Jeg har altid været betaget af det fiktive univers lige så længe jeg kan huske. Fiktionen kommer i mange størrelser og former - lidt ligesom mennesker, og den giver mulighed for en adspredelse og for at tage en pause fra ”den virkelige verden”, som de fleste er optaget af - ligesom mig. Selvom fiktion er en konstrueret illusion, så er der måske ikke så langt fra illusion til realitet som vi umiddelbart lige går og tror. Det fiktive univers kan komme snigende i form af drømme, tænkte scenarier, men det er som oftest også noget vi søger efter som en slags oplevelse.
Forleden kom jeg til at reflektere over, om oplevelsen hænger sammen med om vi hver især kan relatere til den pågældende fiktion. Som mennesker drager vi paralleller, for sådan er de fleste af os indrettet. Jeg vil helst opleve fiktion som noget jeg kan relatere til, fordi jeg ofte spejler mig selv og min egen hverdag i det jeg læser, hører eller ser. Jeg bruger fiktionen til mange ting, for eksempel til at forestille mig forskellige scenarier som kan give mig inspiration i skolen men også i fritiden. Det er altså ikke altid helt nemt at skelne mellem hvad der er fiktivt og hvad der ikke er. Èmile Zolas ”Tilbage til jorden” (1864) er for mig et glimrende eksempel på, hvordan fiktion også kan være virkelighedsnært. Temaerne familie, kærlighed, tro, liv og død er alle temaer som vi kan genkende. Teksten ligger vægt på naturen og mennesket, og den berører døden som de fleste helst vil undgå at forholde sig til. Fortællingen er sørgmodig og samtidig smuk, den minder mig om præsten der til begravelser siger af jord er du kommet, af jord skal du blive.
Ligesom i George Orwells fantastiske dystopiske roman: ”1984” skrevet i 1949, er der ikke langt fra fiktion til virkelighed. Dermed ikke sagt at der slet ikke indgår tydelige abstrakte elementer - for det er jo fiktion. Orwells skræmmende syn af fremtiden har stadig sat sine spor i mig, nu efter flere år efter, jeg for første gang læste den. Jeg sad tilbage med en fantastisk sprudlende oplevelse - blandet med et tomrum, for da jeg havde læst den færdig, hvad skulle der så ske? Det er det irriterende, men også interessante ved åbne slutninger. Det giver os muligheden for at reflektere videre, og åbner endnu et nyt univers, klar til at blive udforsket. Glæden ved at være fordybet og opslugt af alt andet end virkeligheden virkede yderst tiltalende for mig. Jeg mærkede et sus gennem min krop kombineret med et væld af følelser jeg ikke helt kunne beskrive. Jeg måtte bare læse videre. Jeg higede efter det. Jeg mærkede her for alvor hvad psykologen Mihaly Csikszentmihalyi mener med flowoplevelsen. Bogen var klæbet til mine hænder, altid i dagtimerne. Det var som oftest også i selskab med andre mennesker, i skræk for at Store Broder ville trænge ind i mit sind. Den prægede mig lang tid efter, og som en flimrende tændt teleskærm der ikke kunne slukke, så jeg stadig Big Brother is watching you med store versaler, og efter jeg havde fået fortalt der efterfølgende var lavet et program ved samme navn tænkte jeg; ham Orwell har fat i noget. Selvom det er ren fiktion, så kan jeg ikke lade være med at gruble over, at det måske er den barske sandhed der lurer for døren…? Eller er det i virkeligheden der vi allerede er endt? Med hver vores teleskræm i form af vores mobiler som rapporterer til Google og Mark Zuckerberg som kender til hvem vi er, hvad vi forestiller os nu og her, og hvad vi kommer til at forestille os i morgen? Er det for sent? Er vi mon fortabte ligesom Orwell forudså for 75 år siden?
I ”1984” er der hverken plads til subjektive holdninger, friheden til at kunne bestemme over sig selv, herunder også sine tanker. Professor Gregersens interview: ”Jeg føler” er mange unges eneste perspektiv - og det er farligt” af Maja Funch peger i den modsatte retning af, Orwells ”1984”. Professor Gregersen peger på, at unge i højere grad bliver nødt til at søge ud over sin egen horisont, for ellers bliver det svært at forholde sig til større sammenhænge fordi ”jeget bliver et fikspunkt i stedet for et samlingspunkt”. Digitale medier og det overvågningssamfund vi kender til, er med til at forme unge mennesker til at mærke mere efter, måske endda for meget. Fordi der netop er så mange forskellige holdninger på de digitale medier, kan det være svært som ung at jonglere rundt i, hvad man egentlig selv synes på grund af de mange inputs. Jeg synes ikke verden bliver for lille, jeg synes i højere grad, at den bliver for stor. Måske handler det ikke så meget at ”Læse. Eller hør lydbøger. Gå på museum” som Professor Gregersen giver af bud. Måske. Der er mange måder at gribe det an på.
Er jeg den eneste der bliver en anelse provokeret over dette? For slet ikke at tale om det unge menneske der sagde at han var vegetar i Guds hus som Professor Gregersen bruger til genstand for at stort set alle unge føler og mærker for meget efter. Det er måske snare udviklingen i samfundet som præger de unge mennesker der gør, at de bliver for usikre og griber til ”jeg føler” i stedet. Måske trænger vi til at reflektere, overveje og forestille mere end vi gør, fordi det skaber inspiration? Fordi fiktion netop udfolder sig i forskellige spektre, og det gør os måske mere i stand til at se tingene i en større sammenhæng, eller?
Fiktionen åbnede sine brede vinger og tog mig med ind det fiktive univers som giver mig mulighed for at reflekterer over den verden vi lever i, og hvordan der nogle gange ikke er så langt fra fiktion til virkelighed. Efter min mening kan fiktion opleves på utallige måder. Den kan være brugbar, underholdende eller noget helt tredje.
Måske er der i virkeligheden ikke så langt fra fiktion til virkeligheden. Eller, det føler jeg, hvad FØLER, synes, MÆRKER, tror, MENER du?
- Katrine Aalbæk
