læse i min fritid. Eventyrerne som børnene i serien oplevede, var noget der lå langt væk fra det virkelige liv, som jeg levede i, hvilket sikkert også var årsagen til, at jeg holdt så meget af de historier. De lever det liv som jeg ikke kan. Jeg var ikke mere end en iagttager, der blot så på. Med tiden var der alligevel noget af det, de fiktive karakterer oplevede, som nærmest blev en del af mit eget liv.

 Kedeligt er ofte sådan jeg selv vil beskrive min hverdag. Derfor er fiktionsbøger min redning de dage jeg har brug for at komme væk fra det sædvanlige. Som et selvlysende flugtvejsskilt lyser det klart og tydeligt og giver mig mulighed for at trække vejret igen. Selv på de værste dage. Selvom jeg ender med at sidde i min egen lille boble, føles det som om min verden udvider sig. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at fiktion, som det siger sig selv, er fiktivt, men man kan vel stadig drage paralleller mellem den virkelige verden og den fiktive verden. Novellen ”Foran Alteret” fra 1883 skrevet af Herman Bang er et eksempel på fiktion, der er samfundsnært set ud fra den måde forholdet mellem mænd og kvinder bliver fremstillet på. Som det ses i novellen, var forholdet mellem mænd og kvinder langt fra det vi ser i dag, og ægteskab var ikke mere end familiernes fælles interesser, der skulle være dem til gavn. Et rigtigt fornuftsægteskab.

 Til trods for at de fleste romaner jeg har kæmpet mig igennem, med blod sved og tårer, var skolerelateret og ikke så frivillige, endte det altid med, at jeg blev efterladt med en følelse af tomhed, da romanerne og historierne sluttede. Et af de værker der indtil videre har efterladt det største indtryk er Klaus Rifbjergs roman ”Den kroniske uskyld”. Hovedpersonen Janus og hans ven Tore der oplever kærligheden på hver deres måde, og ikke mindst Janus’ afhængighed af Tore som det perfekte menneske, gjorde det interessant for mig som læser at forestille mig, hvordan Tore havde det, selvom romanen fortælles med en 1.personsfortæller ud fra Janus’ synspunkt. Gad vide om det har noget med alderen at gøre. Jo mere viden man har, jo mere forstår man, og jo mere man forstår jo nemmere er det at leve sig ind i historien. På samme måde oplever jeg at leve mig ind i historien til så stor en grad, at jeg føler, at det at historien slutter, er det samme som at klippe min livslinje. Nogen der kan relatere?

 I interviewet: ”Professor: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” af Maja Funch, forklarer Niels Henrik Gregersen, professor i teologi på Københavns Universitet, at en medvirkende årsag til den stigende mistrivsel blandt unge: ”…er fordi, man ikke kan se ud over sit eget psykiske egenrum. Men jeg mener, at man skal have et forestillingsunivers, som går ud over det, man lige selv føler”. (1.spalte, ll.18-22) Professor Gregersen forklarer yderligere: ”Jeget bliver et fikspunkt i stedet for et samlingspunkt.” (1.spalte, ll.23-25) Hvad skal det så betyde? Professor Gregersen mener, at der i dag er en perfekthedskultur sammenkoblet med en ubestemt forventningspres, der sammen tager del i den stigende mistrivsel. Vi sammenligner konstant os selv i forhold til andre, som ikke kun er de virkelige venner, men også dem som for os fremstår som idealet i den digitale verden. Netop fordi vi lever i et individorienteret samfund er det naturligt, at det hele skal handle om mig og jeget. Jeg vil, jeg synes og jeg føler er uden tvivl de mest brugte sætninger af unge i dagens samfund. Det er ikke ensbetydende med, at det er forkert at have sin egen mening, men problemet ligger måske i det, at hvis alt skal baseres på, hvordan man selv føler, hvordan vil man så nogensinde kunne se ting fra andre perspektiver?

 ”Om det så bare er Harry Potter, er hans råd.”(ll.6-7) Sådan citeres det i artiklens manchet og gentages også længere inde i interviewet. Professor Gregersen nævner bl.a. bøger som et middel der kan bruges til at drage os ind i forestillingsverdener og komme væk fra den egocentreret tankegang og se på ting udover det, han kalder egenrummet. Ved at blive tvunget til at se tingene ud fra et perspektiv som ikke er ens egen, sådan som fiktion nu kan, så giver det mulighed for at reflektere over ting, som man normalt måske ikke ville gøre. Det behøver ikke at være nogen svær tekst, det behøver ikke at være noget sindssygt, men kom ud i verden. For nogen er det måske en god ting at lære, at se ting fra andre perspektiver end sit eget, og derfor er jeg heller ikke uenig med professor Gregersens mening om bøgers og den fiktive verdens evne til at udvide synet på verden.

 Nu når alt dette er sagt, hvad får man så ud af fiktion? Et nyt perspektiv, bedre forståelse af livet, bare en oplevelse eller måske slet ikke noget? For nogen er fiktion måske bare fiktion. Mere er det ikke end at novellen bare skal læses og forstås, og så er man videre. For andre er den med til at bygge videre på ens egen verden, der altid så så uoverskuelig ud. Tager man et skridt ud og krydser den grænse man troede var enden, kunne det være, at man pludselig finder ud af, at den verden man troede var alt, ikke var mere end en lille del af hvad man ikke har set indtil nu. Hvordan oplever du fiktionen?

Sakula